Annonce
Esbjerg

Plejehjemmene har slået dørene op: Far og datter sammen i stuen igen - men på afstand

Leif Olsen på 92 år kunne fredag igen byde sin datter Annette velkommen i stuen i lejligheden på Lyngvejs Ældrecenter. De holder stadig god afstand til hinanden. Foto: Jesper Orry
Efter godt tre måneder med lukkede døre på grund af corona kan beboerne på plejehjem i Esbjerg Kommune igen invitere deres pårørende indenfor. Fredag besøgte Annette Olsen sin far Leif, der var glad for at kunne byde hende en plads i sofaen.
Annonce

Esbjerg: Fredag formiddag kunne Leif Olsen på 92 år langt om længe igen invitere sin datter Annette indenfor i lejligheden på Lyngvejs Ældrecenter, hvor han har boet siden oktober sidste år.

Med forsvarlig afstand mellem sig fik far og datter sig en god snak, og Annette kunne igen tage et kig på Leifs papirer fra det offentlige og banken.

- Vi har siddet på terrassen mange gange i denne her tid, men jeg har jo ikke måttet gå ind i min fars lejlighed og kigge på de papirer, som jeg plejer at ordne for ham. Jeg har set andre besøgende gøre det, og så kan du kalde mig hysterisk, hvis du vil, men vi skal altså følge reglerne og passe på hinanden, og det skal vi stadigvæk, selv om vi nu må komme indenfor, siger Annette Olsen, der er 69 år.

Hun havde mundbind på ved besøget begyndelse, men det blev simpelthen for varmt, og plejehjemsleder Lotte Hadberg understregede også, at det ikke var et krav, blot man sørgede for at holde afstand.

Og det gjorde far og datter. Mens Leif sad i sin favoritstol ved vinduet, placerede Annette sig i sofaen.

Annonce

Privilegeret

Selv er Leif Olsen ikke blevet slået ud af coronatiden.

- Det har egentligt ikke været så slemt. Et langt stykke hen ad vejen har det været som det plejer her, selvfølgelig lige bortset fra besøgene, og det har da været træls. Vi har snakket en del om corona her på plejehjemmet, og når mine døtre har været på besøg på terrassen eller i telefonen. Det er da dejligt at kunne byde indenfor i mit lille hjem igen, men jeg er ikke den, der har været værst ramt af det. Faktisk føler jeg mig meget privilegeret, fordi min familie har været så god til at besøge mig på terrassen eller ringe, jeg har ikke følt mig ensom, som andre siger Leif Olsen.


Det har egentligt ikke været så slemt. Et langt stykke hen ad vejen har det været som det plejer her, selvfølgelig lige bortset fra besøgene, og det har da været træls.

Leif Olsen


Han har gennem 25 år haft slagterforretning og kørte selv bil, indtil han blev 91 år, da han blev ramt af den første af en række små blodpropper i hjernen. Dem har der været 22 af efterhånden, og de betyder, at han kan falde om.

Annonce

Savner knus

Annette Olsen og hendes søster Marianne har så godt som dagligt haft kontakt med deres far i coronatiden, enten ved fysiske besøg på terrassen eller telefonisk.

Hun glæder sig over igen at måtte komme indenfor hos sin far, men opfordrer samtidig til fortsat forsigtighed.

Leif Olsen beklager sig ikke og føler sig privilegeret over at have sin familie tæt på sig.Foto: Jesper Orry

- Jeg kan blive så vred, når vi hører om tusindvis af mennesker forsamlet til demonstration i København eller fodboldfans, der samles i klynger. Corona er her altså stadigvæk, og vi går ikke fra nedlukning til normale tilstande med et fingerknips. Det er ingen fest for nogen, det er et langt sejt træk, hvor vi alle må stå sammen og så forsøge at få det bedste ud af det under de retningslinjer, som myndighederne stikker ud, indtil vi får normale tilstande igen, og det gør vi jo på et tidspunkt, siger Annette Olsen.

- Jeg må indrømme, at jeg savner et knus og et kram, men det går nu nok at vente lidt længere med det, smiler Leif fra sin favoritstol ved vinduet.

Sagen kort

Torsdag den 2. juli gav Esbjerg Kommune igen tilladelse til, at beboere på plejehjem kunne modtage besøg i egen bolig.

I forbindelse med coronakrisen har besøg på plejehjem været først totalt forbudt og senere tilladt udendørs på beboernes terrasse eller andre udpegede steder.

Esbjerg Kommune har hidtil helt undgået smitte med coronavirus blandt kommunens plejehjemsbeboere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce