Annonce
Kolding

Politiet i sag om glemt, død mand: Der må være tale om kommunikationsbrist

Ifølge politiet blev pårørende underrettet om dødsfaldet, da Kurt Klausen var død i sin lejlighed her i Midtgården. Hvem det er, vil politiet ikke svare på - og hjemmehjælpsfirmaet kendte ikke til nogen pårørende. Foto: Søren Gylling

Kolding: Heller ikke politiet påtager sig ansvaret for, at 65-årige Kurt Klausen kom til at ligge død i sin lejlighed i Midtgården i Kolding i 10 dage, før et alvorligt svigt blev opdaget, så hans lig blev hentet og bragt til krematoriet.

- Der må være tale om en kommunikationsbrist mellem de involverede. Det er dybt beklageligt, og det er en ærgerlig sag, siger vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi, Søren Frederiksen.

Efter at have læst politiets egne notater om sagen forklarer han, at politiet var til stede i lejligheden i Midtgården den 7. oktober for at vurdere, om der var tale om et naturligt dødsfald. Det er almindelig procedure, når et menneske findes dødt.

- Vi konstaterer, at der ikke er tale om en politisag, så vi overdrager nøglerne til Kære Pleje. Nu har politiet ikke mere med sagen at gøre, siger vicepolitiinspektøren.

Ifølge en kusine til den afdøde har hun i sin søgen efter sin døde fætter fået oplyst hos jer, at nøglerne til lejligheden blev afleveret af Kære Plejes medarbejdere hos jer den 8. oktober, og at der i jeres notater i den forbindelse står, at "lejligheden er tom"?

- Det kan jeg ikke umiddelbart se. Jeg kan bare se, at nøglerne er blevet indleveret, og at vi har noteret, at "de pårørende er underrettet om dødsfaldet". Vi har også fået en anmodning om at få nøglerne til lejligheden udleveret. Det kan sagtens være, at vi har vidst, at der var en pårørende, som hjemmeplejen ikke kendte til. Men den betjent, som taler med kusinen, tænker: Kan det utænkelige være sket, og derfor sender han en patrulje ud til adressen, hvor den døde mand bliver fundet.

Blev nøglerne udleveret?

- Det kan jeg ikke udtale mig om.

Hvilken pårørende er der tale om?

- Det har jeg ikke noget grundlag for at udtale mig om.

Har politiet slet ikke noget ansvar for, at Kurt Klausen lå død i sin lejlighed i 10 dage?

- Det skal jo aftales hvem, der tager sig af hvad. Det skulle selvfølgelig have været på plads. Her har de involverede parter ikke fået koordineret. Det er dybt beklageligt, og for vores vedkommende så er det god skik også at vejlede om, hvad der skal ske i sådan en sag. Men overordnet set er det en fælles opgave, og uanset hvad så er der noget, vi skal følge op på, siger Søren Frederiksen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Annonce