Annonce
Varde

Politikerne ville lytte - men blev afkrævet svar

Sct Jacobi Skole.Foto: John Randeris

Ti byrådspolitikere dukkede op til et møde for forældre på Sct. Jacobi Skole. De troede, de kunne lytte til forældrene, men blev placeret på en scene og afkrævet svar.

Annonce

Varde: Ti byrådspolitikere sidder på en scene. Foran dem er forældre til børn på Sct. Jacobi Skole til et møde, som skolebestyrelsen har arrangeret. Hurtigt får forældrene muligheden for at stille spørgsmål til politikerne.

En far stiller spørgsmål om, hvorvidt det er økonomisk ansvarligt at bygge en moderne skole om til en specialskole i stedet for at bygge en specialskole fra bunden. Panelet er helt tavst.

- Var det er uklart spørgsmål, spørger han.

Kim Stagaard, der har et barn på skolen, tager ordet:

- Hvis ingen vil deltage, hvis ingen vil svare, kan vi lige så godt rydde panelet.

Flere af politikerne forklarer derefter, at de ikke havde regnet med at skulle sidde i et panel, da de fik indbydelsen. De er kommet for at lytte.

- Jeg vil sige i forhold til forslaget om at forlade lokalet: Nej, det vil vi ikke. Vi vil gerne lytte, siger Søren Laulund.

Sct. Jacobi Skole

Under den indledende høring var der forslag om at samle overbygningsklasser på Sct. Jacobi Skole, men det var overraskende for alle andre, da politikerne i stedet foreslog at nedlægge skolen som almen folkeskole og i stedet samle specialelever på den.Nu er politikernes forslag i høring, og under høringen forsøger forældre og lærere på Sct. Jacobi Skole at ændre forslaget, så skolen består.

Politikerne træffer den endelige beslutning sidst i maj.

Hvis skolen lukker i 2020, så bliver eleverne fordelt på Lykkesgårdskolen og Brorsonskolen.

Annonce

Arrogant svar?

Politikerne bliver og flere af dem begynder at svare på spørgsmålene derefter. Men forældrene er tydeligt utilfredse med, at der ikke findes en pris for, hvad det vil koste at ombygge Sct. Jacobi Skole, at det ikke er besluttet, hvornår den nye Brorsonskolen er klar, og at politikerne heller ikke klart kan svare på, om de yngste børn kan komme til at gå i skole på en gammel Brorsonskolen, når de skal flyttes i 2020.

Stig Leerbeck (V) stiller spørgsmålstegn ved, om det betyder noget for børnene, om de skal cykle til en anden skole, når de er så tæt på hinanden. Det får en far til at tage ordet:

- Jeg forventede, vi kunne få nogle svar og ikke en arrogant holdning om, hvorvidt vores børn skal køre til højre eller venstre.

- Er det virkelig rigtigt, at Varde består af tre landsbyer omkring hver sin skole? Jeg spørger, fordi jeg ikke forstår det, svarer Stig Leerbeck.

Annonce

Land mod by

Flere forældre kritiserer også, at Sct. Jacobi Skole bliver lukket, mens små landsbyskoler overlever, selvom det ifølge de forældre, der tager ordet, ville være bedre at lukke dem.

Stig Leerbeck tager også her ordet og siger, at tingene ikke har noget med hinanden at gøre.

- Vi investerer en kvart milliard i Varde by, siger han.

- At sætte det op som land mod by er decideret tåbeligt.

Niels Christiansen (K) giver dog forældrene ret i, at tingene hænger sammen, og han synes også, der burde være lukket flere landsbyskoler.

Annonce

Kritisk over for specialcenter

Ideen om at samle alle specialbørn et sted, hvor ingen normalbørn går, vækker også kritik. Flere påpeger, at der også er forældre til specialbørn, der er imod den plan. Dennis Krog-Meyer har været formand for Firkløveret, som Solsikken og Smørhullet hører under. Det er to nabobørnehaver med henholdsvis specialbørn og normalbørn, og han synes, at det er til gavn for begge grupper børn, at børnehaverne ligger op af hinanden. Solsikken skal også flytte ind på Sct. Jacobi Skole ifølge forslaget.

Både Holger Grumme (R) og Stig Leerbeck erkender, at de har været bekymrede og skeptiske over for forslaget om at adskille specialbørn fra andre børn.

- Argumentet om, at vi kunne få et stærkere fagligt miljø har jeg købt indtil videre, siger Stig Leerbeck.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

100 år siden Genforeningen: En stor dag for Sønderjylland, Danmark og Verden

Annonce