Annonce
Tønder

Politiet søger vidner: Holdt hundelufter nede og sparkede til hunden

Arkivfoto: Michael Bager

En 22-årig kvindelig hundelufter blev torsdag aften klokken 21.30 udsat for det, som Syd- og Sønderjyllands Politi i øjeblikket betegner som en voldelig episode.

TØNDER: Hundelufteren gik ifølge politirapporten ad en sti mellem Strucksallé og Bargumsvej i Tønder. Her blev hun passet op af to gerningsmænd, forklarer politikommissær Lars Ole Thomsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Kvinden gik ad stien, da de to gerningsmænd dukkede op. De tog hunden fra hende og sparkede til hunden, mens den anden gerningsmand holdt hende nede. De to gerningsmænd stak imidlertid af, da hunden bed den ene af dem, forklarer Lars Ole Thomsen.

Annonce

Sparkede til hunden

JydskeVestkysten har været i kontakt med den 22-årige kvinde, som fortæller, at de to gerningsmænd var af udenlandsk herkomst:

- Jeg gik med hunden, og da den skulle lave, så gik den lidt ind i en busk. Da jeg så stod der, kommer de to bagfra og begynder at sige en masse ting til mig, blandt andet "Hey, sexy sexy!".

Hun ignorerede først optrinnet:

- Jeg ignorerer dem, men så prøver den ene pludselig at tage snoren fra mig, mens den anden skubber mig, så jeg vælter. Han holder mig så nede, og den anden sparker til min hund. Den peb, og bed ham så i benet. De talte sammen på et udenlandsk sprog, jeg ikke kender, og stak derefter af, fortæller hun.

Politiet efterlyser vidner, der i området har set de to gerningsmænd i tidsrummet omkring klokken 21.30 torsdag aften. Der foreligger ifølge politiet ingen oplysninger om, hvad motivet skulle være.

Signalementet af de to er dog yderst sparsomt, lyder det fra Lars Ole Thomsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Kvinden har selv givet JydskeVestkysten følgende signalement af de to gerningsmænd:

Den ene beskriver hun som værende 175 cm høj og spinkel af bygning. Han var iført mørk jakke, jeans og mørke sko. Den anden var også spinkel og cirka 180 cm høj. Han var iført mørk jakke og jeans samt hvide sko.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce