Ølgod: Hvert andet år afholdes der skulpturfestival i Ølgod, hvilket over årene har beriget byen med 30 skulpturer, der pryder rundt omkring i bybilledet. Denne lørdag eftermiddag i bidende efterårskulde blev tre nye skulpturer afsløret, der netop er skænket til byen.
Kærlighed ved første blik
Størst opmærksomhed fik gavlskulpturen i Nørregade The Cloud Sailor, der forestiller et skib, der sejler der ud af på den gule gavl i Nørregade. Om aftenen er skibsskulpturen oplyst.
- Jeg ville egentlig have købt skulpturen med til Varde, men Rigmor Bek-Pedersen fortalte mig venligt, men bestemt i telefonen at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Ølgod by havde allerede besluttet sig for at beholde den, og der var en lokal indsamling i gang til at finansiere den, siger Poul Erik Bech indledningsvis i sin tale.
- Jeg faldt pladask for skulpturen, da jeg så den under festivalen. Det var kærlighed ved første blik af den slags, der ikke kræver den store forklaring, siger Poul Erik Bech til spørgsmålet om hvorfor det netop var denne skulptur, han valgte at give til Ølgod.
Tunge gaver
Udover ejendomsmæglerdirektøren Poul Erik Bech holdt borgmester Erik Buhl og formand for Kulturdagene i Ølgod Rigmor Bek-Pedersen taler.
- Jeg har sjældent set Rigmor så begejstret, som da hun hørte at gavlskulpturen bliver her i Ølgod, og nu er skænket af Poul Erik Bech Fonden, lød det fra borgmester Erik Buhl.
På dagen blev også stenskulpturen Aquarium skænket til Ølgod af Anna Lise og Aage Dahl Fonden samt en finsk tangodanserskulptur fra de frivillige i genbrugsbutikken Kulturloppen.
- Vi er meget taknemmelige for gaven her i Ølgod, og i det hele taget generelt for al den opbakning vi får. Både økonomisk og af frivillige hænder, siger Rigmor Bek-Pedersen.
Endelig blev smøgen i Storegade beset, hvor man i måneder har renoveret Tistrupmaleren Bjarke Regn Svendsens vægmalerier fra 1996. Her har både maleren, en konservator og mange frivillige været med til at opgradere udsmykningerne på de kulørte vægge.