Annonce
Tarm

Pigtråd, tunge dæk og mudder: Stephanie har fået 275 med til nyt forhindringsløb

Pure Challenge tæller lidt over 20 forskellige forhindringer, og fordi løberne skal igennem to omgange, kommer de altså igennem godt og vel 40 forhindringer på fem kilometer. Ikke alle forhindringer er så lige til som at løbe gennem dækkene, så derfor behøver man heller ikke at kunne klare alle forhindringer, forklarer Stephanie Thomsen. Privatfoto
Over 40 forhindringer venter deltagerne, når området ved Bybækken i Tarm bliver omdannet til en forhindringsbane.

TARM: 100 deltagere. Så ville de egentlig have været godt tilfreds, for så kunne arrangementet løbe rundt. Nu har 275 så meldt sig til at kravle over høje mure, at løbe med træbjælker og blive sølet til i vand og mudder i Bybækken i Tarm.

Så allerede inden den første udgave af forhindringsløbet Pure Challenge er blevet afviklet 17. august, tegner det til at blive en succes. Det mener Stephanie Thomsen, som er en af de to initiativtagere til løbet.

Det eneste, der mangler i succesopskriften, er bare, at deltagerne også krydser målstregen med glæde.

- De skal have en masse grin, når de kommer rundt, siger Stephanie Thomsen.

Til daglig er hun skolelærer på Tarm Skole, formand i taekwondoklubben i Skjern og boksetræner i fitnesscentret Pure Performance.

Mens hun har været på barsel, har hun så fundet tid til at arrangere Pure Challenge. Det har krævet tid. For når man skal finde frivillige, have hjælp til at bygge forhindringer og finde sponsorer, er der nok at se til.

- Det har været frivilligt arbejde det hele. Det er noget, man ikke rigtig kan sætte timer på, men jeg har som minimum brugt fuld tid på det. Jeg tror, det har været som minimum 40 timer om ugen, når det er begyndt at spidse til, siger Stephanie Thomsen.

Annonce

Man bliver udfordret på mange andre måder, end man lige gør i hverdagen. Man løber jo ikke lige rundt på et stillads til hverdag.

Stephanie Thomsen, initiativtager, Pure Challenge

Løbet udfordrer hele kroppen

Inden hun gik på barsel, havde hun selv løbet syv forhindringsløb rundt om i landet. Og når man både skal over høje forhindringer, løbe med tunge ting eller gå armgang, ja så mærker man hurtigt, hvordan hele kroppen kommer i sving.

Man får brug for både kondition, styrke og teknik.

- Man bliver udfordret på mange andre måder, end man lige gør i hverdagen. Man løber jo ikke lige rundt på et stillads til hverdag, siger Stephanie Thomsen.

Muligheden for at prøve sig selv af på en sjov måde vil hun gerne, at flere får. Den idé er fitnesscentret Pure Performance så med på, for de står som arrangør. Og med opbakningen fra 275 tilmeldte tror Stephanie Thomsen på, at Pure Performance også næste år er klar til at byde velkommen.

- Vi har ikke lagt de store fremtidsplaner, men arrangementet er helt sikkert noget, vi skal gentage, hvis det bliver en succes, siger Stephanie Thomsen.

Et løb for alle – godt for begyndere

For at så mange som muligt skal have glæde af løbet i dets første udgave, er det vigtigt for hende at understrege, at Pure Challenge er et begynderløb. Alle over 12 år kan deltage. Folk skal have lov til at prøve af, om forhindringsløb er noget for dem, så man behøver hverken at spurte rundt i alle fem kilometer eller at kunne klare alle forhindringer for at gennemføre og for at have det sjovt.

At løbet også er for begyndere, stiller krav til arrangørerne. Når deltagere ikke har den store erfaring, er det vigtigt, at man som arrangør bruger tid på at beskrive, hvordan de enkelte forhindringer ser ud, og hvordan man som deltager kan øve sig hjemmefra for at øge chancerne for, at man kommer bedst muligt og hurtigst muligt igennem.

Foruden at forberede det hele har Stephanie Thomsen også skullet holde formen ved lige. Hun regner nemlig med også selv at løbe igennem banen - enten inden arrangementet eller sammen med den første gruppe, som bliver sendt afsted

Foruden at skulle over og under forhindringer, skal man også kunne løbe med tunge ting, hvis man vil have en god tid. I det hele taget stiller forhindringsløb krav til, at man er alsidig. For man får brugt hele kroppen, og det er noget, Stephanie Thomsen godt kan lide ved den type løb. Privatfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding For abonnenter

Plejehjem forvekslede to beboere: Datter fik besked om sin mors død alt for sent

Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce