Annonce
Indland

Politi søger vidner efter knivstikkeri i Ishøj

En 19-årig mand blev søndag aften passet op af flere personer, inden han blev stukket med kniv i ballen.

En 19-årig mand er søndag blevet stukket flere gange med kniv på et stisystem i Ishøj.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi søndag aften.

- Vi har klokken 20.09 modtaget en anmeldelse om, at en mand er blevet stukket med kniv i ballen. Knivstikkeriet fandt sted på et stisystem ved Ågården 28 i Ishøj, siger Thomas Christensen, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

Den 19-årige mand blev kørt til hospitalet efter episoden. Derfor har det kun været muligt at foretage en kort afhøring.

Den unge mand har dog fortalt, at han inden knivstikkeriet blev passet op af en gruppe personer på stisystemet.

- Vi ved stadig intet om motivet, men der var flere personer til stede, men det var en enkelt gerningsmand, der tildelte den 19-årige mand flere knivstik, siger Thomas Christensen.

Den forurettede har ikke været i stand til at give et signalement af gerningsmanden.

- Men hvis der er nogen, der har set noget, så vil vi meget gerne høre fra dem, siger vagtchefen.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce