Annonce
Udland

Politi forsøgte at stoppe aktion i Hongkongs lufthavn med tåregas

Thomas Peter/Reuters
Efter håndgemæng og brug af tåregas i forholdsvis kort tid forlod en politistyrke atter lufthavnsterminal.

Politifolk greb tirsdag ind over for demonstranter i Hongkongs lufthavn for anden dag i træk, efter at protestaktioner havde ført til afbrydelser i flytrafikken.

Politiet anvendte tåregas flere gange mod demonstranterne, og mindst en såret person blev transporteret ud af lufthavnsterminalen af førstehjælpere.

Det kom også til voldsomt håndgemæng mellem politifolk og enkelte demonstranter.

Men efter forholdsvis kort tid forlod politistyrken atter terminalen, hvor der fortsat var mange hundreder demonstranter, men det var uklart, om politiet havde til hensigt at vende tilbage inden for kort tid. Det rapporterer BBC.

Demonstranter har i flere tilfælde blokeret for passagerers adgang til afgangshallens gates, selv om de havde erklæret, at deres aktion i lufthavnen har til formål at skabe sympati i udlandet for deres sag.

Hongkongs lufthavn aflyste tidligere på dagen alle fly resten af tirsdagen, efter at demonstranter brugte bagagevogne til at blokere adgangen til checkin-skrankerne og råbte slagord mod regeringen.

Nedlukningen kommer, dagen efter at den travle internationale lufthavn måtte lukke midlertidigt på grund af demonstrationerne.

Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, advarede på et pressemøde om, at voldelige protester kan sætte en farlig kurs for Hongkong.

- Vold vil kaste Hongkongs samfund ud i en meget bekymrende og farlig situation, siger Carrie Lam.

Demonstranterne kræver hendes afgang. Carrie Lam overtog posten som Hongkongs øverste politiske leder i marts 2017. Hun blev anset for at være Beijings foretrukne kandidat og blev stemt ind af pro-kinesiske politikere.

I Kinas statslige medier er der opbakning til Carrie Lam og stærk kritik af demonstranterne, der betegnes som "kriminelle".

I en kommentar tirsdag advarer det statslige nyhedsbureau Xinhua om, at "voldelige ekstremister" er ved at skubbe Hongkong ned i "afgrunden".

Andre kinesiske medier skriver om "spirende terrorisme", rapporterer nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Sønderjyske politikere måtte vælge pragmatisme før principper

Det hører til sjældenhederne, at embedsmænd udtaler sig skarpt og uden omsvøb. Men det gjorde han, direktøren på rådhuset. ”Fuldstændigt utilstedeligt” kaldte Stig Werner Isaksen udvidelsen af Tinglev-virksomheden N.T. Tømrer og Snedkerforretning. Det utilstedelige består ifølge den kommunale direktør i, at en anden direktør, virksomhedsejeren, har udvidet sit firmas fysiske rammer uden at sørge for de nødvendige tilladelser først. Ulovligheder skal selvfølgelig ikke accepteres. ”Med lov skal man land bygge”, som det står skrevet på indgangen til Københavns Byret. Og indlysende er det, at politikernes beslutning om – imod forvaltningens anbefalinger – at godkende Tinglev-virksomhedens udvidelse har nogle åbenlyst indbyggede problematikker. FOR HVILKET SVAR giver man det næste firma, der bryder reglerne lige så klokkeklart, som N.T. Tømrer og Snedkerforretning har gjort? Og hvordan vil den virksomhed, den direktør reagere, hvis embedsmændene også til den tid siger nej, og politikerne modsat nu holder fast i afgørelsen? Forskelsbehandling er blot et af de ord, der falder lige for. Som Stig Werner Isaksen formulerer det: - Jeg kan sagtens forstå politikernes beslutning, men jeg kunne bare ikke anbefale den. DET STOD PÅ ingen måde skrevet i embedsmands-manualerne, at det var den løsning, der blev konklusionen. Politikerne har i denne sag valgt den pragmatiske tilgang: Det ser ikke kønt ud; der er dog noget meget vigtigere på spil: Eller som den socialdemokratiske gruppeformand og borgmesterkandidat, Erik Uldall Hansen, konstaterede: - For os handler det om arbejdspladser. Venstres Philip Tietje, der er formand for vækstudvalget for land og by, er på linje. Også han kunne se arbejdspladser forsvinde, hvis politikerne havde fulgt embedsmændenes anbefalinger. SKÅRET IND TIL benet: Politikerne valgte pragmatisme før principper. Arbejdspladser før overholdelse af regler. Naturligvis er politikerne fuldt ud bevidste om dilemmaerne, og de har formentlig godkendt udvidelsen af Tinglev-virksomheden med billeder på nethinden af de problemer, godkendelsen kan skabe for dem senere. Ingen af dem kunne bare have holdt til de konsekvenser, en fastholdelse af den administrative afvisning måske havde resulteret i. ”POLITIKERNE SKYLD I, at virksomhed må fyre”, var en konklusion, der kunne være taget på de sociale medier. Det er selvfølgelig noget sludder, for virksomheden har ikke fulgt reglerne, men den slags kan være svær at forklare over for dem, der af den grund måtte sige farvel til deres arbejdsplads. Politikerne var nødt til at godkende virksomhedens udvidelse på bagkant. Vel vidende at en lignende sag kan dukke op i deres indbakke en anden gang. Og hvad gør de så? GOD SØNDAG

JV Podcast

JV Podcast: Danfoss-fyringer, rekord-opkøb og en enkelt københavner-chef huserer på Als

Annonce