Annonce
Esbjerg

Politiker: Lader til sag om Mølledammen var lagt i syltekrukken

Langsommelig sagsbehandling om Mølledammen undrer folketingsmedlem Anders Kronborg. Foto: Martin Ravn
Det lokale folketingsmedlem Anders Kronborg(S) er rystet over, hvor længe dokumenter er undervejs i sag om Mølledammen i Ribe. Trods langstrakt sagsbehandling kunne glemt dokument med udtalelse fra Sydvestjyske Museer tilsyneladende sagsbehandles via mail på få timer.

Ribe: - Det lader til, at meget ved denne sag bare bliver lagt i syltekrukken fra myndighedernes side.

Ordene kommer fra folketingsmedlem Anders Kronborg(S), efter at et dokument fra Sydvestjyske Museer om Mølledammen dukkede op hos Miljøstyrelsen.

Og ligesom et referat om møde mellem Esbjerg Kommune og Miljøstyrelsen tilfældigvis blev skrevet og dukkede op hos Esbjerg Kommune, da folketingsmedlem Anders Kronborg spurgte ind til sagen, dukkede udtalelsen om Mølledammen fra Sydvestjyske Museer fra februar 2020 også op efter Kronborgs henvendelse.

Annonce

Og noget tyder på, at udtalelsen slet ikke har været en del af sagsbehandlingen hos hverken Miljøministeriet eller Slots- og Kulturstyrelsen i løbet af det seneste år, selv om Esbjerg Kommune igennem miljøforvaltningen allerede i februar 2020 forespurgte Sydvestjyske Museer ”om vigtigheden af et åbent vandspejl for Ribe bys kulturhistorie”.

Ikke bekendt med det

I udtalelsen lyder det blandt andet, at et åbent vandspejl kan have betydning for den del af kulturhistorien, der handler om tilkomsten af villabyggerier i Dagmarsgade og Kurveholmen og en række nye elementer, der alle orienterede sig imod Mølledammen og dermed også dens vandspejl.

Men hvorvidt det to sider lange dokument har været i brug er tvivlsomt, for under et møde mellem Miljøstyrelsen og Slots- og Kulturstyrelsen 10. september - syv måneder senere - spørger Slots- og Kulturstyrelsen ind til, om det lokale museum(Sydvestjyske Museer, red.) havde udtalt sig i sagen, hvortil Miljøstyrelsen svarer, at dette er man ikke bekendt med.

Først på mødet 5. oktober mellem Esbjerg Kommune og Miljøstyrelsen blev det aftalt, at kommunen skulle fremsende Sydvestjyske Museers udtalelse. Dette blev gjort kort efter, men intet skete, indtil Anders Kronborg spurgte ind til sagen 18. januar 2021.

Annonce

Hurtig korrespondance

Som JydskeVestkysten tidligere har beskrevet var det også først efter denne forespørgsel, at Esbjerg Kommunes politikere fik referatet fra mødet 5. oktober, og noget tyder på, at sagebehandlingen af Sydvestjyske Museers udtalelse også først er foregået efter Kronborgs henvendelse.

I hvert fald kan man se i dokumenter og mailkorrespondancer, som JydskeVestkysten er i besiddelse af, at der først 20. januar - samme dag, som politikerne modtager mødereferatet - er talt om udtalelsen fra det lokale museum.

Og i betragtning af, at myndighederne har haft udtalelsen i 11 måneder, og generelt har haft en årelang sagsbehandling omkring Mølledammen, gøres tingene nu på under fire timer.

20. januar kl. 10.20 udgår der en mail fra Miljøstyrelsen til Slots- og Kulturstyrelsen, om styrelsen har yderligere bemærkninger til udtalelsen fra Sydvestjyske Museer. Samme dag kl. 14.14 kommer svaret: Slots- og Kulturstyrelsen har intet at bemærke.

Anders Kronborg er glad for, at en henvendelse på Christiansborg fik bragt oplysningerne frem om det, han kalder en besynderlig sagsbehandling, der udstiller, hvorfor sagen om Mølledammen kan trækkes ud i det uendelige.

- Sagen om Mølledammen er en lokalpolitisk sag, hvor kommunen selv er myndighed. Jeg spurgte ind til sagen, fordi jeg fik en lokal henvendelse om et langstrakt sagsforløb, men jeg vil overlade resten til lokalpolitikerne i Esbjerg Kommune, som sidder med beslutningskompetencen i sagen, siger Anders Kronborg.

Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Ukrainer idømt fire års fængsel, udvisning og bøde på 71 mio kr. i stor sag om ulovlig cigaretfabrik: - Først i dette øjeblik er det gået op for mig, hvor alvorligt det er

Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

Annonce