Annonce
Kolding

Pierre Ejendommes nye vartegn: Mindst 130 boliger i private seniorbofællesskaber på vej i Kolding

Sådan kommer bebyggelsen ved Holbergsvej til at se ud. Illustration: Pierre Ejendomme
Arbejdet med at bygge Koldings første private seniorbofællesskab, Holbergs Have på Holbergsvej, går i gang efter sommerferien. Koldings første private seniorbofællesskab får følgeskab af flere.
Annonce

Kolding: Nu begynder en helt ny type af boliger til folk i den mere modne alder at pible frem i Kolding.

Bag det første projekt af slagsen i Kolding Kommune står den lokale ejendomsudvikler Pierre Legarth, der går i front i udviklingen af private seniorbofællesskaber, når den tidligere landbrugsejendom Seestgård på Holbergsvej i Kolding snart bliver erstattet af 26 rækkehuse og et fælleshus.

- Der var et hul i markedet, og det så vi, siger Pierre Legarth, der oplyser, at Pierre Ejendomme allerede har langt over 100 skrevet op på venteliste til byggeriet.

- Og det har endda overhovedet ikke været lanceret endnu, pointerer han.

Byggemodningen på Holbergsvej starter i august, og Pierre Legarth forventer, at selve opførelsen af byggeriet kan sættes i gang i november. Planen er, at boligerne bliver klar til indflytning i august 2021.


Efterspørgslen er meget stor, og seniorbofællesskaber er Pierre Ejendommes nye vartegn. Vi er first movers.

Pierre Legarth, adm. dir. Pierre Ejendomme A/S


På arealet nærmest Holbergsvej bliver der opført 10 rækkehuse hver i to plan, og på de øvrige arealer kommer der 16 rækkehuse i et plan og ét fælleshus. Bebyggelsen opføres med saddeltage og murværk i rød tegl for at skabe samspil med det nærliggende boligområde ved Seestgårdvej.

Annonce

Flere på vej

Seniorbofællesskabet på Holbergsvej er kun ét af i alt fem nye seniorbofællesskaber, som Pierre Ejendomme har i støbeskeen.

- Vi mærker en kæmpe interesse for seniorbofællesskaber. Efterspørgslen er meget stor, og seniorbofællesskaber er Pierre Ejendommes nye vartegn. Vi er first movers, siger Pierre Legarth.

Hvorfor tror du, at interessen er så stor?

- Både fordi antallet af plus 60-årige stiger, og fordi ensomhed er et stigende problem blandt ældre. I bofællesskaber stiger livskvaliteten kraftigt, og vi vil skabe nogle inspirerende steder at bo for de her mennesker, siger han.

Pierre Legarth er undervejs med fem private bofællesskaber for seniorer. - Der var et hul i markedet, og det så vi, siger han. Arkivfoto: Chresten Bergh

Ud over seniorbofællesskabet på Holbergsvej bygger Pierre Ejendomme seniorbofællesskabet Lykkes Have på Lykkegårdsvej med 20 boliger og et stort seniorbofællesskab i Vonsild på Søholmparken med 50 boliger. I alt er der i de fem projekter tale om 130-150 boliger.

Pierre Legarth vil endnu ikke løfte sløret for detaljerne i de sidste to seniorbofællesskaber, men røber, at hans ejendom "Sundheds Oasen" i Kolding Midtpunkt på Bredgade også kommer til at rumme et seniorbofællesskab.

Annonce

Begejstret

Den store interesse for seniorbofællesskaber i Kolding fremgår også af en spørgeskemaundersøgelse, som Kolding Kommune lavede sidste år blandt Kolding Kommunes 55-80 årige borgere.

Så formand for plan-, bolig- og miljøudvalget Birgitte Kragh (V) er begejstret for, at der er udsigt til mange nye seniorbofællesskaber.

- Vi ønsker, at boligtilbuddene i kommunen matcher borgernes ønsker og forskellige livsfaser, og derfor er jeg utrolig glad for, at vi har en privat investor, der har set det store behov og ønsker at bygge ikke bare et, men flere seniorbofællesskaber, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Politiet efterlyser 30-årig kvinde

EM I HÅNDBOLD For abonnenter

Det nye omdrejningspunkt: Vejen ind i varmen har været lang, træls og bumlet

Annonce