Annonce
Udland

Polen får ikke taletid og melder fra til Auschwitz-forum

Auschwitz Museum/Reuters
Befrielse af koncentrationslejr markeres på et tidspunkt, hvor der er tegn på tiltagende antisemitisme.

Polens regering er ikke repræsenteret, når mange af verdens ledere torsdag samles i Jerusalem for at markere 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz.

Årsdagen markeres på et tidspunkt, hvor der er tegn på tiltagende antisemitisme i Europa og USA.

Koncentrationslejren Auschwitz lå under Anden Verdenskrig i det tyskbesatte Polen. Landet er ikke med på grund af stridigheder med både Rusland og Israel.

Polens præsident, Andrzej Duda, afviste en invitation til konferencen. Han er utilfreds med, at Polen ikke får taletid. Denne er forbeholdt ledere fra Rusland, Frankrig, Storbritannien, USA og Tyskland.

Torsdagens højtidelighed kaldes World Holocaust Forum. Israelerne har på forhånd kaldt det den største internationale samling i landets historie.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, USA's vicepræsident, Mike Pence, den tyske forbundspræsident, Frank-Walter Steinmeier, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Storbritanniens prins Charles er blandt deltagerne.

Fra Danmark deltager statsminister Mette Frederiksen (S).

Over en million mennesker, de fleste af dem jøder, blev dræbt i Auschwitz-Birkenau-lejren. Seks millioner jøder blev dræbt under Holocaust.

Mange af talerne i Jerusalem ventes ud over at have fokus på nazisternes krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden også at rette søgelyset mod udbredt antisemitisme i dag og mod angreb på jøder i mange af verdens lande.

En global undersøgelse foretaget af organisationen Anti-Defamation League, der har hovedkvarter i USA, viste i november, at antisemitisme var taget til på globalt plan. Det gælder i særdeleshed i Øst-og Centraleuropa.

Israels præsident, Reuven Rivlin, talte om denne udvikling ved en reception onsdag for udenlandske ledere.

- Jeg håber og beder til, at verdens ledere vil stå samlet i kampen mod racisme, antisemitiske og ekstremisme og i forsvaret af demokratiet og demokratiske værdier, sagde han.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Mere regn på vej: Beredskab holder ekstra øje med vandstand i Kolding efter oversvømmelser

Leder For abonnenter

JV mener: Først nu er Britta Nielsen dømt

Det har vakt berettiget opsigt, at det over en lang årrække lykkedes Britta Nielsen at stjæle over 100 millioner kroner, som ellers skulle være brugt til gavn for de svageste borgere i samfundet. Hvordan kunne en betroet offentligt ansat optræde så kynisk? Og hvordan kunne kontrolmekanismerne i en ellers gennemreguleret offentlig sektor svigte i så uhørt grad? Det er spørgsmål, mange danskere savner gode svar på. Og med god grund. For Britta Nielsen-sagen er sammen med andre statslige skandaler i de senere år med til at skabe tvivl om, hvorvidt vores samfund virkelig er så ukorrupt og velfungerende, som vi ellers godt kan lide at bryste os af. Desværre har Britta Nielsen også kunnet have oplevelsen af at være dømt på forhånd. Her er, hvad daværende socialminister Mai Marcado (K) sagde om Britta Nielsen i efteråret 2018 til Berlingske: - Man er virkelig gennemgående et dårligt menneske, når man vælger at stjæle fra den her gruppe. Så har man jo ingen moral og ingen nedre grænse for anstændighed. Mai Mercado havde fuldstændig ret i sin bedømmelse af Britta Nielsen. Men det var meget upassende, at hun stemplede Britta Nielsen som skyldig, inden retten havde talt. Det var en udtalelse, der formentlig er i strid med god forvaltningsskik, da Mai Mercado på det tidspunkt var minister og dermed havde et særligt ansvar. Såvel borgere, medier som politikere kan undervejs i en så omtalt sag som denne nemt komme til at bruge formuleringer, der reelt slår fast, at den mistænkte er skyldig. Men det er meget vigtigt, at vi holder fast i, at det kun er de uafhængige domstole, som kan frikende eller dømme en anklaget. Det skal også gælde for en gennemført kynisk svindler som Britta Nielsen. Selv om hun siden efteråret 2018 af de fleste har været opfattet som skyldig, var det først tirsdag klokken 16.30, at hun fik sin dom ved Københavns Byret. Mange vil nok mene, at hun havde fortjent en længere straf end de seks år og seks måneders fængsel, det blev til. Men det er ligegyldigt for Britta Nielsens sag, hvad den enkelte borger mener. Retten har talt, og sådan skal det være i et retssamfund.

Annonce