Annonce
Aabenraa

Politikere trodser forvaltning - holder fast i vindmølle ved efterskole

Vækstudvalget for land og by udsatte i første omgang godkendelsen af lokalplanen til udvidelse af Aabæk Efterskole og bad om en visualisering. Med denne, som er udarbejdet for efterskolen, mener udvalget, at vindmøllen ikke er ret synlig. Den står ved gavlen af bygningen længst til højre. Visualisering: Mikkel Barker ApS
Aabæk Efterskole på Løjt Land vil udvide og være bæredygtig, og politisk udvalg siger ja til en husstandsvindmølle, selv om kommunens forvaltning fraråder det.
Annonce

LØJT LAND: ”En husstandsvindmølle i forbindelse med Aabæk Efterskole vil opleves meget synligt i landskabet og vil påvirke det samlede visuelle indtryk i området i en negativ retning. Ud fra et overordnet planmæssigt perspektiv anbefaler Plan derfor, at der ikke i lokalplanen indarbejdes lokaliseringsmulighed for etablering af en husstandsvindmølle.”

Sådan lyder det i et indstillingsnotat fra planafdelingen i Aabenraa Kommune forud for den endelige vedtagelse af en ny lokalplan for Aabæk Efterskole ved Jørgensgård Skov på Løjt Land.

Lokalplanen, der omfatter et areal på 5,8 hektar, skal give efterskolen mulighed for at udvide og opføre nye bygninger. Og samtidig lægger lokalplanen op til, at efterskolen får mulighed for at opføre en 18,3 meter høj husstandsvindmølle i den vestlige del af området, der er kategoriseret som særligt værdifuldt kystlandskab.

Byrådets vækstudvalg for land og by havde på sit seneste møde lokalplansforslaget på dagsordenen, inden den sendes videre til endelig godkendelse i byrådet. Det var anden gang, udvalget havde lokalplanen på bordet. Første gang, på udvalgets møde i maj, blev sagen udsat med besked om, at der skulle udarbejdes visualisering. Den visualisering findes altså nu.

Annonce

- Ikke ret synlig

Og selv om det var indstillingen fra forvaltningen, at muligheden for en husstandsvindmølle skulle tages ud af lokalplanen, har vækstudvalget nu valgt at fastholde den.

- Ud fra visualiseringen synes vi ikke, at vindmøllen er ret synlig. Vi synes, at den er ok. Det er en mølle på kun 18 meter, siger udvalgets formand, Philip Tietje (V).

Udvalget lægger også vægt på, at efterskolen ønsker at være Danmarks første bæredygtige efterskole.

Aabæk Efterskole

Efterskolen kalder sig ”Danmarks ældste praktiske efterskole” og har plads til 88 elever, drenge og piger i alderen 14-18 år.

Målgruppen er børn med særlige udfordringer, blandt andet med diagnosen ADHD.

Skolen har følgende linjer: Heste, håndværk, design og medier, idræt, køkken musik og drama, jordbrug samt jagt og fiskeri.

I det netop afsluttede skoleår var skolen fyldt op og havde sagt nej til 65 elever. I februar udtalte forstanderen, Thomas Frickmann, dog til JV, at planerne om udvidelse ikke går ud på at optage flere elever.

Efterskolen har nu ti større bygninger og tre mindre, i alt 5234 kvadratmeter, De ligger omkring hovedbygningen Strågård, der er den oprindelige gård i området, og som er bevaringsværdig.

Med den nye lokalplan tillades op til 10.000 kvadratmeter bebyggelse, fordelt på en række byggefelter.

Det bekræfter forstanderen, Thomas Frickmann:

- Vi arbejder på at blive bæredygtige i vores energiforsyning, og det er vindmøllen et element i. Vi vil også forsøge at blive så selvforsynende som muligt med fødevarer. Vi dyrker i forvejen 50 hektar økologisk og har køer og grise, siger han.

Der findes dog endnu ikke en tidsplan for, hvordan skolen vil gennemføre omstillingen. Ifølge forstanderen afhænger det af resultatet af skolens ansøgninger hos fonde.

Annonce

Naboen frygter støjen

Forslaget til lokalplanen har været i offentlig høring fra 11. marts til 22. april. Her er der kommet indsigelse fra en nabo, som primært er bekymret over de støjgener, der vil være fra en husstandsvindmølle.

Naboens hus ligger på Stennevej, nordøst for skolen oppe i det kuperede landskab, og ifølge naboen stiger lydene fra skolen op og høres tydeligt. I sit notat om høringssvaret indstiller forvaltningen da også, at naboens bemærkninger om støj imødekommes, i og med at muligheden for en husstandsvindmølle tages ud.


Ud fra visualiseringen synes vi ikke, at vindmøllen er ret synlig. Vi synes, at den er ok. Det er en mølle på kun 18 meter.

Philip Tietje (V), formand for vækstudvalget for land og by


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt

Tidligere JydskeVestkysten-chef giver ledelsen en ordentlig kindhest: - I bør overveje at lukke avisen, inden det bliver pinligt

Annonce