Annonce
Kolding

Politikere vil ikke hjælpe gymnasium i Kolding: Må vente på nye, landsdækkende regler om fordeling af elever

Kolding Gymnasium fik ikke nogen hjælpende hånd fra medlemmerne af Region Syddanmarks udvalg for uddannelse og arbejdskraft, da udvalget onsdag aften behandlede en anmodning fra gymnasiet om at sætte nye regler for fordeling af de kommende gymnasieelever i Kolding. Foto: Per Bille
Medlemmerne af Region Syddanmarks udvalg for uddannelse og arbejdskraft siger nej til anmodningen fra Kolding Gymnasium om at etablere nye lokale regler for fordeling af gymnasieelever i Kolding. Nu venter endelig beslutning i regionsrådet.
Annonce

Kolding: Der er foreløbig ingen hjælp på vej fra politikerne i Region Syddanmark til Kolding Gymnasium.

Gymnasiets ledelse og bestyrelse har anmodet om, at man i Kolding indfører en ny og anderledes fordeling af de kommende gymnasieelever, så de fordeles mere lige og repræsentativt mellem byens to almene gymnasier.

På gymnasiet oplever man nemlig et faldende ansøgningstal, og en årsag er formentlig, at langt hovedparten af de gymnasieelever i Kolding, der har anden etnisk baggrund end dansk, er samlet på Kolding Gymnasium, og det får nogle unge til at fravælge dette gymnasium.

I december lykkedes det ikke for gymnasiet at få gymnasierektorerne i det såkaldte fordelingsudvalg for Trekantområdet med på at ændre fordelingsreglerne, og herefter klagede Kolding Gymnasium til regionsrådet.


Vi vil dog godt anerkende, at der er begyndende udfordringer på Kolding Gymnasium

Tage Petersen (V)


Onsdag aften behandlede regionens udvalg for uddannelse og arbejdskraft så anmodningen fra Kolding Gymnasium, og også her gav politikerne en kold skulder til gymnasiet i Kolding. Udvalget indstiller således til regionsrådets møde på mandag, at man ikke sætter ind med en anden måde at fordele gymnasieelever på i Kolding.

Annonce

Venter på Folketinget

Ifølge udvalgsformand Tage Petersen (V) skyldes beslutningen først og fremmest, at man i Folketinget er i gang med at forhandle ny, landsdækkende lovgivning på plads om fordeling af landets gymnasieelever. Forhandlingerne er dog udsat på grund af corona.

Tage Petersen peger på, at man bør afvente de nye regler i stedet for at sætte lokale regler i søen nu.

- Vi vil dog godt anerkende, at der er begyndende udfordringer på Kolding Gymnasium. Men omvendt står man ikke på en brændende platform, og forhåbentlig bliver der vedtaget nye, landsdækkende regler i denne Folketingssamling, siger Tage Petersen.

Han tilføjer, at man fra politisk side desuden er påpasselige med at fratage de unge deres frie valg, når de skal vælge gymnasium.

Udvalgsformanden forklarer, at han håber, at de nye, landsdækkende fordelingsregler bliver gennemskuelige for både elever og forældre.

Rektor på Kolding Gymnasium, Sune Hother Petersen, oplyser, at man tager beslutningen i udvalget til efterretning.

- Vi er selvfølgelig kede af det, men vi er også glade for, at man i regionens administration har anerkendt, at vi har nogle udfordringer, og vi er fortrøstningsfulde i forhold til de landsdækkende regler, der er på vej, og heldigvis tyder det på, at regionen vil gå ind i sagen, når den foreligger, siger han.

Kolding Gymnasium

  • Antallet af ansøgere til STX på Kolding Gymnasium var i 2013 på 261, i 2017 var der 157 ansøgere, og i 2020 fik man 138 ansøgninger.
  • I dette skoleår kunne man kun oprette fem nye 1.g-klasser.
  • I 2020 havde lidt over 30 procent af ansøgerne til Kolding Gymnasium ikke-vestlig baggrund, mens det samme gjaldt for cirka syv procent af ansøgerne til Munkensdam Gymnasium.
  • Munkensdam Gymnasium får hvert år så mange ansøgninger, at der typisk ikke er plads til alle. Nogle af dem, der afvises, optages herefter på Kolding Gymnasium.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce