Annonce
Vejen

På besøg hos sine skytsengle: Tjernobyl-katastrofen kostede formentlig 32-årige Ana-Maria sine hænder

Kan man spise rundstykker, når man er født uden hænder? Ja, selvfølgelig kan man det. Den 32-årige rumænske kvinde Ana-Marie er på besøg hos Heine Fricke i Glejbjerg, som sammen med kollegaen Søren Skov for 27 år siden fandt hende på et børnehjem og bagefter fik en dansk bandagist til at give den dengang fem-årige pige et par hænder. Foto: Steen Rasmussen
Den 32-årige Ana-Maria fra Rumænien er født uden hænder, men dem sørgede to danskere for at give hende, Heine Fricke, Glejbjerg, og Søren Skov.

GJEJBJERG: Du må gerne spørge, hvorfor den 32-årige Ana-Maria ikke har nogen hænder. Og du vil få et åbent svar.

Du skal bare ikke begyndte at udtrykke medlidenhed. Det gider den unge kvinde nemlig ikke høre på, og det kan gøre hende sur. Hun insisterer nemlig på, at hun kan alt det, der er nødvendig for at leve et godt liv. Og mere til. Hun er også meget opmærksom på at hjælpe andre.

I disse dage er hun på besøg hos en af sine to danske "skytsengle", Heine Fricke i Glejbjerg. Da Ribe Amt for 27 år siden sendte ham og kollegaen, typograf og fotograf Søren Skov til Craiova i Rumænien for at yde lidt assistance til det ludfattige østeuropæiske land, der lige var blevet befriet for et brutalt kommunistisk styre, stødte de på Ana-Maria på et børnehjem.

Hun sad ikke apatisk i en tremmeseng, som man har set andre børn gøre på tv, men havde fuld fart på inde og ude. Alligevel var det hende, Søren Skov ikke kunne slå ud af hovedet, da de kørte derfra.

De blev enige om, at de var nødt til at køre tilbage en af dagene og få gjort noget ved pigens situation. Hun kunne jo ikke bare løbe rundt der uden hænder, når det jo ikke var et problem at skaffe hende et par hjemme i det rige Danmark.

Annonce

Ana-Maria blev som 12-årig genforenet med sin familie. Hun var under Ceausescus diktatur anbragt på børnehjem på Skole 8, da man ikke mente, at forældrene kunne tage sig af en pige uden hænder. Jeg kan ikke beskrive hvor stærk en oplevelse, det var, at få genforeningen til at lykkes. Moderen græd, og Ana-Maria græd, og siden har Ana-Maria besøgt sin familie og har flot kontakt til alle - også sin lillebroderen, som hun besøger i Bukarest.

Heine Fricke

Ana-Marias Venner

- Vi mødte hende på det det børnehjem, hun var fem år. Søren var helt med på, at der skulle findes en bandagist i Danmark til at give Ana-Maria et par proteser. Bandagisten Ketil Næsborg tog opgaven og har været alt afgørende for, at det kunne lade sig gøre. Ketil krævede, at vi dannede en forening, og "Ana-Marias Venner" så dagens lys og fungerer stadig med Søren som formand, fortæller Heine Fricke.

- Jeg mente som uddannet pædagog og socialrådgiver, at Ana-Maria var understimuleret, så vi var også enige om at støtte hende med en ekstra lærer for at få hende gennem skolen og siden, som den første handicappede, der kom på et universitet, blive uddannet socialrådgiver.

Ingen ved med sikkerhed, hvorfor Ana-Maria er født uden hænder, men det skyldes sandsynligvis atomkatastrofen i Tjernobyl i Ukraine. Hendes mor arbejdede i marken med Ana-Maria i maven netop i de dage, den giftige sky kom drivende ud over Europa.

Hun husker en metalliske smag i munden af et eller andet fremmed i luften. Datterens handicap var et chok, og hun blev derfor straks anbragt på et børnehjem og næsten glemt af familien. Det ændrede Heine Fricke og Søren Skov, som Ana-Maria kalder sine skytsengle.

Genforeningen

- Ana-Maria blev som 12-årig genforenet med sin familie. Hun var under Ceausescus diktatur anbragt på børnehjem på Skole 8, da man ikke mente, at forældrene kunne tage sig af en pige uden hænder.

- Jeg kan ikke beskrive hvor stærk en oplevelse, det var, at få genforeningen til at lykkes. Moderen græd, og Ana-Maria græd, og siden har Ana-Maria besøgt sin familie og har flot kontakt til alle - også sin lillebroderen, som hun besøger i Bukarest, fortæller Heine Fricke.

- Ana-Maria bor sammen med en anden ung kvinde i en lejlighed i byen, hvor hun voksede op. Hun klarer sig godt med job som socialrådgiver i en kristen organisation, hvor hun er udgående familerådgiver og har kontakt til ca. 30 børn, der er efter hendes beskrivelse er meget fattige. Konkret sørger de for at disse børn får noget at spise.

- Det bedste at tænke på om Ana-Marias liv er, at hun nu hjælper andre, som har behov for hjælp - altså hjælp til selvhjælp, selvom hun havde muligheden for at blive paracykelrytter, valgte hun at hjælpe andre, og hun cykler med et specialudtyr rundt til de familier, hun skal hjælpe.

- Vores forenings formål at støtte Ana-Maria er lykkedes. Hun fik en uddannelse, og hun hjælper andre, så kan man ikke ønske sig noget bedre. Hun ønsker ikke medlidenhed. Hun ønsker kun at klare sig selv og hjælper gerne andre. Hun er særdeles hurtig på de sociale medier på mobiltelefonen og er EDB-eksperten på sin arbejdsplads, fortæller Fricke.

Kan man betjene en mobiltelefon, når man er født uden hænder? Ja, selvfølgelig kan Ana-Maria det. Foto: Steen Rasmussen

Livets mening

- For mig personligt er livets mening at bestige det andet bjerg, som den amerikanske forfatter David Brooks beskriver, hvor han opfordrer til større samfundssind - Livet har to bjerge. Det første bjerg handler om personlig succes, karriere , penge og anerkendelse. Det er her egoet opbygges.

- Livet på det andet bjerg er focus på at hjælpe andre og bidrage til samfundet. Det er her egoet kasseres, og jeg synes, at jeg selv får noget ud af at hjælpe andre, som nogen i sin tid hjalp mig, fortæller Heine Fricke, der selv boede på børnehjem som barn.

- Og i dag er det så Ana-Maria, som hjælper andre. Det kan jo ikke være mere fornemt.

Ana-Maria og Heine Fricke hjalp til ved grundlovsfesten i Rødding. Foto: Steen Rasmussen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce