Annonce
Sønderborg

Politisk splid: Sag om Arabisk Forening ender nu i byrådet

Det er her i Porsgrunngade 2, at Den Arabiske Forening i Sønderborg holder til. Men det er til gene for beboerne på grund af støj og meget trafik. Sagen skal nu behandles i byrådet. Foto: Henrik Rath
Den Arabiske Forening i Sønderborg driver forening med bøn i boligområdet ved Porsgrunngade. Beboere har klaget over støj- og parkeringsgener. Nu vil flertal i udvalg forsøge at finde løsninger, mens DF kræver aktiviteterne stoppet, som kommuneplanen foreskriver.
Annonce

Sønderborg: - For mig at se er sagen klokkeklar. Området er i følge kommuneplanen udlagt til boliger, så foreningen bør finde et andet sted. Der har været mange klager fra beboerne, og dem bør vi lytte til, siger Stefan Lydal (DF).

Teknik- og miljøudvalget har netop behandlet en sag, hvor Arabisk Forening i Sønderborg har søgt om lov til at bruge Porsgrunngade til foreningsaktiviteter.

Sagen var også i foråret på dagsordenen, men blev taget af som følge af, at man ville indgå i dialog med foreningen og borgerne i området. De har klaget over støj samt trafik- og parkeringskaos, når der to gange i ugen er samling til blandt andet bøn.

- Derfor har jeg også, som den eneste i udvalget, stemt for forvaltningens indstilling om at nedlægge et paragraf 12-forbud, så det stoppes, tilføjer Stefan Lydal.

I sagsfremstillingen står blandt andet:

Forvaltningen vurderer, at de ansøgte foreningsaktiviteter i praksis falder inden for bygnings- og enhedsanvendelseskoden ”kirke eller anden bygning til trosudøvelse for statsanerkendte trossamfund"

Og det strider mod kommuneplanen for området. Endvidere vurderer forvaltningen, at det vil være nødvendigt for foreningen at etablere 30 parkeringspladser for at kunne mindske de trafikale udfordringer, der finder sted på spidsbelastningstidspunkterne. Og det kan ikke ske på egen grund, som det ellers skal.

Annonce

Nyt forslag fra flertalsgruppen

Men på mødet fremlagde flertalsgruppen anført af socialdemokraterne et forslag, hvor man vil forsøge at finde løsninger, der gør, at støjniveauet holder sig indenfor grænseværdierne og foreningen håndterer parkeringen inden for egen grund og holder aktiviteterne inden døre.


Derfor har jeg også, som den eneste i udvalget, stemt for forvaltningens indstilling om at nedlægge et paragraf 12-forbud, så det stoppes.

Stefan Lydal (DF)


- Af den grund var der et flertal for at udsætte sagen, så det kan undersøges. Det vil vi fortsat gøre, men tager så debatten og beslutningen i byrådet efter ønske fra Stefan Lydal, siger udvalgsformand Aase Nyegaard (L), som i forløbet af været i dialog med en talsperson for beoerne.

Annonce

Venstre vil afvente

Venstre Tage Petersen, der ikke er en del af flertalsgruppen, stemte imod forvaltningens indstilling sammen med Aase Nyegaard (L), Ganeswaran Shanmugaratnam (S), Rikke Lock Harvig (S), Kristian Beuschau (S) og Dieter Jessen (Slesvigsk Parti).

- For mig er det ligegyldigt, om det er en arabisk forening eller en frimærkeklub, så længe de overholder gældende regler. Nu kommer der så en ny sag, hvor forvaltningen vil beskrive hvordan man kan stille krav til parkeringsforhold, støjniveau med mere. Herefter vil jeg forholde mig endelig til sagen, siger han og tilføjer:

- Det er selvfølgelig ikke uproblematisk med den slags aktiviteter i et boligområde, men ud fra et ligebehandlingsprincip skal vi huske, at den bosniske forening for et par år siden fik lov til tilsvarende aktiviteter i et parcelhusområde i Ulkebøl.

Det mener Stefan Lydal dog ikke kan sammenlignes.

- På Porsgrunngade er reglerne klare, så hvorfor skal vi nu til at bøje loven, siger han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Arabisk Forening.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Gratis julekoncert i Folding Kirke

Annonce