Annonce
forside

Politiet til unge mænd på Nørrebro: Pas godt på jer selv

Politiet advarer unge mænd til at passe på sig selv efter flere skudepisoder, hvor tilfældige unge er blevet ramt. Her ses politiet ved stedet i Københavns Nordvestkvarter, hvor en person blev ramt af skud onsdag 2. august.

To tilfældige mænd er ramt af skud på et døgn. Politiet beder om hjælp og advarer unge mænd på Nørrebro.

Fredag eftermiddag og natten til lørdag er to helt tilfældige unge mænd blevet ramt af skud på Nørrebro og i Tingbjerg i København.

Det får nu Københavns Politi til at advare unge mænd, der færdes i de områder, og som ikke har noget med bander at gøre.

- Det er næsten umuligt at forhindre, at to mænd sætter sig på knallert og kører af sted for at skyde på tilfældige mennesker, siger chefpolitiinspektør Jørgen Skov på et pressemøde lørdag morgen.

- Det er især unge mænd i alderen 17-25 år, der er udsat. Hvis man tilhører den gruppe og færdes i de udsatte områder, vil jeg sige sige: Pas godt på jer selv.

Samtidig beder han personer, der kender folk i bandemiljøet, om at gribe ind.

- Vi sætter alt, hvad vi har, ind, men det er meget svært at bekæmpe.

- Hvis man kender nogen i bandemiljøet, er det vigtigt, at man prøver at tale med dem og taler til dem og tager afstand fra det, de gør, siger chefpolitiinspektøren.

Det seneste døgn har der været tre skudepisoder i København, hvor tre personer er blevet ramt af skud - heraf har to været helt tilfældige mænd.

- Det er to fuldstændig almindelige unge mænd, som ikke har banderelationer, ikke er kriminelle. Der er ikke nogen som helst grund til at tro, at de er med i den konflikt, der udspiller sig, siger Jørgen Skov.

I alt har der været fem skudepisoder i løbet af ugen. Tirsdag og onsdag blev der skudt på Nørrebrogade og i Københavns Nordvestkvarter.

Politiet har mange "gode spor" i flere af sagerne - blandt andet videoovervågning, lyder det på pressemødet.

Politiinspektør Poul Kjeldsen fortæller, at det generelt er det samme billede, der er ved de fleste skyderier:

- At det er to grupperinger, der slås mod hinanden.

Politiet kan ikke sætte tal på, hvor mange det er, der slås.

Jørgen Skov fortæller, at der er sat "rigtig mange" betjente ind, og der er blevet kaldt ekstra mandskab ind i weekenden efter de tre skudepisoder i det seneste døgn.

Lørdag eftermiddag meddelte politiet på Twitter, at der som noget nyt også vil blive holdt øje med området fra luften.

- Vi har en flyver over visitationszonen i aften. Håber alle kan bære over med støjen, skriver Københavns Politi.

Siden 12. juni har der været 18 banderelaterede skyderier i København.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Det handler om et ordentligt arbejdsmiljø

Når jeg som medlem af økonomiudvalget har valgt offentligt at gå i rette med Mogens Rerups adfærd, er det for at beskytte vores medarbejdere mod psykisk dårligt arbejdsmiljø og for at tydeliggøre over for medarbejdere, at de har retten til at sige fra over for enhver adfærd, der kritiserer og krænker. Denne sag handler om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø bag det arbejde, der sker i forvaltningerne. HK og Dansk Socialrådgiverforening har henvendt sig til Haderslev Kommune og er medunderskriver af brevet, idet begge fagforeninger har udtrykt bekymring for deres medlemmers ve og vel. Desværre har konflikterne stået på i årevis og er kørt i hårdknude, og der er tale om et langvarigt pres på en personalegruppe og af medarbejdere og ledere, der fortsat kan se, at de bliver hængt ud med navns nævnelse til social udskamning på sociale medier. Partsrepræsentanters rolle er at føre sag på borgeres vegne og at varetage borgerens interesser. Det kræver et samarbejde for at få et ofte kompliceret sagsforhold til at gå op, som de fleste har en gensidig interesse i. Kommunen kan afvise en person som partsrepræsentant, hvilket sker i så sjældne tilfælde, at jeg ikke i andre situationer har hørt om dette i Haderslev Kommune. Det sker kun, hvis partsrepræsentanten tilsidesætter borgerens egne interesser i sagen, eller hvis vedkommende optræder truende eller voldeligt over for myndighedspersoner. Brevet til de kommunalt ansatte er det politiske budskab om, at vi tager arbejdsmiljøet seriøst. I brevet er der samtidig en opfordring om at styrke dialogen på arbejdspladsen, så ingen medarbejder skal føle sig alene i konfliktfulde situationer.

Annonce