Annonce
Udland

Populært britisk tv-program lukker efter gæsts dødsfald

Paul Ellis/Ritzau Scanpix
En gæst blev 9. maj fundet død efter at have deltaget i "The Jeremy Kyle Show". Onsdag er programmet lukket.

Det britiske tv-program "The Jeremy Kyle Show" er blevet lukket, efter at en gæst tidligere på måneden døde kort efter at have deltaget i programmet.

Det oplyser ITV, der står bag programmet, onsdag.

Programmet blev mandag suspenderet på ubestemt tid.

Årsagen var, at den 63-årige Steve Dymond blev fundet død den 9. maj, en uge efter at han havde været med i programmet.

- "The Jeremy Kyle Show" har haft et loyalt publikum og er blevet lavet af et dedikeret produktionshold i 14 år. Men nu er det rigtige tidspunkt for showet til at stoppe, siger ITV-chef Carolyn McCall i en udtalelse ifølge Sky News.

"The Jeremy Kyle Show" blev første gang sendt i 2005.

I programmet konfronterer gæster hinanden - ofte i ophedede skænderier - med detaljer fra deres privatliv. Tit bliver der også brugt løgnedetektor og dna-prøver til at afsløre eksempelvis utroskab og et barns biologiske far.

I 2007 blev en mand dømt for overfald, efter at der udbrød slåskamp under optagelserne til programmet.

Ifølge Sky News var 63-årige Steve Dymond gennem en løgnedetektortest.

Her skulle han overbevise sin forlovede om, at han ikke havde været hende utro. Han fik dog at vide, at han havde dumpet testen.

Afsnittet med Steve Dymond er ikke - og bliver ikke - sendt.

Af de tv-programmer, der bliver vist i tv i løbet af dagtimerne, har "The Jeremy Kyle Show" har været et af ITV's mest populære.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce