Annonce
Sønderborg

Plejehjem forkælede mænd: Snysk, snaps og snak

Bent Fridrich sagde ikke nej, da Tina Erichsen kom forbi med snapseflasken. Foto: Timo Battefeld
Som regel er mænd i mindretal til arrangementer på landets plejehjem. Men til herrefrokost på Broager Plejecenter dominerede de hvide skjorter og de blanke slips.

Broager: Det var nogle ordentlige snapsepokaler, personalet dækkede op med, da der tirsdag middag var herrefrokost på Broager Plejecenter for beboere og brugere af daghjemmet. Og Tina Erichsen, som gik rundt med den iskolde Svendborg Gylden, var ikke nærig. Hun gik til kanten og mere til.

- Har alle noget i glasset? Skål på en god herrefrokost, bød lederen af plejehjemmet, Tina Helene Jensen velkommen.

Normalt, når der er arrangementer på Broager Plejecenter, er kvinderne i stort overtal. Det giver sig selv, når kun 15 ud af 40 beboere er mænd. Men her var kvinderne slet ikke inviteret.

- Vores beboer- og pårørenderåd efterlyste flere arrangementer for mændene. Mange af dem har før deltaget i herrefrokost i Sønderborg. Så vi tænkte: Når de ikke længere magter at tage til Sønderborg, kan vi da flytte herrefrokosten herud, forklarede Tina Helene Jensen.

I dagens anledning var hun iført hvid skjorte og slips som flere af de ansatte, der hjalp med at servere.

Annonce
Mange af dem har før deltaget i herrefrokost i Sønderborg. Så vi tænkte: Når de ikke længere magter at tage til Sønderborg, kan vi da flytte herrefrokosten herud.

Tina Helene Jensen, leder af Broager Plejecenter

Viede par to gange

Snaps er en uundværlig del af en herrefrokost, ligesom sang og taler. Jørn Lehmann Petersen leverede anekdoter fra sin tid som borgmester i Broager.

Han fortalte om, hvordan han en gang til en fest i Broagerhallen gentagende gange hældte danskvand i snapseglasset og skålede til højre og venstre, til et par kvinder kommenterede, hvor flittigt borgmesteren løftede glasset.

Hans hverv som kommunal giftefoged fik latteren frem, især da han berettede om, hvordan han endte med at vie det samme par to gange på samme dag. For de ønskede, at brylluppet skulle være en hemmelighed, som skulle afsløres ved afspilning af en video for venner og familie til fest samme aften. Men knap havde de til hinanden, før de opdagede, at der manglede bånd i videoptageren.

- Så måtte vi have fat i Radio Lars over for rådhuset og bagefter gentage hele ritualet, fortalte Jørn Lehmann Petersen.

Damerne mangler

- Nu mangler vi bare et par strippere, konstaterede Uwe Millek i den muntre ende af bordet, efter sild, snysk og stegt flæsk var hjulpet på vej af snaps og øl. Her sad fire brugere af plejehjemmets dagcenter.

- Det er et glimrende arrangement. Ja, jeg har godt nok aldrig været til herrefrokosten i Sønderborg, men jeg har da været til mange andre fester i forbindelse med ringridning, fortalte Uwe Millek.

Hans Jessen kunne dog godt ønske sig, at damerne blev budt med næste gang. De er bedre til at snakke, mente han.

- Det er fint, som det er nu. Jeg kender jo en del af de folk, der er kommet, fortalte Ejner Michelsen, som syntes frokosten bragte minder om Sønderborgs store ringriderfrokoster med over 1800 festende mænd.

På Broager Plejecenter manglede måske en skotte eller to med sækkepibe til at lægge en musikalsk baggrund. Men bliver herrefrokosten gentaget næste år, kan det være, de står og spiller ved indgangen, bemærkede Tina Helene Jensen.

Ejner Michelsen fik plads i den livlige ende af bordet, hvor også Uwe Millek (tv) og Bent Lauritzen (yderst til højre), sad. De udgør et fast rafle-hold, der mødes i dagcentret flere gange i ugen. Foto: Timo Battefeld
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Genforeningen vækker stadig følelser

Det socialdemokratiske medlem af byrådet i Sønderborg, Bjørn Allerelli Andersen er stødt, fordi det tyske mindretal lægger op til en fejring af 100-året for grænsedragningen i 2020 og ikke af Genforeningen. Han bliver også krænket, når tyske tekster sætter ordet genforening – Wiedervereinigung - i citationstegn. Sagen viser, at der fortsat er store følelser i spil. Den tyske jurist Klaus Alberts fra Kiel har netop udgivet en bog om situationen i 1920. Han anfægter brugen af begrebet genforening, fordi Slesvig heller ikke før 1864 var en del af kongeriget. Argumentet viser, at nogle sager er for komplicerede til, at de kan overlades til videnskaben. Statsretslig er udsagnet korrekt. Men det anfægter ikke, at de dansksindede sønderjyder i 1920 kom hjem til det land og det folk, de så sig som en del af. Så i den følte realitet var der naturligvis tale om en genforening. Derfor skal vi danskere have lov til både at bruge ordet og glædes over Genforeningen. Men vi skal ikke pådutte andre det. Til gengæld skal tyskerne respektere vores holdning. Det tyske mindretal har ligeledes al mulig grund til at glæde sig over Genforeningen. Den forskånede dem i vidt omfang fra at blive en del af Tysklands rædselsfulde historie mellem 1920 og 1949. Ganske vist dumpede mange i mindretallets rækker med et brag, da deres loyalitet blev sat på prøve efter den 9. april 1940. Men de lærte lektien og formulerede i 1945 en formel erklæring om troskab over for den danske stat og 1920-grænsen. Samfundskontrakten holder den dag i dag. Eneste tabere i 1920 blev de danske syd for den nye grænse. De måtte betale en skrækkelig pris med undertrykkelse og senere død på nazisternes fronter. Men skønt ikke alt er glemt, er grænselandet nu en model for det harmoniske samliv mellem flere nationaliteter. Det skal vi fejre i 1920 og så ikke strides om ord. Som danskere i Damark skal vi feste for Genforeningen. Så må andre gerne fejre en af de få stabile grænser, Tyskland nogensinde har haft.

Annonce