Annonce
Indland

Politiet fejlfortolkede forsøg på voldtægt i Skagen

En kvinde blev overfaldet, men ikke forsøgt voldtaget, natten til torsdag i Skagen, lyder det fra politiet.

Nordjyllands Politi retter tidligere oplysninger om, at en 28-årig kvinde natten til torsdag blev udsat for et voldtægtsforsøg i Skagen.

Det var ikke tilfældet. Der var i stedet tale om et voldeligt overfald, skriver politiet i en pressemeddelelse.

- Hun er af den klare opfattelse, at hun i forbindelse med episoden har været udsat for vold – og ikke forsøg på voldtægt, siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Carsten Straszek, i meddelelsen.

Han forklarer, at kvinden var så rystet over episoden efterfølgende, at det først har været muligt senere at få sagen fuldt belyst.

Det betyder, at politiet nu betragter sagen som en overtrædelse af straffelovens § 244 - altså en voldssag.

Det er politikommissær Carsten Straszeks indtryk, at politiet har fejlfortolket situationen, fordi forurettede var meget påvirket over overfaldet samt på grund af sagens øvrige omstændigheder.

Torsdag efterlyste Nordjyllands Politi fire mænd i forbindelse med sagen - og de er fortsat efterlyst. Politiet beskriver de mistænkte således:

A: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende, 16-18 år, cirka 165 centimeter høj og spinkel af bygning. Kortklippet hår i siderne og med kort hanekam.

Iført sort hættetrøje med stort Adidas-logo på brystet samt sorte Adidas bukser med tre hvide striber.

B: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende, 16-18 år, grønne øjne, iført rød hættetrøje og sko af mærket Adidas Ultra Boost.

C: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende og iført mørkt tøj.

D: Mand, udenlandsk/arabisk af udseende og iført mørkt tøj.

Borgere med oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på telefonnummer 114.

Kvinden, der kommer fra Aarhus, var på besøg hos nogle kammerater i Skagen, da overfaldet fandt sted omkring klokken 01.45 natten til torsdag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Drop skattemur for virksomheder

Skatteminister Morten Bødskov (S) pønser på at indføre en skat på, at virksomhedsejere overdrager aktierne i deres selskaber til en erhvervsdrivende fond - ofte i stedet for et traditionelt generationsskifte. Og det kan med det samme slås fast, at det er en ualmindelig dårlig idé. I Danmark har vi en mangeårig tradition for netop at drive selskaber i disse fondskonstruktioner, hvor aktierne fra ejerens holdingselskab skattefrit overdrages til en nystiftet erhvervsdrivende fond, og selskaber som Danfoss, A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Lundbeck, Carlsberg og Grundfos drives netop efter denne model. Det er aldeles uvist, hvad der foregår i skatteministeriet, for forslaget er en del af udspil, der netop skulle lokke flere virksomhedsejere til at overdrage deres livsværk til erhvervsdrivende fonde, og det skorter heller ikke på eksperter, der slår fast, at vedtages Bødskovs forslag, bliver der ikke oprettet flere af den slags ejerkonstruktioner. Til Børsen siger indehaveren af Linak Bent Jensen, at han i en tid har overvejet at overdrage sine aktier til netop en erhvervsdrivende fond, men vedtages dette forslag, sker det helt sikkert ikke. De erhvervsdrivende fonde har vist sig anvendelige i Danmark, hvor mange selskaber konkurrerer globalt. Drives virksomheden gennem en erhvervsdrivende fond, sikrer man sig eksempelvis mod at blive købt af kapitalfonde og andre kortsigtede interesser. Man kan også sikre, at hovedsæder og dermed arbejdspladser bliver i Danmark, og det har mange virksomhedsejere interesser i. Så store, at de donerer hele eller dele af deres familieformuer uden at få en krone for det. Således har eksempelvis stifteren af Blue Water Shipping i Esbjerg, Kurt Skov, for ikke så lang tid siden givet 75 procent af aktierne i sit livsværk til en erhvervsdrivende fond, hvilket sikrer, at virksomhedens hovedsæde skal ligge i Esbjerg samt at virksomheden ikke kan blive opkøbt. Vi må håbe, at et erhvervsvenligt flertal i Folketinget får retvist skatteministeren.

Vejen

Bombetrussel mod Grønvangskolen i Vejen

Annonce