Annonce
Sport

Playmaker: Vi skulle have skruet bissen på mod Norge

Rasmus Lauge scorede syv mål på otte forsøg i torsdagens VM-sejr over Norge.

Danmark spillede en flot kamp i de første 45 minutter mod Norge, som dog var ved at skabe spænding til slut.

Nervøsitet og stress prægede den danske afslutning mod Norge, og det må helst ikke gentage sig ved VM.

Det mener Rasmus Lauge, som først og fremmest var lettet over Danmarks sejr på 30-26 over Norge.

Men han så også malurten i det danske VM-bæger i de sidste 10-15 minutter af kampen.

- I de sidste 15 minutter ville vi egentlig gerne have skruet bissen på og bare lukket det lort. Det gjorde vi ikke helt, siger Lauge.

Danmark gik fra en føring på 25-16 til blot 27-25, inden kampen blev lukket.

- Vi begyndte at skyde på lidt halve chancer og havde ikke den beslutsomhed, som vi gerne ville have. Så kom der fart i nordmændene, som øjnede en lille mulighed.

- Vi fik heldigvis lukket det ned og hevet sejren hjem til sidst, siger Lauge.

Playmakeren gestikulerede til sine holdkammerater og signalerede "ro på" i slutminutterne, hvor et par danske scoringer endte med at lukke kampen.

- Der var ingen grund til at være nervøse eller at stresse. Vi er så dygtige alle sammen, og der er mange ting, jeg ikke kan nå at sige. Så måtte jeg prøve med kropssprog, og det siger også meget.

- Jeg var sikker på, at vi kunne hive os op igen. Men det var ti lidt for lange minutter med for lavt niveau.

- Ti minutter er næsten for lang tid mod så godt et hold som Norge. Det skal vi arbejde på. Vi kan ikke gå sådan ned i kadence, lyder det fra Lauge.

Han roste også Mikkel Hansen, der scorede 14 mål i sejren.

- Mikkel er Mikkel. Det er dejligt, at han for alvor stempler ind. Han havde absolut ikke spillet dårligt indtil nu, men det er den Mikkel, som vi ved, kan spille på det niveau, siger Lauge.

Landstræner Nikolaj Jacobsen kalder Mikkel Hansen for "fremragende", men roser blandt andre også Lauge, Niklas Landin og Henrik Møllgaard.

- I sådan nogle kampe skal vores nøglespillere slå til, og det gjorde Mikkel, Lauge og Landin. Jeg synes også, at Møllgaard fortjener kæmpe ros i defensiven, siger Jacobsen.

Landstræneren var til gengæld irriteret over, at Norge fik lov til at skabe spænding i slutningen af kampen.

- Jeg hæfter mig ved, at vi langt hen ad vejen holdt et utroligt højt niveau i begge ender. Vi fik lukket nordmændene godt ned og fik de afslutninger, vi gerne ville.

- Det så ud til, at der gik lidt gummiarm i den til slut, men så var det godt, at Mikkel lige kunne redde os ud af ilden. Og også Lauge.

- Både Mikkel og Lauge trådte i karakter til sidst, og Niklas havde også en vigtig redning, siger Jacobsen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce