Annonce
Vejen

Politiet anholder en bande af tricktyve

Onsdag den 10. juli lykkedes det de tre tricktyve at stjæle kontanter for et ukendt beløb i SuperBrugsen på Søvej i Jels. Foto: Jan Mortensen
To mænd og en kvinde er blevet anholdt, sigtet for gentagne ”kassedyk” i flere supermarkeder – blandt andre steder i SuperBrugsen i Jels.

Jels: En af politiets patruljer gjorde en god fangst onsdag aften klokken 21.18, da den stoppede en personbil på den sønderjyske motorvej, E45.

Bilen var på vej i nordlig retning, da politiet bragte den til standsning. Da føreren af bilen syntes at være påvirket, kom narkometeret i brug, og vedkommende blev efterfølgende bragt til et hospital for at få taget en blodprøve. Nu er han blevet sigtet for narkokørsel.

At det var en god fangst, gik hurtigt op for betjentene, da der i bilen også befandt sig to passagerer, som sammen med føreren kan være den bande af tricktyve – to mænd og en kvinde, som på det seneste har slået til mod flere supermarkeder i Syd- og Sønderjylland. Derfor blev de alle tre anholdt på stedet.

Banden har benyttet sig af den samme fremgangsmåde ved først på aftenen at opsøge butikkerne og at distrahere kasseassistenten så meget, at tricktyvene har kunnet foretage, hvad politiet beskriver som ”et kassedyk” – at liste sig til at tage af kassen.

Annonce

Et ukendt beløb

Det skete for eksempel onsdag den 10. juli i SuperBrugsen på Søvej i Jels. Her lykkedes det tricktyvene at stjæle kontanter for et ukendt beløb.

Politiet har allerede orienteret SuperBrugsens uddeler i Jels om sigtelserne mod de tre anholdte personer.

Syd- og Sønderjyllands politi oplyser, at de tre anholdte vil blive fremstillet i et grundlovsforhør torsdag, sigtet ikke bare for forholdet i Jels, men også for tilsvarende forhold rundt omkring i Syd- og Sønderjylland. Banden har ifølge politiet også gennemført kassedyk i supermarkeder i henholdsvis Haderslev og Starup.

De anholdte og sigtede er: en 29-årig kvinde uden fast bopæl, en 51-årig mand fra Frederiksberg og føreren bilen, der er en 45-årig mand fra København, som foruden sigtelsen for narkokørsel er blevet sigtet for kørsel i frakendelsestiden.

Torsdag blev de tre anholdte og sigtede i sagen fremstillet i et grundlovsforhør. Her valgte dommeren, at de alle skulle varetægtsfængsles i fire uger.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce