Annonce
Regionalt

Politiet i Syd- og Sønderjylland råber vagt i gevær: Boom i sager om digitale sexkrænkelser

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer skolerne til at komme på banen, så børn og unge ændrer adfærd digitalt og bliver klar over, at det er ulovligt at dele krænkende billeder og videoer online. Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix
Syd- og Sønderjyllands Politi oplever en massiv stigning i antallet af anmeldte sager, der handler om seksuelle krænkelser på digitale platforme. Eksempelvis er en 17-årig pige blevet afpresset til at sende krænkende materiale af sig selv. Vi har brug for, at nogen gør noget ved det, siger vicepolitiinspektør.
Annonce

Sexkrænkelser: Det er ikke for sjov, at diverse sociale medier har sat en grænse for, hvor gammel man skal være for at benytte tjenesterne. Derfor er det problematisk, at nogle forældre alligevel giver deres børn fuld adgang ved at oprette profiler i deres eget cpr-nummer.

Det mener vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi, Christian Østergård. Ifølge ham er det en af mange årsager til, at hans politikreds i 2020 har noteret hele 34 anmeldte sager, der handler om digitale krænkelser. Det er en markant stigning sammenlignet med sidste år, fortæller han.

- På samme måde som i trafikken, gælder der færdselsregler på nettet. Hvis man opretter profiler til sit syv-årige barn i sit eget cpr-nummer, klæder man dem ikke ordentligt på, siger han.

Han har endnu ikke gennemgået alle sagerne og kan derfor ikke sige noget præcist om, hvilken aldersgruppe, anmelderne tilhører. Ofte er det dog piger og yngre kvinder, fremgår det af en pressemeddelelse.

Annonce

17-årig afpresset

I meddelelsen, som Syd- og Sønderjyllands Politi sendte ud onsdag morgen, fremhæves der en konkret hændelse, som politiet efterforsker. Her blev 17-årig pige presset til at sende fotos og videooptagelser af sig selv. Det skete, efter at en person, hun ikke kendte, havde fået adgang til intime billeder, der var gemt i skyen. Personen truede med at sende disse billeder til klassekammerater, hvis hun ikke gjorde, som personen sagde.


Det kan være, at en pige sender et billede af sine bare bryster til en dreng, hun er vild med, og drengen deler dem videre til sine 15-16-årige venner. Så har han pludselig skyld i digital sexkrænkelse og endda børneporno, når hun er under 18 år

Christian Østergård, Vicepolitiinspektør i Syd- og Sønderjyllands Politi


Sagen tilhører den første af to kategorier, som politiet oplever. Først dem, hvor gerningsmanden altså handler i ond tro. Eksempelvis en eks-kæreste, der har et hævnmotiv.

Dernæst dem, hvor gerningsmanden handler i kådhed ved at sende intime billeder videre til kammeraterne uden at være klar over, at det både er ulovligt og krænkende.

- Det kan være, at en pige sender et billede af sine bare bryster til en dreng, hun er vild med, og drengen deler dem videre til sine 15-16-årige venner. Så har han pludselig skyld i digital sexkrænkelse og endda børneporno, når hun er under 18 år, siger han og påpeger, at det koster en plet på både straffeattesten og børneattesten.

- Selvom man handler i uvidenhed og kådhed, kan det få fatale følger. Nettet efterlader digitale spor, så fortiden kan indhente én, siger han og henviser til den såkaldte Umbrella-sag, hvor op mod 334 personer er blevet idømt betinget fængsel for at dele børneporno, og 444 er idømt bøder for at at dele krænkende billeder.

Annonce

Brug for hjælp

Men man kan ikke straffe sig ud af problemet, mener Christian Østergård, der beder alle ansvarlige voksne om hjælp til at bekæmpe den kedelige tendens.

- Vi har behov for, at nogen gør noget ved det. Jeg synes, både vi og medierne har været gode til at fortælle, at det er no-go, men alligevel bliver der delt krænkende billeder, siger han.

Det vigtigste er ifølge ham, at børn får det ind med modermælken, at det er meget alvorligt at dele billeder af andre i seksuelt krænkende situationer.

- Forældre, lærere og fritidsledere skal interessere sig for, hvad børn laver og få unge mennesker til at reflektere over, hvad de gør, for der sidder ofre tilbage med ar på sjælen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce