Annonce
Vejen

Politiet beslaglægger Audi for vild hastighed efter ny lov

En politipatrulje blev på Esbjergmotorvejen natten til søndag overhalet af en bilist, der kørte over 200 kilometer i timen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bilist målt til over 200 kilometer i timen risikerer at miste sit køretøj efter nye regler om vanvidskørsel.

En Audi A3 er beslaglagt af Syd- og Sønderjyllands Politi i henhold til de nye regler om "vanvidskørsel", der er trådt i kraft denne uge.

- En af vores patruljer bliver overhalet af en bilist på Esbjergmotorvejen kort før klokken 2.00 i nat og måler den til 207 kilometer i timen, siger vagtchef Henrik Sønderskov.

- Vi kan ifølge de skærpede regler beslaglægge biler ved kørsel over 200 kilometer i timen, og det gjorde vi så, efter at bilen var bragt til standsning på motorvejen nær Vejen, siger han.

Bilisten er en 34-årig mand.

Ud over at være sigtet for at overtræde hastighedsgrænsen på motorveje på 130 kilometer i timen, er han også er sigtet for ikke at benytte sikkerhedssele.

Han risikerer på grund af de skærpede straffe at få frataget førerretten i minimum tre år.

Vagtchefen oplyser, at politiet i påsken har sat ekstra færdselspatruljer ind, fordi den nye lov har medført "vrede fra nogle af de grupper", som undertiden ser stort på færdselsloven.

Det er uklart, om den 34-årige mand er ejer af den Audi, som er beslaglagt med henblik på konfiskation.

- Men det er for så vidt ligegyldigt, fordi en tredjemands bil kan også blive konfiskeret efter de nye regler, siger Henrik Sønderskov.

Efter beslaglæggelsen er det op til retten at beslutte, om indgrebet har været i orden, og om bilen kan konfiskeres. Ifølge vagtchefen vil Audien sandsynligvis blive solgt på auktion.

Der er siden de nye regler om vanvidskørsel blevet beslaglagt flere biler. Lørdag aften har politiet også beslaglagt en bil i Glostrup, fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi.

Den mandlige bilist blev taget af politiet i en fartkontrol lørdag klokken 22.34 i Glostrup. Her kørte han over 100 kilometer i timen i en byzone, hvor man maksimalt må køre 50 kilometer i timen.

Dermed er der tale om vanvidskørsel. Bilen blev beslaglagt med det samme, selv om at bilen var registreret i mandens hustrus navn.

Natten til søndag snuppede politiet også en bil, som en ung mand kørte i. Bilen blev målt til 146 kilometer i timen på Valbygade, hvor skiltene siger maksimalt 60 kilometer i timen. Det oplyser politiet på Twitter.

Manden fik også inddraget førerretten på stedet.

/ritzau/

Nordtyskland

Skole advarer mod ufo-panik