Annonce
Læserbrev

Plast hører aldrig til i naturen – men materialet har mange gode egenskaber

Annonce

Læserbrev: I lederen den 29. juli i JydskeVestkysten opfordrer avisens ansvarshavende chefredaktør Peter Orry til at gå "til kamp mod plastic-svinene". Jeg vil indledningsvis erklære mig helt enig i debatindlæggets overordnede budskab om, at det er noget decideret svineri, når naturen bliver brugt som affaldsplads for plast.

Plast er i mange sammenhænge et både værdifuldt og nyttigt materiale, men der er selvfølgelig ingen tvivl om, at plast aldrig må ende i naturen. Vi skal derfor blive markant bedre til både at indsamle og genanvende vores plast. Hvis det lykkes, så er det utvivlsomt en stor fordel for både klima og miljø samt for skabelsen af flere grønne arbejdspladser i Danmark.

Det kræver, at både forbrugere, organisationer, virksomheder og politikere tager ansvar, hvilket der også er mange positive tegn på sker i praksis – for eksempel blev den første danske plasthandlingsplan tidligere i år vedtaget af et enigt Folketing.

Imidlertid er der flere af "løsningsforslagene" fra Peter Orry, som kræver en kommentar med på vejen, da de ikke helt rammer skiven ud fra et plastfagligt synspunkt.

For det første opfordrer han til, at plast, der ikke er genanvendeligt skal forbydes. Vi skal – som tidligere nævnt - helt sikkert blive bedre til at genanvende plast i Danmark, hvilket blandt andet kræver smartere produktdesign og en ensretning af den kommunale affaldshåndtering. Dog vil Peter Orrys forslag medføre, at vi formentlig skal undvære flere yderst brugbare plastprodukter, hvis det blev til virkelighed.

Et sådant forbud vil nemlig potentielt betyde, at vi skal undvære en del moderne medicinsk udstyr i plast, som det af flere årsager er yderst udfordrende at genanvende med den nuværende tilgængelige teknologi. Der er også masser af plast i vindmøller, og de er desværre heller ikke så nemme at genanvende, selvom der er flere spændende testprojekter i gang.

For det andet vil Peter Orry have, at man skal "erstatte plast med andre produkter". Det er noget uklart, hvad der egentlig menes med den konkrete formulering, men man skal altid have for øje, at man ikke bare skal fravælge plast uden, at alternativernes miljø- og klimamæssige påvirkning er grundigt analyseret.

Vi skal nødig risikere at gøre både miljøet og klimaet en bjørnetjeneste. Hvis vi for eksempel udfaser plastemballage til fordel for emballage af metal og glas, så vil CO2-udledningen stige – blandt andet på grund af at disse materialer vejer mere under transport og kan være væsentligt mere ressourcekrævende at fremstille.

Det er i øvrigt heller ikke sikkert, at alternativerne til for eksempel plastemballage har ligeså gode egenskaber i forhold til at passe på fødevaren og forlænge holdbarheden, hvorfor vi risikerer at øge samfundets mængde af madspild, hvilket heller ikke vil være godt på CO2-kontoen.

For det tredje foreslår Peter Orry, at forbrugerne skal lade være med at slæbe deres varer fra supermarkedet hjem i plastposer. Uanset hvilken bærepose man har købt, så skal man selvfølgelig altid huske at genbruge den mest muligt, men plastposen er ifølge videnskaben langt bedre end sit ry.

Sidste år foretog DTU Miljø – på opfordring af Miljøstyrelsen – en videnskabelig undersøgelse, der konkluderede, at plastposen klarer sig miljømæssigt bedre end andre posetyper for eksempel dem i bomuld. Derfor er der ingen særlig grund til at se sur på plastposen – og da slet ikke, hvis den bliver både genbrugt og genanvendt.

Afslutningsvis vil jeg gerne sende en åben invitation til Peter Orry om at besøge en eller flere plastvirksomheder, som der ligger rigtig mange af i avisens dækningsområde.

Den offentlige debat om plast har ofte en negativ slagside, hvilket er ærgerligt, da man dermed har tendens til at overse de mange imponerende plastløsninger, som vi producerer herhjemme.

Derudover kan en usaglig plastkritisk tilgang betyde, at der bliver truffet beslutninger om ren symbolpolitik, som i virkeligheden ikke bidrager til at hjælpe på noget som helst.

Selvom plast ofte er et udskældt materiale, så er plast i mange sammenhænge en del af løsningen på vores klima- og miljøudfordringer.

Lars Friis Farsøe
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce