Annonce
Aabenraa

Politisk løfte: Håndslag på rådhustrappen til 50 millioner

Jesper Petersen, Thomas Andresen og Eva Kjer Hansen gav hinanden håndslag på, at grænsependlernes skattepenge fremover skal ligge i kommunekassen. Foto: Timo Battefeld
Socialdemokraten Jesper Petersen og Eva Kjer Hansen fra Venstre lover, at de sammen vil arbejde for, at de sønderjyske kommuner får skatten fra grænsependlerne. For Aabenraa Kommune drejer det sig om rundt regnet 50 millioner kroner.

AABENRAA: Borgmester Thomas Andresen (V) var en glad vært, da Eva Kjer Hansen fra Venstre og Jepser Petersen fra Socialdemokratiet fredag lagde vejen forbi rådhuset i Aabenraa midt i valgkampen.

De to afgav et fælles løfte om, at de vil sørge for, at skatten fra de pendlere, der bor i Tyskland og arbejder i Danmark, fremover havner i kommunekassen. Som det er nu, er det staten, der får glæde af disse skattekroner, og de fordeles så ud til samtlige 98 kommuner.

For Aabenraa Kommune betyder det et tab på omkring 50 millioner om året. Hvis de to politikere fra Christiansborg får held med deres forehavende, er det altså noget, der luner gevaldigt i kommunekassen.

- Vi giver nu hinanden håndslag på, at vi vil sørge for at få den udfordring løst, lød det fra Eva Kjer Hansen, som bor i Aabenraa og er opstillet i Kolding-syd-kredsen.

- Hvis det her skal på plads, så kræver det, at man er meget vedholdende, og vi lover at have det som en meget høj prioritet, sagde Jesper Petersen, der er opstillet i Haderslev-kredsen.

Annonce

Reform på trapperne

  • En af de ting, der har spændt ben for Aabenraa Kommune i forbindelse med pendlernes skat, er den udligningsreform, der er på trapperne.
  • Det var planen, at der i den nu næsten overståede folketingsperiode skulle vedtages en ny fordeling af statens tilskud til kommunerne - også kaldet en udligningsreform. Men den reform blev udsat til efter valget.
  • Om pendlerskatten bliver en del af en kommende udligningsreform, eller om de sønderjyske kommuner får deres skattepenge via en anden lovændring, er endnu uvist.

Flere års kamp

De sønderjyske kommuner har haft et skattemæssigt underskud på grænsependlerne siden 2007, og Aabenraa Kommune har løbende forsøgt at gøre statslige embedsmænd og politikere opmærksomme på problemet.

Argumentet fra statens side har hidtil været, at det slet ikke kan lade sig gøre at udregne, hvor meget de sønderjyske kommuner mister. Nu har Aabenraa Kommune imidlertid selv fundet en beregningsmetode, og skatteministeriet har nikket ja til metoden.

- Vi har fra de sønderjyske folketingsmedlemmers side lavet meget støj omkring det her. Men nu har Aabenraa gjort det store forarbejde, og problemet med udregningen er klaret, konstaterer Eva Kjer Hansen.

- Eva og jeg er ofte uenige politisk, og lige nu kæmper vi for hver sin regering, men i vigtige lokale sager som denne handler det om at holde sammen som sønderjysk valgte. Ellers rykker vi ingenting, fastslår Jesper Petersen.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.

Varde

Købmand berørt over sur smiley: Der var ingen fare for fødevaresikkerheden

Annonce