Annonce
Billund

Politikerne kigger med i regnskaberne for at undgå en ny Frihavnen-sag

Efter en sag hos plejehjemmet Frihavnen i Vorbasse får byrådet i Billund Kommune nu tættere kontrol med regnskaberne i beboerforeningerne. Arkivfoto

Byrådet får tættere kontrol af regnskaberne hos beboerforeningerne på for eksempel de kommunale plejehjem. Det skal til for at undgå en ny Frihavnen-sag.

Billund Kommune: Hvordan undgår man en ny sag som den hos Frihavnen i Vorbasse, hvor nuværende plejehjemsbeboere pludselig fik en kraftig huslejestigning på sig?

Det spørgsmål stillede Dansk Folkeparti tilbage i april, da byrådet godkendte en huslejestigning på over 22 procent eller cirka 1150 kroner om måneden.

Svaret er kommet nu, og det lægger op til tættere politisk kontrol.

Byrådet skal således fremover hvert år have en orientering om regnskabet i boligforeningerne på de kommunale plejehjem, i forbindelse med at byrådet godkender kommunens regnskab. Indtil nu har politikerne ikke kigget ned i de enkelte regnskaber.

En af årsagerne til den store gæld på Frihavnen var desuden, at diverse huslejestigninger tidligere var blevet stemt ned af beboerforeningen. Fremover orienteres politikerne med det samme, hvis en beboerforening stemmer nej til nødvendige huslejestigninger.

Det er to af hovedpunkterne i svaret, som blandt andet også indebærer en ambition om generelt mere og bedre kommunikation med beboerforeninger i kommunen.

Annonce

Frihavnen i Vorbasse

De nuværende beboere på plejecenter Frihavnen i Vorbasse får en markant huslejestigning for blandt andet at lappe det hul, der gennem en længere årrække er opstået i regnskabet.Det kunne være undgået, hvis huslejen gennem årene havde været tidssvarende.

Sagen har siden efteråret bølget gennem det politiske system, men på bundlinjen står, at der skal rettes op på regnskabet. Den regning lander hos beboerne.

Formand: Ingen garanti

Robert Terkelsen (V), formand for voksenudvalget, er tilfreds med svaret, som kommer fra kommunens forvaltning. Han påpeger dog samtidig, at det ikke kan være en garanti for, at der aldrig sker fejl igen.

- Det er ikke en facitliste, så vi kan sige, at nu sker det aldrig mere, men det er en liste, der sørger for, at vi bliver bedre til at passe på, siger Robert Terkelsen.

DF vil selv følge op

Hos Dansk Folkeparti, som stillede spørgsmålet, har man tillid til, at sagen nu ikke gentager sig:

- Men det skyldes også, at jeg selv har tænkt mig at tage det op med jævne mellemrum fremover og stille spørgsmål til regnskaberne i voksenudvalget. På den måde er vi bedre stillet end før, for der var jo tydeligvis ingen, som gjorde noget som helst, siger Henning Sejer Madsen (DF), som stadig ikke forstår, hvorfor kommunen ikke tør placere ansvaret for fejlen.

- Så på den måde er jeg ikke tilfreds, men nu kommer det ikke til at ske igen på samme måde, tilføjer Henning Sejer Madsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

VUC Syd har fået ny direktør

Annonce