Annonce
Kolding

Politieskorte på vej til OUH: Betjente reddede svensk chauffør ud af synkende lastbil

Arkivfoto: Michael Bager
Annonce

To betjente fra Sydøstjyllands Politi har her til eftermiddag udøvet en stor indsats, da en svensk lastbilchauffør var ved at drukne sammen med sin lastbil i en sø.

Chaufføren kørte lidt før klokken 16 - formodentlig på grund af et ildebefindende - af motorvej E45 omkring afkørsel 64 syd for Kolding, hvor han var på vej i sydgående retning, og endte altså med førerhuset først nede i en sø. Førerhuset sank længere og længere ned.

- Vores betjente svømmede ud til førerhuset og fik ham reddet op. Han var bevidstløs. Siden forsøgte de genoplivning, og sidste melding er heldigvis, at der er livstegn, fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Bystrup.

Efter meldingen om livstegn fortæller vagtchefen, at den svenske chauffør nu vil blive kørt til Odense Universitetshospital med politieskorte.

- Betjentene har udøvet en heroisk indsats. Jeg er meget stolt af dem - det er jo en noget usædvanlig opgave, og skal selvfølgelig altid ske under hensyntagen til deres egen sikkerhed, men de klarede den, lyder det fra Jørn Bystrup.

Umiddelbart er politiets gæt, at manden kørte af vejen på grund af et ildebefindende.

Uheldet gav ikke trafikale problemer til at begynde med, da lastbilen jo endte uden for vejen. Den skal dog trækkes op på et tidspunkt, og højre spor er derfor nu blevet spærret. I første omgang lød meldingen fra Vejdirektoratet, at vejen ville blive helt genåbnet ved 18-tiden og at der var omkring 20 minutters kø i området. Senere er meldingen dog blevet til, at vejen først bliver genåbnet helt ved 20-tiden, men at køen er opløst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce