Annonce
Kolding

Politikere forlanger stram tidsplan for oversvømmelsesprojekter

Det her syn ses oftere og oftere. Her er vandet truende tæt på at trænge ind i butikkerne i Østergade ved stormfloden i 2017. Arkivfoto: Ulrik Pedersen
Der skal mere fart på arbejdet med to store projekter, der skal sikre og skåne husejere og butiksejere mod oversvømmelse ved monsterregn og stormflod. Nu vil politikerne have en klar plan fra forvaltningen.

Kolding. Kom så. Vi vil have mere fart på. Og vi vil se en præcis tidsplan for, hvordan arbejdet med at skåne husejere og butiksejere i især Koldings midtby og Alpedalen mod oversvømmelse skrider frem.

Sådan lyder beskeden fra politikerne i teknik- og klimaudvalget til by- og udviklingsforvaltningen, der i flere år har arbejdet henimod realiseringen af to store projekter, som skal forebygge oversvømmelser, når det vælter ned med regn, eller når stormfloden rammer.

De to projekter er et pumpesluseanlæg i Kolding Å til 65 millioner kroner - og store vand-parkeringspladser på arealer og marker i oplandet. Her skal tre millioner kubikmeter regnvand kunne tilbageholdes midlertidigt bag diger, når Kolding Å er ved at gå over sine bredder, og kloaksystemets dæksler i fare at springe op under skybrud eller stormflod.

Annonce

Penge til pumpe/sluse

  • Forsyningssekretariatet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte i starten af 2017, at et pumpe/sluse-anlæg til 65 millioner kroner må finansieres over taksterne i kommunens spildevandsselskab BlueKolding.
  • Forsyningssekretariatets godkendelse af klimaprojektet er afgørende, fordi spildevandsselskaber normalt ikke må kaste sig ud i store og alternative investeringer, som ligger ud over de for spildevandsselskaber traditionelle investeringer i regnvandsbassiner, rørledninger og den slags.
  • Sekretariatets godkendelse skyldes, at den traditionelle løsning med regnvandsbassiner og større rør inde i byen er dyrere.

Opbakning

Men arbejdet går for langsomt, mener formanden for udvalget, Jakob Ville (V), der efter de seneste store oversvømmelser satte en sag om at få fremrykket projekterne på dagsorden.

Og her har han altså nu fået opbakning af et enigt udvalg, der bakker op om at få opprioriteret klimatilpasningsprojekterne og har pålagt forvaltningen at fremlægge et forslag til, hvordan det kan ske. Forslaget skal være klar til udvalgets møde 15. april.

- Da jeg blev valgt som formand for to år siden, talte vi også om de her projekter. Og ja, det er komplicerede projekter. Men nu må vi gøre, hvad vi kan, for at speede op, for der er jo ingen, der tror på, at der går 20 år, før vi ser et regnvejr som det seneste igen, selvom det bliver kaldt en 20 års-hændelse, siger Jakob Ville.

Kaffemøder

De to projekter er begge omtalt i den klimatilpasningsplan, som Kolding Byråd vedtog i 2014 - og forvaltningens tidsplan for, hvornår de skal være klar til brug, er lige nu 2023-2024.

Jakob Ville vil ikke sætte årstal på, hvornår han mener, de skal være klar.

- Men nu må vi gøre, hvad vi kan, for at speede op. Der skal laves nogle aftaler med de lodsejere, der skal lægge jord til vandparkeringspladser, så vi skal have aftaler med dem i kalenderen til nogle kaffemøder.

- Vi har brug for at se en præcis plan med datoer og deadlines, og vi er åbne overfor, om andre skal med ind over i arbejdet - BlueKolding for eksempel. Det er også fair nok, hvis opprioriteringen måske kræver, at vi må sætte ressourcer af til en ekstra medarbejder, når vi skal lægge budget næste gang, siger udvalgsformanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Stærk utilfredshed i Tønder og stor glæde på Rømø: Grænseåbning får meget blandet modtagelse

Sydjylland

Camping-indehaver skuffet over Mette Frederiksens delvise grænseåbning: Vi har brug for weekend-turister

Annonce