x
Annonce
Aabenraa

Populært udflugtssted pønser på stor udvidelse

Favsbjerg Naturhostel byder blandt andet på køkkenshelter og et større forsamling- og overnatningsshelter. Foto: Favsbjerg Naturhostel
Gæsterne er så glade for Favsbjerg Naturhostel ved Klovtoft, at ejerne vil dedikere sig til det fuldtid og lave en stor udvidelse. Stedet åbner for alvor i 2021.

Klovtoft: Familien Luff havde sådan set regnet med, at det bare skulle være en hyggelig sidebeskæftigelse.

I en årrække har de drevet Favsbjerg Naturhostel i naturskønne omgivelser sydøst for Klovtoft. Stedet - som blandt andet består af to sheltere, køkkenshelter og et større forsamling- og overnatningsshelter - bruges primært til familie- eller firmaudflugter, fester, polterabender og lignende. Dét koncept har vist sig mere populært end forventet.

- Vi har noget, der ligner 1500 gæster om året, så der har åbenbart været et behov for det. Vores udgangspunkt var egentlig, at det kunne være hyggeligt med 100 mennesker og nogle skoleklasser, der besøgte os hvert år, men det aktuelle antal besøgende stiller nogle helt andre krav til eksempelvis rengøring og vedligeholdelse, siger Leo Luff, som driver stedet med sin hustru, Gisela Luff.

Derfor var ægteparret nødt til at træffe en beslutning.

- Vi har begge fuldtidsarbejde ved siden af, så enten skulle vi lukke ned af tidshensyn, eller så skulle vi gøre det professionelt, siger Leo Luff.

Annonce

LAG-midler til tilgængelighed

Sidste år fik Favsbjerg Naturhostel tilsagn om knap 290.000 kroner i LAG-midler, der var øremærket et projekt kaldt "tilgængelighed for alle". Det fokuserede på at gøre naturen på stedet mere tilgængelig for kørestolsbrugere og folk med særlige fysiske behov i forhold til at kunne færdes i naturen. Det omfattede særligt indrettede hytter, stisystemer og en grundlæggende idé om at tænke behovene ind i planlægningen, oplyser ejerne.

Stor udvidelse

I sidste ende faldt beslutningen på det sidste.

- Men så skal der lave en masse mere herude, tilføjer han.

Det tør siges. På seneste møde i Aabenraa Kommunes vækstudvalg for land og by har udvalgsmedlemmerne således forholdt sig til en ansøgning fra Favsbjerg Naturhostel om at udvide sine faciliteter med 25 mobile overnatningshytter, otte stationære overnatningshytter, to trækrone-sheltere samt to toiletter og en servicebygning. Derudover skal der laves en legeplads samt en hængebro.

Et enigt udvalg har sagt ja til at igangsætte udarbejdelsen af et kommuneplantillæg, som giver mulighed for alt det.

- Vi er også ved at lave receptionsbygning og Biergarten, og så udvider vi med en ekstra sø, som de mobiler hytter skal ligge ved, siger Leo Luff.

Kan leve af det på sigt

Familien laver det meste selv.

- Min søn er færdiguddannet ingeniør, og han har gået og hygget sig med noget af det i sit sabbatår. Nu har vi aftalt at lave et firma, der kommer til at drive stedet, og så går han med i det. Det hele kommer ikke til at ske i morgen, for det tager nogle år at bygge op. Vi håber at kunne leve af det om fem til seks år, siger Leo Luff.

I 2020 kommer Favsbjerg Naturhostel til at køre på lavt blus, inden det for alvor går løs til næste år.

- Vi holder godt nok åbent i år, men der bliver tale om nogle få arrangementer og så lige dem, der melder ind. Det handler om at få ro til at bygge. Og så åbner vi rigtigt i 2021, siger Leo Luff.

Området er på cirka 15 hektar og er - foruden alle faciliteterne - anlagt med større søer, stier og skov. Illustration: Aabenraa Kommune

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Farvel til Tønder Festival, Vorbasse Marked, genforeningsfest, ringridning og alle de andre

Tønder

Tønder Festival 2020 er aflyst

Danmark

Live efter statsministerens pressemøde: Få overblikket over planerne her

Annonce