Annonce
Sønderborg

Plan skal hjælpe hjemsendte skoleelever

Langt fra alle børn er så heldige at kende en som Bjarne Madsen, der har oprettet hjemmeskole på Nordals for sine fire børnebørn. Mange børn sidder alene og slås med lektier og skærmundervisning. Arkivfoto:Timo Battefeld
Børn, der mistrives og sakker bagud på grund af nedlukningen, skal have mere støtte, foreslår Venstre i Sønderborg Kommune. Den er vi med på, svarer Socialdemokratiet.

Sønderborg: Står det til Claus Klaris, der er Venstres formand for børne- og uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune, skal Sønderborg Kommune hurtigst muligt formulere en plan for, hvordan man kan hjælpe skoleelever bedst gennem nedlukningen.

- Vi har ikke konkrete tal for børnenes mistrivsel, men vi hører fra borgerne, at både børn og forældre har en hård tid. Det er en stor udfordring, at børnene ikke kan komme i skole, og det ser desværre ikke ud til at stoppe foreløbigt, forklarer han.

Sammen med Ellen Trane Nørby, der er Venstres borgmesterkandidat, vil Claus Klaris have gang i en proces, der kan minimere elevernes læringstab og dæmme op for mistrivsel. Det kan f. eks. være to lærere pr. klasse i indskolingen, når og hvis de yngste får lov at vende tilbage til skolen før de øvrige elever. Eller en form for turboundervisning af de ældste, der skal til afgangseksamen til sommer:

Annonce

- Lad os få alle ideer på bordet fra lærerne, forældrene og forvaltningen. Hvad kan vi gøre allerede nu, mens børnene er hjemsendt, og hvad kan vi gøre, når de vender tilbage, spørger Claus Klaris.

Ikke barnets problem

For Ellen Trane Nørby handler det om, at manglende læring og ensomhed ikke må blive den enkelte elevs eget problem:

- Vi har et kollektivt ansvar for at sikre, at det ikke bliver den enkelte elev, der står tilbage med store faglige og trivselsmæssige problemer. Derfor er vi også nødt til at sikre en konkret plan for, hvordan vi løfter de unge, der fagligt er kommet bagud og sikrer penge til, at den enkelte skole har ressourcerne til at løfte opgaven, siger hun.


Vi skal have handling nu. For hvis ikke vi gør noget på den korte bane, bliver det dyrt på den lange. Min bekymring går især på det menneskelige og det sociale. Det faglige skal børnene nok indhente senere.

Claus Klaris, formand for børne- og uddannelsesudvalget


At få lavet en plan, der kan støtte eleverne, er Socialdemokratiet ifølge Jesper Smaling helt med på. Som næstformand i børne- og uddannelsesudvalget ser han frem til, at udvalget tager fat på arbejdet:

- Vi rejste samme dagsorden i foråret, og det er helt relevant, at vi kigger på sagen igen. Der er allerede i dag to lærere pr. klasse i indskolingen, men er der behov for flere ressourcer, når skolerne igen åbner, bakker vi også gerne op med penge. Hellere det, end at vi beslutter at tilbagebetale en del af forældrebetalingen til SFO, siger han.

Jesper Smaling foreslår også, at udvalget overvejer tiltag, der kan støtte forældrene i deres rolle som hjælpelærere nu, hvor al undervisning foregår digitalt.

20 procent af alle skoleelever i Sønderborg Kommune går på friskole eller privatskole, men Claus Klaris ønsker, at de også får gavn af de initiativer, udvalget finder frem til.

- Vi skal have handling nu. For hvis ikke vi gør noget på den korte bane, bliver det dyrt på den lange. Min bekymring går især på det menneskelige og det sociale. Det faglige skal børnene nok indhente senere, mener Claus Klaris.

Børne- og uddannelsesudvalget mødes næste gang 3. februar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Oprensning af åen forhindrer ikke oversvømmelser: - Vi kan grave åen fem meter dybere, uden at det vil gavne noget som helst

Annonce