Ribe: Fælles for alle børnefamilier på Bjerrumvej vest for Ribe er, at forældrene følger deres børn til det sted, hvor de skal passere hovedvej A11 for at komme videre ind til Ribe. Forældrene henter også børnene ved samme passage når de skal hjem, for ingen vil have, at børn selv skal gå eller cykle over den vej, hvor lastbiler, traktorer, busser og biler passerer i høj fart med kun et minimalt helleanlæg i midten.
I en enkelt familie er dette foregået igennem to generationer, uden at sikkerheden i området er blevet nævneværdigt forbedret, og mandag middag havde en af beboerne på Bjerrumvej, Peter Laursen, inviteret tidligere transportminister Hans Christian Schmidt (V) og folketingsmedlem Troels Ravn(S) ud for at se nærmere på forholdene.
Peter Laursen ønsker en underføring under hovedvej A11, og også i 2017 var Peter Laursen ude at gøre opmærksom på problemet, uden at nogen tog sagen op.
Efter en kort introduktion tog Peter Laursen de to politikere med ud at stå i helleanlægget, mens lastbiler blæste forbi dem på begge sider.
- Hold da op. Man kan jo mærke trykket, når de kører forbi. Det er jo decideret ubehageligt at stå derude. Det hører da ingen steder hjemme, at børn skal stå derude. Tænk på de lærere, der skal følge skoleklasser over for at komme ud til slusen, sagde Hans Chr. Schmidt og rystede på hovedet over, at forældre er nødt til at mødes med deres børn ved passagen for at få dem sikkert over.
Økonomi
Man valgte istedet løsning C med en klapbro, men i rapporten står der blandt andet, at man med henblik på at forbedre forbindelsen mellem Ribe og Kammerslusen kan anlægge en niveaufri stiunderføring ved Bjerrumvej, der vil forøge det samlede anlægsbudget med 16 mio. kr.
50/50-løsning
Tilbage på sikker grund på Bjerrumvej undrede både Troels Ravn og Hans Chr. Schmidt sig over, at hverken Vejdirektoratet eller Esbjerg Kommune har præsenteret en løsning.
- Det synes jeg er utroligt under disse forhold, at man ikke har haft en plan og udvise rettidig omhu. Det bedste ville være, hvis Esbjerg Kommune kunne lægge et projekt frem som en 50/50-løsning mellem kommune og stat og søge midler i de puljer, der er afsat til trafiksikkerhed, sagde Troels Ravn og uddybede, at han og Hans Chr. Schmidt i fællesskab vil gå videre med sagen, og blandt andet informere Venstres transportordfører Kristian Piil Lorentzen.
- Uanset, om det er valgkamp eller ej, så bør der findes en løsning her. Jeg har været ude og se andre trafikprojekter, som har været tæt på at blive realiseret, som ikke var nær så farlige som her, så jeg er overbevist om, at vi nok skal finde en løsning her, sagde Hans Chr. Schmidt, der var glad for, at Peter Laursen havde kontaktet dem i sagen.
Ser fremad
Peter Laursens svigerfar blev i 2014 kørt ihjel netop ved denne passage, og han har tidligere overfor både Esbjerg Kommune og Vejdirektoratet kaldt det uanstændigt, at der siden ulykken intet er sket for at forbedre forholdene.
Han er glad for, at politikerne tog imod invitationen, og synes det er positivt med fornyet fokus på passagen.
- De virkede oprigtigt overraskede over, hvor voldsomt det er stå ved vejen, og at der ingen opmærksomhed har været på at få gjort noget ved dette kryds, siger Peter Laursen, der håber at man nu igen kan tage snakken med Esbjerg Kommune om sagen.
- Nu ser vi fremad, og jeg er glad for, at Hans Chr. og Troels sammen vil gå ind i sagen. Både lokale og byens turismeorganisationer synes det er en god idé, og hvis staten også kan se idéen i en underføring, så er det meget positivt, siger Peter Laursen.