Annonce
Kolding

Politikerne til havnen: Kom med jeres udspil til havnens fremtid

Nu skal havnebestyrelsen i gang med at lave sit forslag til, hvordan erhvervshavnens områder kan udvikle sig i overensstemmelse med byrådets ønske om at binde byen og fjorden bedre sammen. Arkivfoto: Søren E. Alwan
De 12 virksomheder, der mandag henvendte sig til Kolding Byråd i et åbent brev, kan godt glemme alt om, at politikerne opgiver at udvikle erhvervshavneområdet - også med boliger. Nu beder de havnens ledelse om at komme på banen med et udspil, så der hurtigere kan skabes den ønskede klarhed over, hvad der skal ske.

Kolding. Nu skal Kolding Havns bestyrelse og virksomhederne på havnen i gang med at lave deres udspil til, hvordan havneområdet skal udvikle sig over de kommende år - og udspillet skal leve op til den hensigtserklæring, som et enigt byråd vedtog i december sidste år.

Det vil sige, at det skal indfri politikernes ønske om, at "erhvervshavn, by og fjord skal bindes sammen i en udvikling af havneområdet", og at "havneområdet skal udvikles med boliger, erhverv, kultur og rekreative områder, hvorved der bliver mere by og grønnere havn".

Beskeden til havnebestyrelsen bliver sendt afsted af alle byrådets seks gruppeformænd, løsgænger Hanne Dam og borgmester Jørn Pedersen, efter at 12 havnevirksomheder mandag henvendte sig til byrådet med et åbent brev. Her opfordrer de til, at der skabes hurtig afklaring, og at politikerne dropper deres vision om at skabe byudvikling med boliger på havnearealerne.

Annonce

Åbent brev

  • 12 havnevirksomheder har skrevet et åbent brev til byrådet i Kolding Kommune med overskriften ”Kolding Havn skaber værdi for hele Kolding”.
  • Det er styregruppen bag Bevar Kolding Havn, der tæller Svane Shipping, Grau Shipping, Hjaltelin og H. Daugaard, der har taget initiativet til brevet og derudover har følgende ”underskrevet” brevet: Aalborg Portland, DLG, Danish Agro, S. A. Christensen & Co., Rimeco, NCC Industry, Kolding Havne Entreprenør, Vejer og Måler.

En ommer

- Vi speeder gerne processen op. Men havnevirksomhedernes henvendelse ændrer ikke ved den retning, vi har sat, siger Jørn Pedersen.

Han påpeger, at havnevirksomhederne tidligere har udtrykt bekymring for, at processen skulle gå for hurtigt.

- Nu kan det ikke gå hurtigt nok, og så siger vi: Ok, så kom med et begavet bud, siger Jørn Pedersen, som er overrasket over, at havnevirksomhederne i deres brev "dybest set siger, at erhvervshavnen skal fortsætte som nu".

- De har jo tidligere kvitteret for, at vi nu arbejder frem efter byrådets ønsker om, at by og fjord skal bindes bedre sammen i en byudvikling med boliger, liberale erhverv og fritidsformål. Så i stedet for at starte en ny skyttegravskrig, må havnen trække i arbejdstøjet, siger borgmesteren, der kalder det "en ommer", at havnevirksomhederne bruger coronakrisen som afsæt for deres opråb.

- Her taler vi altså om en udvikling af et område, som skal stå på i op til 30 år, siger han.

Fjollet

Havnebestyrelsens formand, byrådsmedlem Tobias K. Jørgensen (V), fastslår, at han har stor forståelse for, at virksomhederne er frustrerede og har brug for en afklaring.

- De føler, at de står i et vadested, hvor de ikke ved, om de er købt eller solgt, og jeg kan sagtens følge, at de har brug for at få at vide af vores ejere, hvad de vil. Jeg hører ikke virksomhederne sige, at alt bare skal køre videre som nu, men de har brug for at vide, hvilke muligheder de har for at udvikle deres forretninger, siger han.

Men de siger også, at det ikke duer med boligbyggeri på havnearealerne, selvom det er en del af den politiske hensigtserklæring?

- Virkeligheden er jo bare, at Kolding har brug for at udvikle sig, og at det er et politisk ønske, at byen skal have lov til at udvikle sig i samarbejde med Kolding Havn, siger Tobias Jørgensen.

Havnens formand har allerede bedt sin direktion om at lave et udspil til en grønnere erhvervshavn med mulighed for byudvikling. Det arbejde bliver havnens virksomheder inddraget i, fortæller han.

- Og jeg siger med vilje byudvikling, for måske kan der være boliger på nogle områder, måske kan der ikke. Måske kan vi bytte rundt på nogle arealer, så det giver mening både for virksomhederne og for Kolding by. Det må vi finde ud af.

Kan du forsikre, at det udspil, I kommer med, vil være i overensstemmelse med byrådets ønsker?

- Det vil være fjollet at komme med et udspil, der ikke er politisk rygdækning for, siger Tobias Jørgensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Natteravnen er i fare for at uddø lokalt

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Annonce