Poesi og protestsange: Annisette har sunget, kæmpet og elsket i 50 år med The Savage Rose

Midt om natten lå hun og hørte musik, der blev sendt ind over København med kortbølger fra et skib i Østersøen. Monopolet blev omgået for at transmittere amerikanske toner til unge danskere, der ligesom Annisette var vild med soul, funk og rock, Bob Dylan, Jimi Hendrix og Aretha Franklin.

Med to fingre på optageknapperne på Phillips spolebåndoptageren havde hun ligget og ventet på, at Tina Turner sang "River Deep, Mountain High" ind i værelset. Et hurtigt tryk og så havde hun fået den. Dagen efter troppede hun op med båndoptagerens fangst på Le Carrousel, hvor hendes coverband Dandy Swingers øvede.

"River Deep, Mountain High" satte de københavnske natklubber på den anden ende i Annisettes og Dandy Swingers' udgave. Der var aldrig spillet noget lignende, og singlen gik ind på hitlisten i 1968. Her lå den side om side med "A Girl I Knew" en single fra det nyskabende beatorkester The Savage Rose, som Annisette Hansen i mellemtiden var blevet forsanger i.

Det er 50 år siden, og Annisette - nu med efternavnet Koppel - er stadig forsanger i The Savage Rose, der blev hendes liv og hendes familie. Hendes poesi og hendes politiske talerør. Historien startede på en natklub med tre generte mennesker rundt om et bord.

Der fandtes ikke så mange bands i Danmark dengang, og nærmest ingen, der komponerede selv. Det var noget The Beatles gjorde. Men det gjorde Thomas Koppel i The Savage Rose også, og hans bror, Anders, skrev teksterne.

- Det var meget betagende, at de lavede deres egne sange. Det var helt nyt for mig. Så jeg var virkelig nervøs, da Thomas og Ilse Maria Koppel skulle høre mig synge på natklubben. I pausen mellem et af vores sæt, kom jeg ned til bordet, hvor de sad. De var lige så generte som mig, og benene kørte rundt under stolene. Og så sagde de, at jeg sang vildt godt og spurgte, om jeg ville prøve med dem. Det ville jeg, men jeg kunne ikke læse noder. Det var ikke noget problem. Det var bare dem, der havde lært at spille efter noder, derfor brugte de det, fortæller Annisette, om første gang hun mødte Thomas Koppel.

Dagen efter tog hun ud til et lille hus ved Søborg Mose, hvor der var et øvelokale i kælderen stopfyldt med orgel, trommesæt, guitar, basforstærker, farfisa og et opretstående klaver. Thomas Koppel sad ved klaveret, pegede på sin hånd og sagde, at han ville spille melodien med den, så kunne hun lytte efter den. Og så skulle hun springe ind i teksten, når hun var klar.

- Vi øvede i kælderen i et år, og det var vidunderligt. At være omfavnet af lyd, der var så imponerende stor og smuk. Jeg tænkte, kan jeg finde ud af det? Til sidst begyndte jeg at synge, og der blev helt stille et øjeblik, og så smilede de. Det var et godt tegn, siger Annisette og smiler lidt, som var hun stadig en genert pige på 19 år.

Savage Rose blev stiftet i 1967, og året efter slog deres debutplade "The Savage Rose" fra Johnny Reimers pladeselskab tonen an til en helt ny musikkultur i Danmark. Det er derfor, at albummet - til Annisette og Thomas Koppels store fortrydelse - blev en del af den danske kulturkanon.

The Savage Rose var "anført af en af de mest skelsættende sangstemmer i dansk rock. Den tilhørte Annisette, en urstemme som samtiden nok associerede til Janis Joplin, men som ikke desto mindre var helt og aldeles sin egen. Fænomenet Savage Rose gav hurtigt genklang i udlandet og fik den legendariske amerikanske kritiker Lester Bangs til i musikmagasinet Rolling Stone at skrive, at det lige nu var i Norden og ikke i USA, det skete inden for musikken," står der i begrundelsen.

Savage Rose blev populære i USA og afsluttede en lang turne med tilbuddet om en stor pladekontrakt.

- Det var med den betingelse, at vi skulle til Vietnam og spille for amerikanerne på deres baser. Og det ville vi ikke. Vi var et antikrigsband, og vi hørte sammen med en stor bevægelse, der var i gang i hele verden. Et ungdomsoprør, der var imod krig. Vi havde ikke noget udstående med vietnameserne, og vi ville under ingen omstændigheder tage del i den krig, fortæller Annisette.

Kontrakten blev revet over. Og det var første, men ikke sidste gang, at Savage Roses politiske idealer bestemte bandets kurs.

The Savage Rose med Thomas Koppel som komponist skabte med "Dødens Triumf" musik, der byggede bro mellem balletten og folket. Den blev simpelthen et kæmpehit både som ballet vist i tv i 1971 og på Det Kongelige Teater, og som album med musikken, der udkom i 1972.

Det var også året, hvor Annisette og Thomas Koppel får datteren Billie. Og før vi når til tilblivelsen af "Dødens Triumf" skal vi have historien om, hvordan de to blev kærester. På de første to plader spillede Thomas Koppels første hustru, Ilse Maria Koppel, spinet. Men hun forlod bandet, da turneerne gjorde det for hårdt at være væk fra parrets to drenge.

- Thomas og jeg begyndte at drille hinanden og have det sjovt i bilen på de lange køreture i de norske fjelde. Det medførte altså til sidst, at vi blev kærester. Det var meget euforisk og dramatisk på den måde, at bandet ikke fattede, hvad der foregik. For vi vidste jo alle sammen, at Thomas havde en kone og to børn derhjemme. Jens Rugsted rejste hjem og ville ikke være med på resten af turneen, så vi måtte have en ny bassist fløjet op. Jeg befandt mig nærmest i en rustilstand, og jeg kunne slet ikke tage hensyn til, hvordan nogen havde det, for jeg syntes, at det var så smukt. Sådan havde jeg det også, da vi kom hjem og skulle fortælle Maria det. Hun var ikke ivrig for, at de skulle bevare deres forhold og havde selv andre planer. I en tid boede vi alle sammen for at finde ud af, hvordan det skulle gøres i praksis med børnene, siger Annisette.

For de første penge hun havde tjent på Savage Roses succes, havde hun købt et havehus i Husum. 40 kvadratmeter og isoleret udvendig med flamingo, så man nærmest kunne stikke en finger igennem, husker hun grinende.

- Det var så nuttet, og der var en have, der var vildt skøn. Vi indrettede os med en stue, hvor klaveret stod, en stor legetøjsreol og et bord, der var lavet af en dør. Og så havde vi to højttalere og hørte masser af musik. Der var et lille rum, hvor der lige var plads til et par køjesenge til drengene og en madras på gulvet til Thomas og jeg. Vores køleskab stod på et bord derinde, fordi der ikke var plads i køkkenet. Sådan boede vi i starten, men da jeg blev gravid med Billie, måtte vi finde noget større, fortæller Annisette.

Samtidig med at de skabte en familie, skabte Savage Rose "Dødens Triumf", der endte som en folke-klassiker, med en retssag, og at en flok gøglere fra Christiania blokerede Cirkusbygningen for publikum.

Flemming Flindt, balletmester ved Den Kongelige Ballet, havde bedt gruppen om at komponere og spille musikken til "Dødens Triumf", der blev sat op på Det Kongelige Teater i 1972. Syv år efter lavede han en genopsætning i Cirkusbygningen, men Flemming Flindt havde nye idéer med forestillingen, som Savage Rose ikke brød sig ikke om.

- Det skulle være mere nøgent og variete-agtigt, og der gik spekulation i det, som var meget kedeligt. Han ønskede at genindspille musikken med amerikanske musikere, der var billigere end de danske. Der blev kæmpeballade, fordi Flemming Flindt ville gennemføre opsætningen, selv om vi modsatte os. Derfor stjal han nogle bånd under Det Kongelige Teater, hvor lydene fra forestillingen var på. De blev udsendt på en dobbelt lp. Den var ude en dag, inden vi fandt ud af det, og den blev trukket tilbage. Den nåede at blive solgt i måske 100 udgaver, og de bliver solgt for tusindvis af kroner i dag. Men vi lagde sag an, fordi de havde misbrugt vores musik. Og på premieredagen for genopsætningen spærrede alle gøglerne fra Christiania indgangen. Der var store mænd i ballettøj, folk på ethjulede cykler klædt ud som skeletter med lænker, og hunde, de slap løs inde i cirkusbygningen, griner Annisette.

- Det var synd for danserne, som vist aldrig fik at vide, hvorfor der var den ballade. Men det kommer så ud til dem her, siger hun.

Som så mange unge i 70'erne flyttede Koppel-parret på landet med deres børn: de to drenge og Billie på et år, samt drengenes mor og en veninde. De unge drømte om at komme ud i naturen og dyrke deres egen mad. Nogen blev hængende, men ikke Annisette og Thomas Koppel. For køkkenhaven var svær at passe mellem koncerterne, og til sidst flyttede de tilbage til Vesterbro. Her plantede Annisette i stedet blomster mellem brostenene foran huset.

Der skete også et opbrud i Savage Rose efter pladen "Wild Child" fra 1973.

- Vi var nået til en skillevej med det gamle band. Vi havde haft kæmpesucces, men nogle af musikerne blev lidt for drikfældige, og det var vi med børn ikke interesseret i. Så vi tog en pause, der varede fire år, siger Annisette.

Vejen, som Annisette og Thomas Koppel tog, da de skiltes fra resten af bandet, førte dem væk fra den etablerede musikverden. Der var ingen pladeselskaber, der ville udgive deres musik, og ingen store koncertarrangører, der bookede dem. De var blevet mærkelige, syntes branchen. Det startede med gratis støttekoncerter for Black Panthers, et amerikansk, militant politisk parti, der kæmpede for sortes rettigheder.

- Senere begyndte vi at skrive og synge på dansk, og det brød branchen sig heller ikke om. Da vi kom ind i DKP/ML (Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, red.), syntes de slet ikke, at det var fedt. Vi var åbenbart mere radikale, end de havde håbet på. I den periode tjente vi ingenting. Vi var på bistand, og Thomas måtte tage arbejde i en børnehave som medhjælper, når vi ikke var ude og spille, siger Annisette.

De var i en årrække tæt knyttet til det kommunistiske parti, og i løbet af 80'erne skrev de sange til arbejderkonflikter, antiapartheid, fredsdemonstrationer og til slumstormerbevægelsen. Men Annisette begyndte at savne det poetiske mellem alle protestsangene.

- Når vi spillede til demonstrationer, var der bruge for klare, direkte politiske sange. Det skulle være noget, som folk kunne relatere til situationen her og nu. "I kan ikke slå os ihjel", som Tom Lundén skrev, blev et kæmpe hit til de store folkedemoer. Vi lavede sange til bz'erne, som de kunne synge bag barrikaderne. Men jeg savnede mere af poesien. Og langsomt udviklede vi sangene, så de kunne rumme det hele. Jeg elskede de store digte med Pablo Neruda, Garcia Lorga og Theodorakis. Vi studerede dem og læste dem højt for hinanden. Og også romaner, men så var hele familien med. Børnene sad i fodenden af sengen, og Thomas læste op for os alle sammen, og nogle gange kom naboerne ind og satte sig i fodenden og lyttede med, fortæller Annisette.

- Historierne og digtene var fantastiske. De var døre ud til verden, og jeg elskede dem. Jeg var nærmest forelsket i poesien, siger hun med de strålende øjne indrammet af sorte streger.

På "Sangen for livet" fik det poetiske mere plads, selv om budskaberne var politiske. Frihed og partisanere, strejker og storbybørn uden hjem, titelsangen på albummet rummer alle 80'ernes problemer i en stor poetisk kærlighedssang til livet.

- Vi havde det skidegodt. Vi var ikke rige, og vi kæmpede for tilværelsen på en eller anden skøn måde ved at tage ud og spille hele tiden. Vi havde børn, og vi elskede dem, og de elskede os. Og vi havde det godt i det lille samfund i Haveforeningen Frederikshøj i Sydhavnen, siger Annisette Koppel.

Børneflokken var blevet udvidet med Naja Rosa i 1980, og pigerne blev pakket ind i en lejet bil, når forældrene skulle ud at spille.

- Vi rejste rundt i hele Danmark til klubber og små teatre, og vi skulle altid finde et sted at sove om natten, fordi vi ikke havde råd til hoteller. Vi havde som regel de små med rundt, for ellers kunne vi ikke være mor og far for dem. Det var sådan et liv, vi havde. Enten kendte vi nogen, vi kunne bo hos om natten, eller også skulle vi finde nogle gode publikummer, som så søde ud. Når det var pause, gik vi ned og snakkede med dem, og prøvede os frem med: "Hvor kan vi bo billigt og nogenlunde trygt med vores børn?", og de fleste inviterede os faktisk hjem. Det danske publikum er enestående. Vi har boet hos så mange af dem. Og det har også været en af anstødsstenene til at blive ved, fordi jeg elsker det publikum, siger Annisette.

Black Angel var endnu en skillevej. Efter otte dansksprogede plader, masser af akustisk musik og mere end et årti på sidelinjen til den kommercielle musikverden gik pladen dobbelt platin. Wauw, et comeback, udbrød anmeldere. Velkommen tilbage, sagde koncertarrangører. Men Savage Rose havde været der hele tiden, tænkte de selv.

- Vi blev faktisk lidt fornærmede. Vi har spillet hele tiden og rejst verden rundt med vores musik til Grønland, Baskerlandet, Albanien, flygtningelejre i Libanon, til de tyrkiske fremmedarbejdere i Ruhr-distriktet og strejkearbejdere i Danmark. Og de sagde velkommen tilbage igen, men de mente selvfølgelig til deres forretning, siger Annisette.

Det var ikke bare i anmeldernes anseelse og antallet af solgte plader, der skete et skifte. Også musikalsk set markerer pladen en forandring - fra det akustiske og enkle til store arrangementer med funk, r'n'b og jazz, der blev spillet af jazzikonet George Dukes band.

- Vi var taget til Rom henover julen for at møde George Duke, og han lyttede på vores bånd og hørte, hvad vi ville. Der gik tre dage, og så ringede han og sagde, kom, jeg har samlet et band. Vi pakkede kufferterne med det samme og tog til Los Angeles, fortæller Annisette.

Samarbejdet med det funkede, jazzede amerikanske band gik lige ind på hitlisterne. Men The Savage Rose havde ikke opgivet deres politiske dagsorden for succesen. Titelsangen handler om romaerne, der blev forvist fra Tyskland efter murens fald.

- Romaerne samledes og marcherede på motorvejene til menneskerettighedsdomstolen i Geneve, hvor de ikke blev lukket ind. De stod uden for portene og dansede og sang på trods af deres omstændigheder. Sigøjnerne, som man kaldte romaerne dengang, deres engel er sort, og jeg skrev om, at de står udenfor porten i den hylende vind, og de danser alligevel, selv om vi lukker dem ude. Der er aldrig rigtig nogen, der har lagt mærke til, at sangen handler om det, siger hun.

Efter bandets store succes med "Black Angel" i 1995 fik Annisette konstateret kræft.

- Jeg ville ikke have konventionel kemobehandling. Jeg havde set min mor og far visne op af det. Thomas læste store bøger om alternativ behandling, og vi lavede en plan over, hvad jeg skulle spise og gøre. Jeg skulle af med bekymringer, stress og traumer, hvis man havde sådan nogle, og det havde jeg. Jeg skulle finde positive oplevelser, og jeg ville gerne arbejde videre på pladen, vi var igang med. Derfor tog vi til Los Angeles, hvor vi ville blive i tre måneder, siger Annisette.

Det blev til 10 år i Californien, hvor de boede i bakkerne i Silver Lake i et lejet hus med et ferskentræ i haven og blå fugle, der spiste krummer fra morgenbordet. Efter trekvart år blev hun erklæret rask.

- Vi lavede nærmest huset om til studie. Stuen var fyldt med mixerpult og højttalere, og der var en sofa, hvor man kunne sidde og lytte og kigge ud af de dejlige vinduer med lyset udenfor, alle blomsterne og kaktusserne. Og så var der et rum, der blev soveværelse og kontor. I det andet soveværelse lavede vi indspilningsrum med mikrofon og blændede alle vinduer med rockwool og skumgummimåtter, så naboerne ikke blev forstyrret, siger Annisette.

Det var i Silver Lake, at pladen "For Your Love" blev til. Noget af den endda indspillet i badedragt i klædeskabet.

- I starten fandt vi ud af, at sangen lød bedst i skabet, så mange af sangene er faktisk indspillet mellem tøj og tæpper. Det var virkelig varmt, måske 50 grader, så det var på med badetøjet og ind og synge.

Annisette smiler. Både over det fjollede erindringsbillede, men også over, at kræftsygdommen åbnede hendes øjne for, hvor smuk jorden er.

- Jeg følte, at jeg havde lært så meget af at stå i farezonen. Man skal gøre alt, hvad man kan med det liv, man har fået. Jeg havde altid syntes, at jeg var god til at se det smukke i alting, men det var ligesom jeg skulle endnu længere ud for rigtig at se det. Man skal huske at gøre sig selv opmærksom på det skønne i verden, for man dumper nemt ned i fælden igen af, at nu er det tungt, og nu får jeg stress, siger hun.

Først gik vandtanken i stykker. Hver dag var der nærmest et nyt instrument, der stod af. Uden videre væltede mikrofonen midt på gulvet, uden nogen havde rørt den. Det var en underlig tid med forvarsler, som Annisette Koppel ikke forstod, før hendes mand faldt død om ved klaveret en februar aften i 2006. Det var som et mareridt. Der var onde ånder i huset, forklarer Annisette stemningen i hytten på bjergtoppen i Puerto Rico, hvor parret havde boet nogle måneder, inden Thomas' hjerte holdt op med at slå.

De var flyttet fra USA på grund af George Bush og den ændrede politiske situation. Nogle venner havde et gæstehus i den puertoricanske jungle og her boede de og arbejdede på deres næste plade. Den, der skulle blive den første, som Annisette lavede uden Thomas.

- Vi var taget hjem til Sydhavnen, Naja og jeg, men jeg ville gerne tilbage til Puerto Rico og indspille pladen, for jeg havde nogle idéer om, hvordan det skulle være. Til min fødselsdag ville Thomas give mig en puertoricansk guitar, og vi tog ud i junglen for at finde en mand, der lavede dem. Vi fandt ham i hjørnet på en bar i junglen, og han hentede guitarerne, han lavede, og lagde dem ud på et billardbord. Og der var specielt en, der lød skønt, når jeg kørte fingrene over strengene. Og så spillede han noget fuldstændigt fantastisk musik på den, Thomas hentede sin harmonika, og vi lavede en fest på baren inde i junglen. Vi aftalte, at ugen efter skulle vi mødes med guitarbyggeren på en anden bar, hvor kokken spillede congas, og barejeren var trompetist, siger Annisette.

De puertoricanske musikere skulle være med på pladen, som de drømte om at indspille på toppen af bjerget, de boede på.

- Vi ville trække kabler fra studiet i kælderen og ud på bjerget, hvor min mikrofon skulle stå. Der skulle være et lydtæppe af coqui-frøerne, der fløjter, når solen går ned, og cikaderne og lænkehundene, der gør. Og så skulle de komme og spille med. Men det blev ikke til noget, for så døde Thomas, siger hun.

Men det blev en smuk plade, synes hun, som er fyldt med lyrik og spanske toner.

- Jeg elsker faktisk den plade. Men jeg kan huske, at der var nogle anmeldere, der skrev: "Er der ikke nogen, der kan skrive nogle melodier til hende?" Det var tarveligt og kvindenedgørende, bare fordi jeg havde været kvinden i et forhold, hvor manden komponerede fantastisk musik. Men jeg havde lavet masser af kompositioner tidligere til det dansksprogede musik. Det havde de bare overset.

Og bandet, som hun og datteren Naja Rosa samlede dengang for 12 år siden, har været det samme lige indtil i år, hvor Palle Hjorth valgte at forlade gruppen.

Sidste år kunne The Savage Rose fejre 50 års jubilæum med det anmelderroste album "Homeless", som er Annisettes kommentar til det politiske landskab i Danmark, Europa og resten af verden.

- 50 år med Savage Rose, og så var jeg pludselig hjemløs. Jeg havde ikke lyst til at være her. Det må jeg indrømme, siger hun.

Pladen blev til, mens flygtninge gik i land på græske øer eller druknede i Middelhavet. De vandrede på danske motorveje og blev spyttet på fra broer.

- Jeg havde det enormt elendigt på grund af den måde, flygtningene blev behandlet på. Jeg kunne næsten ikke holde ud at åbne for fjernsynet, fordi det var ubeskriveligt grimt alt det, der blev sagt. Der var ingen hjælp til de stakkels mennesker. Og det var utåleligt at se, at de måtte dø i gummibåde med deres børn, mens der var kæmpecruisere, hvor man kunne have dem boende, give dem lægehjælp og finde ud af, hvad man skulle gøre. I Danmark måtte de bo miserabelt i teltlejre, mens der stod højskoler, institutioner, kirker tomme. Jeg blev nærmest syg af at være i et land, hvor der er overflod af rigdom, og selv om flygtningene intet har, siger vi bare, fingrene væk, de skal ikke ned i vores kagedåse. Alt det gik jeg med indeni, mens pladen blev til, siger Annisette.

Og som så ofte før, tog hun konsekvenserne af sine tanker og følelser og rejste. Først til New York og senere til Spanien, hvor hun sad med en guitar og skrev tekster og melodier til pladen. Hun er hjemme i Danmark, da avisen møder hende, men kun for en stund, før hun rejser igen. For hjemløsheden er ikke bare en metafor for Annisette, det er virkelighed.

- Jeg kan ikke se, hvordan man skal kunne holde ud at være her, medmindre der bliver en ændring i kursen. Men det ser jo ikke sådan ud foreløbig, siger hun.

Til gengæld føler hun sig hjemme på scenen og sammen med sit publikum, ligegyldigt hvor i verden hun er.

- Jeg glæder mig sådan til at komme ud og spille og møde publikum igen både i Danmark og de andre lande, vi besøger. Publikummet er bare vokset i alle årene. Og vi tager en stor tur og fejrer, at jeg bliver 70 år, for vi ved jo ikke hvor længe, jeg holder. I min alder kan der komme så meget. Men jeg har det godt med at synge, og min stemme er rigtig god stadigvæk, siger hun.