x
Annonce
Aabenraa

Politikere på frierfødder: Vi ser vælgerne i øjnene

Nanna Bonde, SF, kalder traditionelle vælgermøder for "ekstremt vigtige". Hun deltager i debatten i NygadeHuset på tirsdag. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Tirsdag den 28. maj mødes repræsentanter fra måske alle 13 opstillingsberettigede partier ved folketingsvalget til et debatmøde i NygadeHuset. Du kan være med.

AABENRAA: Politikere på frierfødder. Sådan er det jo i valgkampe, og derfor kan det ikke undre, når fire politikere fra fire forskellige partier nærmest bruger enslydende beskrivelse af det, der er mange af lige i disse uger: debatmøder.

– Vi får mulighed for at se vælgerne i øjnene.

Lyder det fra Nanna Bonde, SF, Theis Kylling Hommeltoft fra Socialdemokratiet, Dansk Folkepartis Peter Kofod og Mogens Dall fra Venstre.

Den chance får de alle fire og politikere fra ni andre partier, når JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis sammen med NygadeHuset inviterer til debatmøde i Aabenraas kulturhus.

Det sker på tirsdag den 28. maj – bare otte dage før vi skal sætte kryds ved det parti eller den kandidat, vi føler os politisk mest på bølgelængde med.

Annonce

Vælgermødet i Nygadehuset

JydskeVestkysten/Aabenraa Ugeavis arrangerer i samarbejde med Aabenraas kulturhus, NygadeHuset, et debatmøde i forbindelse med folketingsvalget.

Det sker i Nygadehuset tirsdag den 28. maj klokken 17-19.

12 af 13 partier stiller i hvert fald med en repræsentant, mens Stram Kurs har meddelt, at de forsøger at finde en kandidat, der kan være med.

Følgende politikere kan du møde i NygadeHuset:

  • Theis Hommeltoft Kylling, Socialdemokratiet
  • Rune Christiansen, Radikale Venstre
  • Niels Flemming Hansen, De Konservative
  • Jan Køpke Christensen, Nye Borgerlige
  • Nanna Bonde, SF
  • Claus Hansen, Liberal Alliance
  • Henri Nissen, Kristendemokraterne
  • Peter Kofod, Dansk Folkeparti
  • Mogens Dall, Venstre
  • Torben Christoffersen, Partiet Klaus Riskær Pedersen
  • Lene Dalsgaard, Enhedslisten
  • Søren Haastrup, Alternativet

Ordstyrer: Bjarne Lindquist Bentsen, lokalredaktør på JydskeVestkysten/Aabenraa Ugeavis.

Et af NygadeHusets egne bands, Jungs, vil underholde med et par numre undervejs i debatten.

Alle er velkomne, men vi gør dog opmærksom på, at der maksimalt er plads til 100 tilhørere.

Kofod: Gerne flere debatter

Gode og traditionelle debatmøder er ikke gået af mode trods de sociale medier, skal man tro de fire nævnte. Som Peter Kofod, DF, siger:

- Jeg kunne godt tænke mig flere af den slags debatter. Jeg hører til blandt dem, der er lidt bekymret for, om vi får et Facebook-demokrati, hvor det er antallet af likes og delinger, som måske bliver afgørende i stedet for den forpligtende og nære kontakt mellem den folkevalgte borgmester eller folketingskandidater.

Peter Kofod deltager i debatmødet som erstatning for DF’s folketingskandidat og lokalformand i Aabenraa, Ida Smed.

Kofod stiller som bekendt ikke op til folketingsvalget; han er DF’s spidskandidat til Europaparlamentsvalget på søndag den 26. maj, men dels er Ida Smed sygemeldt, dels er der tirsdag eftermiddag et møde i social- og sundhedsvalget, hun prioriterer, hvis hun er raskmeldt til den tid.

Bonde: Ekstremt vigtige debatter

Nanna Bonde, Mogens Dall og Theis Kylling Hommeltoft er til gengæld alle kandidater til Folketinget, men det gør ikke deres argumenter for at deltage i et vælgermøde meget anderledes.

– Debatmøder er ekstremt vigtige – specielt i disse tider med ekstremistiske partier, der også stiller op. Det er godt at se hinanden i øjnene – vælgere og politikere, lyder det fra SF’s Nanna Bonde.

Theis Kylling Hommeltoft, Socialdemokratiet, siger: - Sociale medier fjerner ikke værdien af vælgermøder. Den tætte og nære relation til vælgerne giver altid noget. Vi ser vælgerne i øjnene. Sociale medier skaber ikke øjenkontakt.

Venstres Mogens Dall har lavet sin egen valgvideo, som 40.000 ifølge hans egne oplysninger har set, og så mange kommer han naturligvis aldrig i kontakt med på traditionelle vælgermøder. Ikke desto mindre forsøger han at sige ja til at deltage i dem, han bliver inviteret til.

– Valgkampe kan ikke kun føres digitalt. Så bliver det en fremmedgørelse; det er vigtigt, at vi også møder vælgere af kød og blod, som han formulerer det.

Mogens Dall, V: - Valgkampe kan ikke kun føres digitalt. Han deltager i debatten i NygadeHuset på tirsdag. Arkivfoto: Claus Thorsted
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce