Annonce
Esbjerg

Plejehjemsleder isoleret med tre beboere på coronaramt krydstogtskib

Leder af plejehjemmet Karstensminde i Gredstedbro, Ulla K. Petersen, er sammen med tre plejehjemsbeboere isoleret på det coronaramte krydstogtskib Costa Luminosa, der ligger til kaj i Marseille. Ingen af dem ved endnu, hvornår de får lov til at forlade skibet. Ingen af beboerne på billedet er med på skibet. Arkivfoto: Ole Maass
Ejer af plejehjemmet Karstensminde i Gredstedbro, Ulla K. Petersen, er sammen med tre beboere på omkring 90 år isoleret på det coronaramte krydstogtskib Costa Luminosa i Marseille. Men trods den vanskelige situation holdes humøret højt, selv om man ikke aner, hvornår man vender hjem til Danmark.

Ribe: Mens især de italienske gæster på det coronaramte krydstogtskib Costa Luminosa, der ligger til kaj i Marseille, hidser sig op, skælder ud og ryger ned i depressionens sorte huller, tager tre plejehjemsbeboere og lederen af plejehjemmet Karstensminde i Gredstedbro, Ulla K. Petersen, situationen med imponerende ro.

Ombord på skibet, hvor man indtil videre har registreret 78 coronasmittede gæster samt et enkelt dødsfald, er de tilbageværende passagerer blevet isoleret i deres kahytter, mens personalet over højttalerne beder folk om ikke at gå rundt på skibet og at blive ombord, selv om nogle har forsøgt at forlade det uden tilladelse.

- Personalet kommer rundt i rumdragter og serverer kaffe for os, og alt bliver serveret for os uden for døren. Men vi må ikke forlade kahytterne, og det er nu fem dage siden, vi fik det at vide, siger Ulla K. Petersen og forklarer, at hun mødes på værelserne med de tre plejehjemsbeboere, der alle er omkring 90 år.

- Fornemmelsen af, at vi ikke må gå rundt, og ikke ved, hvornår vi kommer hjem, er skræmmende, men jeg må sige, at de tre tager det forbavsende godt. Vi hjælper og støtter hinanden, spiller æsel og snakker, og alle er ved godt mod, selvom situationen selvfølgelig er træls. En af dem har haft store udfordringer med sygdom, men har fået det bedre nu, siger Ulla K. Petersen.

Annonce

Corona

Costa Luminosa forventes at sejle til Savona i Italien, selv om Italien er det land i verden, hvor man har flest registrerede dødsfald på grund af coronavirus.

Kina har registreret 3245 dødsfald som følge af coronavirus, mens Italien torsdag i denne uge nåede op på mere end 3400 dødsfald.

Det værste sted

- En af kvinderne vil gerne have, at jeg sætter hendes hår, inden vi skal spise i kahytterne. Det er vigtigt for hende, og det synes jeg virkelig er livsbekræftende, siger Ulla K. Petersen, der forklarer, hvordan amerikanere og canadiere er blevet fløjet hjem, franskmænd er ved at blive sat af, mens danskerne har fået at vide, at de foreløbigt må blive ombord.

- Man ved, at skibet er befængt med virus, og alle er meget påpasselige. De franske myndigheder vil ikke have os ud af skibet, og derfor sejler de til Savona i Italien. Det er vel det værste sted af alle, vi kan komme til lige nu, men det er rederiets hovedsæde, og vi har ingen anelse om, hvor lang tid vi kommer til at sidde i vores kahytter ud over, at vi får at vide, at man fra rederiets side gør alt hvad man kan for at få os hjem. Selv om vi bliver behandlet godt, synes jeg, vi bliver informeret for lidt, men det nytter ikke noget at skælde personalet ud. De kan ikke gøre noget ved det, for ingen havde fantasi til at forestille sig denne situation, siger Ulla K. Petersen, der er af den opfattelse, at de danske myndigheder gør, hvad de kan, for at hente Karstensminde-beboerne og de omkring 35 andre danskerne, der stadig befinder sig på coronaskibet, hjem.

Hvorfor?

Hvorfor er du taget på krydstogt med tre beboere midt i en coronatid, hvor især ældre mennesker opfordres til at blive hjemme?

- Da vi rejste 23. februar, vidste man ingenting. Derfor tog vi afsted. Man kendte kun lidt til corona, det skete på den anden side af jorden, og ville da ikke ramme os. Og da slet ikke komme til Danmark. Vi begyndte i Miami og har sejlet til 11 steder i Caribien, inden turen gik tilbage til Miami og videre mod Europa. Det er 14 dage siden, og havde vi vidst alt det, vi ved nu, havde vi taget det første fly til Danmark, men det vidste vi bare ikke for 14 dage siden, siger Ulla K. Petersen og forklarer, hvordan krydstogtet skulle slutte 25. marts i Venedig.

Hun forklarer, at skibet formentlig sætter kurs mod Savona, når alle franske statsborgere er steget af, og at både hun og de tre beboere ved de skal isoleres, når de vender hjem.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev For abonnenter

'Emmas' far drak og kunne vende på en tallerken på et splitsekund: - Far er virkelig sød, når han er ædru

Erhverv

Barsk maj for Billund Lufthavn: Massefyringer og nedgang på 98,3 procent

Annonce