Annonce
Udland

Politichef: Alle betjente ved Floyds anholdelse er medskyldige

Lindsey Wasson/Reuters
En højere myndighed skal afgøre, om alle betjente involveret i Floyds død skal anholdes, siger politichef.
Annonce

Alle fire betjente, der var med ved anholdelsen af den sorte amerikaner George Floyd, er "medskyldige".

Det siger politichef i Minneapolis Medaria Arradondo i et interview med CNN.

Den ene af betjentene, Derek Chauvin, er allerede blevet anholdt og sigtet for drab og uagtsomt manddrab. De tre andre betjente er ikke anholdt endnu.

Om de tre andre betjente også vil blive anholdt, kan politichefen ikke sige. Det vil han lade en højere myndighed afgøre, siger han i interviewet.

- Hvis du forbliver stille eller ikke griber ind, så er du for mig at se medskyldig, siger Medaria Arradondo.

46-årige George Floyd mistede for nylig livet på et hospital, efter at den hvide betjent Derek Chauvin havde presset sit knæ mod Floyds hals i flere minutter i forbindelse med en anholdelse.

Floyd sagde gentagne gange, at han ikke kunne få luft.

Efter at Floyd mistede livet, blev alle fire betjente, som havde været med til anholdelsen, fyret fra politiet i Minneapolis.

- Min beslutning om at fyre alle fire betjente var ikke baseret på et eller andet hierarki. Floyd døde i vores hænder, siger Medaria Arradondo.

Interviewet med politichefen foregik ved, at CNN's reporter stod sammen med Medaria Arradondo, samtidig med at hun havde direkte kontakt til George Floyds bror, Philonise Floyd.

Broren fik via reporteren mulighed for at stille politichefen et spørgsmål, og det var, om han kunne sikre retfærdighed for hans bror samt anholde og sigte alle de involverede betjente.

Sagen om George Floyd har ført til store demonstrationer rundt om i USA, hvor mange tusinde borgere protesterer over politivold mod sorte.

Flere byer har indført udgangsforbud på grund af urolighederne, og flere steder er Nationalgarden kaldt ind for at hjælpe politiet.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Smitten har bredt sig de seneste uger: Derfor er eksperter alligevel fortrøstningsfulde

Trekantområdet

Strandkoncerter udskydes: 'Vigtigt at begrænse smittespredning i en fart'

Annonce