Annonce
Haderslev

Politianmeldt byrådsmedlem får opbakning fra sit parti

Mogens Rerup har endnu ikke hørt fra politiet og kan ikke få indblik i sin egen sag hos kommunen. Nu får han opbakning fra sit parti, der tager hans sag op efter valget - og samtidig lover penge til en eventuel sag. Foto: Jacob Schultz
Enhedslisten Haderslev er klar til at bakke Mogens Rerup (EL) op med penge og udtrykker samtidig bekymring for den lukkethed, der er om årsagen til politianmeldelsen.

Haderslev: Enhedslisten Haderslevs bestyrelse er klar med opbakning til sit politianmeldte byrådsmedlem Mogens Rerup. En enig bestyrelse har på sit seneste møde vedtaget en udtalelse, hvori den udtrykker ikke blot bekymring for Haderslev Byråds behandling af Mogens Rerup, men også bekymring for den manglende gennemsigtighed i sagen:

- Der er principielt intet forkert i at politianmelde en politiker, men som offentlig instans har kommunen og byrådet en forpligtelse til, at det sker med gennemsigtighed og åbenhed, fordi kommune og byråd repræsenterer os alle. Det er helt grundlæggende, for Mogens Rerup repræsenterer ikke kun vores parti, men også en vis portion vælgere, siger Rune Robert Friis, der taler på vegne af Enhedslisten Haderslevs bestyrelse.

Annonce

Baggrund

Mogens Rerup begyndte for alvor at markere sig som de svagestes hjælper i 2013, da han var med til at etablere foreningen "Syg i Haderslev, SIH". Godt et halvt år senere besluttede Haderslev Kommune at stille skærpede krav til de møder, Mogens Rerup deltog i. Nogle måneder senere trak Mogens Rerup sig som medlem af Syg i Haderslev og gik solo.

Han gik blandt andet ind i sagen om de såkaldte §34 midler. Alle sager blev gennemgået, og man fandt frem til, at der var vejledt forkert i 1903 sager. Det endte med, at borgere tilsammen fik over fire millioner kroner tilbage. En af de mere spektakulære sager, han har ført, var sagen om Henriette Nissen, som i efteråret 2016 endte med at få tilkendt 500.000 kroner efter fire års barsk kamp. Kort forinden fik en anden kvinde næsten 300.000 kroner.

Mogens Rerup er partsrepræsentant for et halvt hundrede borgere i Haderslev kommune. Han er også partsrepræsentant i sager i nabokommunerne.

Mørkelagt

Økonomiudvalget - med undtagelse af Svend Brandt (EL) - besluttede 25. april at politianmelde Mogens Rerup for chikane af offentligt ansatte. Politianmeldelsen kom som en kulmination på flere års strid mellem Haderslev Kommune og Mogens Rerup, der som partsrepræsentant for udsatte og syge borgere flere gange har kritiseret både medarbejdere og ledelse i Haderslev Jobcenter. En strid, der efter at Mogens Rerup blev valgt ind i byrådet i 2017, har fået ekstra aktualitet. Fra flere sider i byrådet er Mogens Rerup nemlig blevet kritiseret for sin facon og udtalelser.

- Men vi ved ikke, om Mogens er blevet anmeldt som byrådsmedlem eller som partsrepræsentant, og vi kan intet få at vide, fordi vores medlem i økonomiudvalget (Svend Brandt, red.) er blevet pålagt tavshedspligt og sagen derfor er mørkelagt, siger Rune Robert Friis.

Indsamling på vej

Han bebuder samtidig, at Enhedslisten Haderslev er klar til at afsætte 10.000 kroner og sætte sig i spidsen for en indsamling, hvis anklagemyndighederne beslutter at rejse tiltale og det dermed ender med en retssag. Sagen fylder meget i den lokale partiforening, og vil efter valgene til europarlamentet søndag og folketingsvalget 5. juni blive taget op igen.

- Lige nu har bestyrelsen brug for at have fokus på de to valgkampe, der er meget vigtige for både Danmark og Enhedslisten. Derfor vil spørgsmål og andet vedrørende sagen blive samlet sammen og behandlet på første bestyrelsesmøde efter valget, siger Rune Robert Friis.

Tilfreds med opbakning

Mogens Rerup er hundrede procent tilfreds med udtalelsen fra Enhedslistens bestyrelse. Han har intet hørt fra politiet endnu.

- Det er selvfølgelig ubehageligt at gå og vente så længe, og jeg ved stadig heller ikke, hvorfor jeg er blevet politianmeldt, for jeg kan intet få at vide. Heller ikke internt, fordi kommunen har forhindret, at jeg kan drøfte sagen med Svend Brandt, tilføjer han.

Mogens Rerup har fået afslag på aktindsigt i sin egen sag og fik tidligere i denne uge at vide, at byrådet tirsdag skal behandle klagen over denne afgørelse - og samtidig om han skal erklæres for inhabil.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ordnet Brexit er langtfra sikret

Torsdag var der grund til at drage et lettelsens suk, da den britiske premierminister Boris Johnson på Twitter meddelte, at der var forhandlet en aftale på plads om Brexit. Det er godt nyt ikke blot for Storbritannien, men også for alle os andre. EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, bekræfter, at parterne er blevet enige om en aftale, han betegner som retfærdig og balanceret aftale for EU og for Storbritannien. Naturligvis er det grundlæggende trist, at briterne nu er på vej ud af det europæiske fællesskab. Om det på sigt vil være en fordel for nationen kan der også sættes et stort spørgsmålstegn ved. Det sagt er der dog grund til at glæde sig, fordi skilsmissen nu forhåbentlig kan gennemføres i mindelighed. Det modsatte kunne have medført omfattende kaos med nye handelsbarrierer i Europa. Markedet reagerede da også prompte på meldingen, der fik kursen på det britiske pund til at stige. Dog er det forhastet allerede nu at glæde sig over udsigten til et ordnet Brexit. Om britisk politik kan man kun forudsige, at den er uforudsigelig. Johnsons forgænger som premierminister, Theresa May, fik jo ligeledes forhandlet sig til rette med EU for blot efterfølgende at blive ydmyget i det hjemlige parlament. Man kan frygte, at det scenarie gentager sig. Den britiske regerings nordirske støtteparti har allerede vendt tommelen ned for aftalen. Hos de øvrige partier er velviljen over for Boris Johnson samtidig uhyre begrænset. Måske kan lysten til at smække premierministeren en politisk lussing vise sig større end den sunde fornuft, som en aftale ville være udtryk for. Den danske regering har nærlæst aftalen. Efter det forklarede statsminister Mette Frederiksen, at hun er villig til at strække sig meget langt for at få tingene på plads. Man kan kun håbe, at samme besindighed vil indfinde sig i parlamentet i Westminster Palace. Sikkert er det imidlertid ikke. Så nok er EU og Storbritannien nået et nødvendigt skridt videre. Men i mål er vi ikke.

Annonce