Annonce
Esbjerg

Politikerkritik: Ny supercykelsti skal graves op igen om få år

Henrik Vallø (Borgerlisten) er ikke nogen fan af den nye supercykelsti langs Baggesens Allé. Men han er endnu mindre fan af, at der bruges millioner på anlæggelse af cykelstien, når der skal graves igen på strækningen om få år. Arkivfoto.
Vanvid at anlægge den nye supercykelsti langs Baggesens Allé nu, når det hele skal graves op igen om nogle år i forbindelse med separatkloakering, mener byrådsmedlem. Udviklingen kan ikke stå stille i flere år, svarer udvalgsformand.

Esbjerg: Det er sprøjtegalt at bruge 27 millioner skattekroner på at anlægge den nye supercykelsti langs Baggesens Allé, som der tages første spadestik til mandag den 24. juni, når gaden om få år skal graves op igen i forbindelse med Din Forsynings separatkloakering i bydelen.

Det mener byrådsmedlem for Borgerlisten, Henrik Vallø, der har henvendt sig til borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) med en opfordring til, at anlæggelsen af cykelstien afventer en nærmere koordinering med det fælleskommunale selskab, Din Forsyning.

- Jeg synes, det er en uanstændig brug af skatteborgernes penge, at vi anlægger noget, hvorefter det hele skal laves om igen. Det er immervæk mange penge. Esbjerg Kommune har en presset økonomi i forvejen, men selv hvis vi ikke havde, skal man ikke spilde penge på den måde. Hvis man nu udskød anlæggelsen af cykelstien i nogle år og samtidig fik Din Forsyning til at fremrykke separatkloakeringen i et par år, kunne man nok få det arbejde samkørt. Da der skulle etableres ny belægning i Kongensgade, tænkte man også kloakering og belægning ind i samme tidsplan, siger Henrik Vallø, der har fået oplyst, at arbejdet med at separatkloakere på strækningen vest for Blichers Allé sættes i gang i 2025.

Annonce

Finansiering

  • Anlæggelse af supercykelstien langs Baggesens Allé fra Fynsgade til Veldbækvej koster 26,7 millioner kroner, og Vejdirektoratet støtter projektet med 40 procent svarende til 10,7 millioner kroner.

Tossede rundkørsler

Det er en kendt sag, at Henrik Vallø hverken er den store tilhænger af supercykelstien eller for den sags skyld af cykelstibroen, der snart sendes i udbud, men han afviser en sammenhæng:

- Det er sådan set ikke det, det handler om her. Nu er supercykelstien langs Baggesens Allé stemt igennem af et flertal i byrådet og fred være med det, selv om den rent trafiksikkerhedsmæssigt ikke gør nogen som helst forskel. Det er derimod i de tossede skildpadde-rundkørsler, som jeg altid har været kritisk over for, at uheldene sker. Men dét her handler alene om, at vi bruger en masse penge på en uhensigtsmæssig måde, siger Henrik Vallø med henvisning til, at han for godt et år siden udbad sig en oversigt over de senere års uheld på strækningen.

Oversigten viste, at der i en femårig periode fra 2012 til 2016 blev registreret 33 uheld i området, heraf 12 uheld med cykler eller knallert 30. I de 12 uheld var der fire med personskade, og ni ud af de 12 uheld skete i rundkørslen ved Skolebakken samt minirundkørslerne ved Randersvej og Ingemanns Allé - de såkaldte skildpadderundkørsler.

Ikke enig

Formanden for Teknik & Byggeudvalget, Søren Heide Lambertsen, der klokken 13.30 mandag den 24. juni er klar til at sætte sig i en gravemaskine og tage første spadestik til supercykelstien, som skal skabe en direkte forbindelse mellem Esbjerg Ø og centrum via den kommende cykelstibro fra Exnersgade over banelegemet, er ikke enig med Henrik Vallø.

- Din Forsyning skal først separatkloakere den del af Østerbyen om 10-12 år, og vi kan ikke lade alle projekter stå stille så længe. Men jeg ved fra borgmesteren, at han har bedt om at få undersøgt, om separatkloakeringen på strækningen kan fremrykkes, alternativt om stikledningerne kan lægges ned under cykelstien, så den ikke skal graves op igen, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Kan vi i det mindste få ærlig kommunikation?

Det lover simpelt hen ikke godt for regeringens troværdighed. I ni ministerier har man skiftet kommunikationschef efter valget. I syv tilfælde er der blevet ansat en kommunikationschef, der træder ind ad døren med et cv præget af tætte personlige eller politiske relationer til den socialdemokratiske minister, der netop har sat sig til rette i ministerkontoret. Der er tale om tidligere personlige rådgivere, valgkoordinatorer og politisk frivillige i valgkampe. Det er dog et tilfælde, insisterer regeringen. Et helt ufatteligt tilfælde, fristes man til at tilføje. Alt er gået rigtigt til. De bedste er valgt, i hvert eneste tilfælde. Og ministrene har overhovedet ikke blandet sig. Hedder det sig. I Danmark er embedsmandskorpset ikke politisk udpegede. Der er godt nok en tendens til, at politikere omgiver sig med flere og flere rådgivere, men kommunikationschefer i ministerier er ikke rådgivere. De er embedsmænd, de arbejder for staten og dermed for borgerne. De får løn af statskassen. De er ikke socialdemokrater eller noget andet - de er upolitiske. Det er derfor, at ansættelserne af de syv kommunikationschefer stikker sådan ud. Det er derfor oppositionen - ført an af Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, i en stadig mere og mere kontant retorik insisterer på at få svar fra ministrene på spørgsmålet: Er alt gået rigtigt til? Man forstår den stigende irritation, som bortforklaringerne fortsætter. Det er en dybt beklagelig udvikling. Det er muligt, at politikere har brug for mere og mere politisk rådgivning, og derfor har behov for politiske rådgivere. I så fald er det rådgivere, de skal ansætte, og det skal selvfølgelig ske transparent for alverden. Stå ved det, tag det efterfølgende politiske slagsmål i Folketinget, for ærligt talt vil det være en kamp, der er til at klare. Uanset hvad der siges lige nu på tværs af folketingssalen, vil den næste regering formentlig ansætte endnu flere politiske rådgivere, end denne har gjort. Sådan er trenden. Men vær dog ærlig. Drop skuespillet. Hellere politisk udvalgte kommunikationschefer end fordækte udnævnelser, der skaber tvivl om afsenderen på de budskaber, som vil komme ud af samtlige ministerier de kommende år.

Annonce