Annonce
Sydjylland

PostNord var tre uger om at levere Eriks brev: - Enhver kan gå strækningen lige så hurtigt

PostNord har en aftale med staten om, at mindst 93 pct. af de almindelige breve, der må være fem hverdage undervejs, skal være fremme til tiden. Det bliver PostNord målt på af et uvildigt firma, og i 2017 leverede PostNord 95,1 pct. af de almindelige breve uden forsinkelser. Arkivfoto: Henrik Petit/PostNord Danmarks fotoarkiv

Erik Piihl og hans kone sendte i februar et brev til deres oldebørn med PostNord. Godt tre uger efter landede brevet i oldebørnenes postkasse i Nordsjælland.

Leveringstid: Hvor langt tid tager det at komme fra Sdr. Bjert ved Kolding til Skævinge i Nordsjælland?

Ét døgn og ti timer på gåben, hvis man skal tro Google Maps. Er det med PostNord tager det lige godt tre uger, hvis man skal tro 76-årige Erik Piihl fra Agtrup ved Sdr. Bjert.

- Jeg synes, det er for dårligt, de ikke kan få posten ud i ordentlig tid, siger han.

Han og hans kone sendte i starten af februar et brev til deres to oldebørn på to og syv år, der bor i Skævinge. Tre uger senere nåede brevet frem.

- Jeg vil påstå, at enhver kan gå strækningen lige så hurtigt, siger han.

Annonce

Det betyder noget for mig, for jeg vil da have mine breve i løbet af en fire-fem dage.

Erik Piihl, bruger af PostNord

Trøstebrev

Brevet blev ifølge Erik Piihl sendt fra Shell i Sdr. Bjert omkring den 10. februar med et frimærke til en otte-ni kroner og dukkede ifølge Erik Piihl op ved oldebørnene, da kalenderen sagde marts.

- Min kone blev opereret i den ene fod i januar måned og skulle sidde i kørestol i tolv uger, og så fik hun et brev fra vores to oldebørn som et slags trøstebrev. Og det svarede hun selvfølgelig på, forklarer han og uddyber:

- Vi ringede og eftersøgte brevet flere gange, og til sidst opgav vi at spørge, om de havde fået det, fortæller Erik Piihl.

Parret har dog ikke henvendt sig til PostNord.

- Vi har opgivet at kontakte PostNord. Vi har flere gange oplevet, at det tog en uge eller fjorten dage at få et brev frem, fortæller Erik Piihl.

Ikke opgaven voksen

Med leveringstiden in mente mener Erik Piihl ikke, at PostNord længere har sin berettigelse i landet.

- Staten kan lige så godt lade dem gå konkurs og få nogle nye på banen. PostNord er ikke deres opgave voksen, siger han.

Og på grund af dette har han kontaktet JydskeVestkysten.

- Jeg har selv været byggeleder i mange år i det private. Havde en underentreprenør i flere omgange forsømt at levere i ordentlig tid, var det ligefør, virksomheden gik konkurs, fortæller han.

Hvorfor betyder det noget for dig, om det tager fem eller 22 dage at levere dit brev?

- Jeg synes, det er for dårligt. Det betyder noget for mig, for jeg vil da have mine breve i løbet af en fire-fem dage.

PostNords svar

JydskeVestkysten har forelagt PostNord kritikken fra Erik Piihl. De har sendt følgende svar til avisen:

- Jeg er rigtig ked af, at Erik Piihls brev har været længe om at komme frem, og det er klart, at han føler sig frustreret. Det tyder på, at brevet har været afleveret forkert, og så er kommet ind i vores system igen. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, for brevene skal ud til tiden, og vi vil gerne sige undskyld for vores fejl, skriver Morten O. Nielsen, kommunikationschef i PostNord i Danmark, og tilføjer:

- Postbudene omdeler flere millioner breve, og det kan desværre ikke helt undgås, at der engang imellem sker fejl, men generelt kommer brevene frem til tiden. PostNord har en aftale med staten om, at mindst 93 pct. af de almindelige breve, der må være fem hverdage undervejs, skal være fremme til tiden. Det bliver PostNord målt på af et uvildigt firma, og i 2017 leverede PostNord 95,1 pct. af de almindelige breve uden forsinkelser. Jeg ved godt, at det ikke er en hjælp for den enkelte kunde, hvis brev er forsinket, og vi arbejder derfor hele tiden på at få vores kvalitet i vejret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sydjylland

Se de nyeste tal: 77 indlagte corona-patienter i Region Syddanmark

Danmark

Live: Nu har 179 personer med coronavirus mistet livet i Danmark

Esbjerg

Esbjerg løber sammen og hver for sig

Sydjylland For abonnenter

Politiet i opråb: Uklare GDPR-regler forsinker opklaring af kriminalitet

Annonce