Annonce
Tønder

Politikerne: Derfor skal du stemme i dag

Danskerne er i løbet af de sidste uger blevet mindet om at stemme til kommunalvalget. Men hvorfor er det så vigtigt, at vi sætter vores kryds på stemmesedlen? Det har vi spurgte partilederne i Tønder Kommune om.

Tønder: Tirsdag morgen fra klokken 8.00 kan man afgive sin stemme 22 steder i Tønder Kommune. Og det er slet ikke ligegyldigt, om man kommer afsted og får sat sit kryds. Det er politikerne i Tønder Kommune enige om.

- Vi har brug for, at alle lader deres stemme blive hørt. At man stemmer er et udtryk for engagement, interesse og vilje både til demokratiet og Tønder Kommunes udvikling, siger Thomas Ørting Jørgensen fra Borgerlisten.

Det er Betina Nygaard Pedersen fra Nye Borgerlige enig i:

- Man skal være interesseret i, hvad der foregår i deres egen kommune. Man skal ind og stemme på en, der kan repræsentere det, som man selv går ind for, siger hun.

- Jeg synes, det er meget vigtigt, sådan at vi får alle folks meninger med, siger DF's Bent Aabling Paulsen.

Morten Gliemann fra Radikale Venstre peger på, at borgerne med deres stemmer er med til at bestemme over kommunens budget.

- Det er penge, der går til ældrepleje, til skoler og til veje og belysning. Så hvis man gerne vil bestemme over sin egen virkelighed, så er det jo tosset ikke at tage sig sammen til at stemme, siger han.

Jørgen Popp Petersen fra Slesvigsk Parti peger på, at valget berører alle.

- Folk må selv bestemme, hvordan de agerer, men ligegyldighed har jeg svært ved at acceptere, siger han.

Socialdemokraternes Peter Christensen peger på, at borgerne ved at stemme sikrer sig et ejerskab til det lokale demokrati. Det samme har Mathilde Ziefeldt fra SF fokus på:

- Det er vigtigt at stemme, for at det bliver mere mangfoldigt i kommunalbestyrelsen, så den afspejler den befolkning, som man skal ind at arbejde for.

Gert Brennalt fra Kristendemokraterne mener, at det er vigtig at stemme for at få indflydelse på, hvem der kommer ind i kommunalbestyrelsen, så ens egen overbevisning kan blive repræsenteret.

Alternativets Peter Beiter Andresen peger på, at borgerne skal stemme, fordi valget har indflydelse på deres hverdag.

- Man skal udnytte den rettighed, man har. Man skal udnytte den medbestemmelse, man kan få, og være glad for at man har noget medbestemmelse.

Liberal Alliances Claus Hansen peger på valget som demokratiets festdag.

- Det er der, de kan komme og yde indflydelse på den fremtid, de er en del af.

Anette Abildgaard fra de Konservative mener, at det er en pligt at stemme.

- Det giver borgerne en mulighed for at stemme på nogen, der kan tale for deres sag. Derfor er det også vigtigt, at vi får de unge til at stemme. Jeg mener, at det nærmest er en pligt at gøre det. Ellers kan vi ikke siden hen tillade os at klage over det, der bliver besluttet, hvis man ikke selv byder ind.

Ifølge Henrik Frandsen er det også vigtigt at huske at stemme til regionsvalget og for dem, der har rundet det 60 år ældrerådet.

- Det er også vigtigt, at man stemmer ved regionsvalget. Der foregår også nogle spændende ting, og endelig er der også valg til ældrerådet, hvor det også er vigtigt at stemme, siger han.

Holger Petersen, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten, ønsker ikke at svare på JydskeVestkystens spørgsmål.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Kolding

Indisk takeaway fik sur smiley

Regionalt For abonnenter

Region om lunken Carelink-bedømmelse: - Man kan godt være tilfreds med en Ford, selv om der står en Mercedes ved siden af

Annonce