Annonce
Aabenraa

Politikere underkender forvaltningen: Parkeringsregler bliver ændret før julehandlen

Man behøver ikke længere frygte parkeringsvagten de første fire timer, når man parkerer flere steder i det centrale Aabenraa. Arkivfoto: John Randeris
Flere steder i Aabenraa bliver det nu muligt at stille bilen i fire timer i stedet for de nuværende to timer. Politikerne i teknik- og miljøudvalget imødekommer ønsket fra de butiksdrivende, der gerne vil have ændringerne indført før julehandlen. Forvaltningen havde ellers anbefalet at vente.

Aabenraa: Nu bliver der tid til både at shoppe og gå på café i Aabenraa, uden du skal ud og stille p-skiven undervejs.

Politikerne i teknik- og miljøudvalget har netop nikket ja til, at den tidsbegrænsede parkering sættes op fra to til fire timer på flere parkeringspladser i den centrale del af byen.

- Vi har en god dialog med Aabenraa Business og detailhandlen, og de er kommet med deres input. Det har vi lyttet til. Vi vil nemlig gerne have ensartethed på området, så der ikke er så meget at være i tvivl om, siger udvalgsformand Arne Leyh Petersen (DF).

Konkret er der tale om parkeringspladserne Skrænten på taget af Føtex, Madevej over for Føtex, byens parkeringshus og Humlehaven, der fremover får tidsbegrænset parkering på fire timer. I weekenden er der ingen begrænsning.

- Ændringerne i tidsbegrænsningen skal ske hurtigst muligt og helst inden julehandlen. Det var et ønske fra både Business Aabenraa og de butiksdrivende, så det prøver vi at indfri, så godt vi kan, siger Arne Leyh Petersen.

Annonce

Der er ingen tvivl om, at julehandlen er mere ekstrem i forhold til resten af året. Men det går nok, håber vi, og det er også derfor, vi vil have det indført så hurtigt som muligt, så folk kan vænne sig til det.

Udvalgsformand Arne Leyh Petersen

Det går nok

Forvaltningen havde ellers på forhånd advaret imod, at ændringerne sker allerede i år. De forventes nemlig at føre til mere såkaldt søgetrafik, som ifølge forvaltningen bør undgås, "fordi den giver ulejlighed for øvrige trafikanter, opfattes som tidsspilde og generelt giver en dårlig trafikantoplevelse." Derfor anbefalede forvaltningen at vente til eksempelvis februar, så der ville være bedre tid til at vænne sig til de nye forhold, før der kommer tryk på.

Men det er politikerne ikke så bekymret for.

- Søgetrafikken vil jo bare komme alligevel, når vi indfører det, og hvis det er så stort et ønske, vil vi gerne tilgodese de erhvervsdrivende og dem, der handler. Der er ingen tvivl om, at julehandlen er mere ekstrem i forhold til resten af året. Men det går nok, håber vi, og det er også derfor, vi vil have det indført så hurtigt som muligt, så folk kan vænne sig til det, siger Arne Leyh Petersen.

Ifølge Stig Werner Isaksen, direktør på området, handler det nu blot om at få bestilt de nye skilte.

- Vi tror på, vi kan gøre det til den 1. december. Vi gør det i hvert fald så hurtigt, vi overhovedet kan, siger han.

Bagefter vil der blive evalueret på de nye tidsbegrænsninger, fortæller udvalgsformanden.

- Og så kan det være, vi finder ud af, at vi også skal agere anderledes på andre parkeringspladser, siger Arne Leyh Petersen.

Rettet 10:48: Tidligere fremgik det, at der også skal ske ændringer på Barkmøllegade, Madevej ved Hotel Europa og i Nybropassagen. Det var ikke korrekt. Mens pladserne er en del af kommunens parkeringsstrategi, så var det ikke en del af politikernes beslutning i denne omgang. JydskeVestkysten beklager fejlen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Labrador på udflugt: Hvem savner Elvis

Annonce