Annonce
Vejen

Politikere var uenige om forældre skal have penge for at passe deres egne børn: Hvornår slutter uddelingsfesten?

Martin Boyes forslag om at genindføre forældres mulighed for at passe deres børn hjemme, var blandt andet foranlediget af et par artikler i JydskeVestkysten i løbet af maj. I en af dem fortalte Helle Maack Iversen, hvorfor hun hjemmepasser familiens yngste barn. Arkivfoto: Mia Bentzen
Efter en længere diskussion i byrådet blev det besluttet, at et forslag fra Liberal Alliance om at genindføre forældres mulighed for at få tilskud til hjemmepasning af børn skal en tur forbi Udvalget for skole og børn til videre behandling.

Politik: - Min grundholdning er principielt den, at hvis folk sætter børn i verden, så må de være klar over, at der følger ansvar med - også økonomisk.

Sådan lød det blandt andet fra Anni Grimm, løsgænger, da byrådet tirsdag skulle tage stilling til en forslag på dagsordenen. Et forslag, som var stillet af Liberal Alliances Martin Boye.

Hans forslag går ud på, at kommunen skal genindføre en ordning, hvor forældre har mulighed for at få penge for at hjemmepasse deres børn.

Annonce

- Ordningen betyder, at forældre i Vejen Kommune, der ønsker at passe deres børn hjemme, kan få nogle af de penge tilbage, som ellers var afsat til institutionen, forklarede Martin Boye.

Han mener, at ordningen vil give familier større frihed til selv at vælge, hvordan de første år af deres børns liv skal leves.

- Uden denne ordning vil det kun være de økonomisk bedst stillede, der havde råd til at undvære en indkomst. Det er derfor en mere solidarisk løsning, da flere familier nu vil have råd til at vælge at passe barnet hjemme, sagde Martin Boye, der var blevet inspireret til at stille forslaget, efter artikler i JydskeVestkysten i begyndelsen af maj, hvor avisen skrev om forældre, der havde valgt at hjemmepasse deres barn.

Det er prøvet før

Martin Boye håbede, at byrådet ville være med til at sende hans forslag til Udvalget for skoler og børn til videre behandling.

Claus Kulmbach (V), der er formand for Udvalget for skoler og børn, bakkede op om, at forslaget kom til politisk behandling i udvalget, og at forvaltningen blev sat til at regne på økonomien.


Hvornår slutter uddelingsfesten for andres penge? Det næste forslag kunne jo blive, at ældre, der ikke benytter en plejehjemsplads, de skal honoreres tilsvarende. Man kunne også forestille sig, at borgere, der ikke benytter sygehuset, skulle have udbetalt en godtgørelse. Der er egentlig ikke nogen ende for, hvad det er man skal honoreres for, hvis man ikke bruger det, som samfundet allerede stiller til rådighed og har betalt for.

Anni Grimm, løsgænger, byrådsmedlem, Vejen Kommune


- Vi havde en forsøgsordning tilbage i 2017 med tilskud til pasning af eget barn. Der var ganske få, der brugte det. Vi afsatte dengang 350.000 kroner til det, og det er også derfor, at jeg beder om at få det tilbage i udvalget, for der er noget økonomi i det, som ikke lige er beskrevet her, sagde Claus Kulmbach, der tilkendegav, at han er en af dem, der har ytret sig positivt om, at kommunen skal prøve igen.

- Lad os se, om tiderne har ændret sig - om der er flere, som gerne vil det her.

Annonce

Hvornår slutter uddelingsfesten

Det var dog ikke alle, der kunne tilslutte sig det positive kor.

- Jeg har stor respekt for de familier, der prioriterer en mere rolig og fredfyldt opvækst for deres små børn, men skal de nu også honoreres for det. Hvornår slutter uddelingsfesten for andres penge? Det næste forslag kunne jo blive, at ældre, der ikke benytter en plejehjemsplads, skal honoreres tilsvarende. Man kunne også forestille sig, at borgere, der ikke benytter sygehuset, skulle have udbetalt en godtgørelse. Der er egentlig ikke nogen ende for, hvad det er man skal honoreres for, hvis man ikke bruger det, som samfundet allerede stiller til rådighed og har betalt for, lød det blandt andet fra Anni Grimm.

Hjemmepasning

I Martin Boyes forslag står blandt andet:

"Ifølge Dagtilbudsloven §86 kan kommunalbestyrelsen beslutte at give forældre med børn i alderen 24 uger og indtil barnets skolestart mulighed for at vælge økonomisk tilskud til pasning af egne børn i stedet for en plads i dagtilbud."

Og at:

"Det er en betingelse for at få til tilskud til pasning af egne børn, at ansøgerne:

- Har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer.

- Ikke samtidig modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt.

- Har opholdt sig i riget i syv ud af de seneste otte år. EU/EØS-borgere er undtaget, hvis de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.

SF's Bodil Baagø var heller ikke tilhænger af forslaget. Hun mente blandt andet, at så længe der ikke er ligeløn og ligestilling for mænd og kvinder i samfundet, så vil det være kvinderne, som kommer til at gå hjemme, fordi det er dem, der tjener mindst.

- Det her det vil endnu engang være, at nu skal kvinderne altså hjem til de der kødgryder. Det går i den forkerte retning, sagde Bodil Baagø blandt andet.

Annonce

Tilbage til udvalget

Flere af byrådets politikere meldte sig - og der var både for og imod forslaget, og et par mente, at et sådant forslag hørte til på det kommende budgetseminar, da der skulle tages stilling til det økonomiske aspekt i forbindelse med forslaget.

Efter lidt snak frem og tilbage i byrådssalen, blev det borgmester Egon Fræhrs tur til at forsøge at afslutte debatten.

- Om der kan laves et forslag, der kan få fuld enighed rundt om bordet, kan jeg være lidt i tvivl om, men jeg synes, at fællesnævneren var at få det sendt til udvalget, så vi får det belyst. Dels er der jo en økonomisk dimension, vi skal have styr på, og Bodil Baagø nævnte også, at der måske var nogle erfaringer, man kunne trække på, så man får det beskrevet, og så ender det jo med, at det bliver hen omkring budgettid, at man skal have det håndteret, lød det fra borgmesteren.

Det var da også et enigt byråd, der stemte for at lade forslaget blive behandlet i Udvalget for skoler og børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg For abonnenter

Oceanliner i miniformat har sejlet 60 år mellem Esbjerg og Fanø: Nu sendes den lille motorfærge Sønderho på førtidspension

Annonce