Annonce
Esbjerg

Politikere skrider ind i sag om varmestueballade: Overvejer at trække støtten til Kirkens Korshær

Hans Erik Møller (S) og Preben Rudiengaard (V) er meget kritiske over Kirkens Korshærs ageren i sagen omkring varmestuen. Derfor mener de, at det er rimeligt at se nærmere på, om man skal give tilskud til organisationen. Arkivfoto
Kirkens Korshærs beslutning om at sommerlukke varmestuen i Esbjerg næsten tre uger før tid kan ende med at få store konsekvenser. Flere byrådspolitikere er skuffede over organisationen, som de synes har svigtet de udsatte. Derfor bør man overveje at trække den kommunale støtte, mener de. Helle Christiansen, der er chef for Kirkens Korshær, fortæller, at organisationen er blevet klogere.
Annonce

ESBJERG: I løbet af de seneste to uger har kritikken haglet ned over Kirkens Korshær, der driver varmestuen i Exnersgade.

Det sker på baggrund af en fyring, der har udløst så stor ballade, at Kirkens Korshær har set sig nødsaget til at sommerlukke varmestuen næsten tre uger før planlagt af frygt for, at situationen skulle eskalere yderligere.

Dermed har varmestuens brugere ikke længere et sted at gå hen. To af byrådets rutinerede medlemmer mener, at Kirkens Korshær svigter det ansvar, som de hvert år får 144.000 kroner i tilskud fra kommunekassen for at varetage.

- Jeg synes, at det er skuffende, at Kirkens Korshær løber fra sit ansvar. De får et tilskud, så de kan hjælpe de svageste i Esbjerg, og det ansvar har de svigtet. Man har ladet de hjemløse sejle deres egen sø, uden at der var fundet et alternativ først, siger Hans Erik Møller (S), der er medlem af Social og Arbejdsmarkedsudvalget og tidligere bestyrelsesmedlem i Kirkens Korshærs Varmestue.

Annonce

Svigt for skattekroner

Sidste torsdag trådte De Hjemløses Venner til med udlevering af mad til varmestuens brugere, og det vækker glæde hos Hans Erik Møller. Men han slår fast, at sagen bør få konsekvenser for Kirkens Korshær.

- Det er helt fantastisk, at de træder til, men det burde ikke være nødvendigt. Kirkens Korshær får et af de højeste tilskud, og så mener jeg ikke, at de kan handle, som de har gjort. Vi skal i hvert fald vurdere, om man kan støtte sådan en organisation, siger han.

Byrådsmedlem Preben Rudiengaard (V), der ligesom Hans Erik Møller har siddet i bestyrelsen for Kirkens Korshærs Varmestue, er også skuffet over lukningen. Derfor skal tilskuddet til organisationen drøftes ved et udvalgsmøde i nærmeste fremtid.

- Det er jo skatteborgernes penge, og derfor er det afgørende, at de rent faktisk varetager det ansvar, som de har i forhold til de mest udsatte. Det har ikke været tilfældet i denne sag, og derfor bør vi overveje, om der er andre, der kan klare opgaven bedre, siger Preben Rudiengaard.

Venstres Preben Rudiengaard mener ikke, at organisationen Kirkens Korshær har øje for, hvad der sker i Esbjerg. Og når man fyrer en højt skattet medarbejder, så vil det give konsekvenser, siger han. Arkivfoto: Jacob Schultz

- Alt for meget i organisationen er styret fra København af mennesker, der ingen berøring har med, hvad der sker på gaden i Esbjerg. Og det er måske derfor, man fyrer en højt skattet medarbejder. Det kan og vil jo give nogle reaktioner, men at de udsatte ligefrem bliver straffet ved, at man lukker varmestuen, er uacceptabelt, siger han.

Annonce

Vi er blevet klogere

Chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen ønsker ikke at svare direkte på kritikken eller på spørgsmålet om hvorvidt organisationen har svigtet brugerne af varmestuen. Men hun håber, at man sammen med brugerne kan finde fælles fodslag.

- Vi traf en beslutning som handlede om at passe på vores medarbejdere og brugerne i en svær situation. Når det er sagt, vil jeg også sige, at vi da er blevet meget klogere de seneste uger, hvor vi har lyttet til brugerne. Derfor arbejder vi også på at finde en løsning, så vi kan starte på en god måde til august, siger hun.

- Så vi håber da, at vi kan fortsætte den gode dialog, vi har med Esbjerg kommune. Vi gør et vigtigt stykke arbejde – det vidner hele den her proces jo også om, hvor varmestuen har været savnet – og det vil vi gerne sikre kan fortsætte på en og konstruktiv måde, siger Helle Christiansen og understreger at en tilbagetrækning af tilskuddet vil få konsekvenser.

- Det vil kun gøre vores situation endnu værre. Vi kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, så derfor har vi brug for al den opbakning vi kan få, også fra kommunen, siger hun.

Om balladen på varmestuen

For nyligt blev Susanne Nielsen fyret fra sit job som afdelingsleder på Kirkens Korshærs Varmestue. Her har hun været ansat i mere end 18 år. Fyringen har skabt uro blandt varmestuens brugere, der er imod beslutningen.

Mandag den 29. juni besluttede ledelsen i Kirkens Korshær, at varmestuen skulle holde lukket de kommende knap fem uger. Det gjorde man af frygt for at konflikten skulle eskalere.

Det er to og en halv uge mere end de to uger, som varmestuen efter planen skulle have holdt sommerlukket.

Dagen efter afholdt op imod 50 socialt udsatte, hjemløse og frivillige på varmestuen demonstration ved varmestuen.

Fra torsdag i sidste uge har De Hjemløses Venner i samarbejde med Marina Trafikbar uddelt mad på alle hverdage fra varmestuens lokaler.

Kirkens Korshær modtager hvert år 144.000 kroner i tilskud fra Esbjerg Kommune. Derudover fik organisationen under coronakrisen 125.000 kroner af kommunen, så varmestuen kunne holdes åben.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Haderslev

Lille Bent blev reddet mange gange - selv havde han kun ét ønske: - Bare, jeg dog snart må dø, så jeg kan være sammen med min mor!

Kolding

Efter borgmesters nej til Eva Kjer: V-profiler undrer sig over indblanding

Annonce