Annonce
Udland

Præsidentkandidat med jamaicansk far vil legalisere hash i USA

Demokraten Kamala Harris gentager sin nyfundne holdning til marihuana og indrømmer, at hun selv har røget.

Skulle det lykkes for den demokratiske senator Kamala Harris at vinde præsidentvalget i 2020, kan det bane vej for en total legalisering af cannabis i USA.

- Vi er nødt til at legalisere marihuana og regulere det, skriver Kamala Harris i sin seneste bog, "The Truths We Hold: An American Journey", der udkom i januar.

Flere amerikanske delstater har de seneste år afkriminaliseret marihuana, så længe der er tale om begrænsede mængder til eget forbrug, men på føderalt niveau er det stadig strafbart at ryge en joint.

Demokraten fra Californien meddelte i januar, at hun vil forsøge at blive nomineret til præsidentkandidat for Det Demokratiske Parti, og Kamala Harris anses ifølge nyhedsbureauet dpa for at være en af favoritterne til at blive partiets udvalgte.

Som justitsminister i Californien blev hun i 2016 kritiseret af mere liberale partimedlemmer for ikke at bakke op om den legalisering af marihuana, som delstaten vedtog.

Hun blev også beskyldt for at indtage en hård linje i sager om overtrædelser af narkolovgivningen.

Men hendes holdning til marihuana har ændret sig.

- Noget andet, som det er på tid at få ændret, er den mislykkede kamp mod narko. Begyndende med en legalisering af marihuana, skriver hun i sin bog.

I et interview mandag gentager den 54-årige Harris sin nyfundne opbakning til at lovliggøre cannabis. Blandt andet med en henvisning til, at hendes far kommer fra Jamaica.

Den caribiske østat er kendt for at have et afslappet forhold til brug af det euforiserende middel.

- Laver du sjov med mig? Halvdelen af min familie stammer fra Jamaica, fastslår hun i radioprogrammet "The Breakfast Club".

I interviewet oplyser Kamala Harris, at hun som studerende selv prøvede at ryge joints og kommer også med en stikpille til tidligere præsident Bill Clinton ved at tilføje, at hun "inhalerede".

I 1992 indrømmede Clinton, at han i sin tid på college havde prøvet marihuana, men den daværende præsident sagde, at han ikke inhalerede røgen.

I mandagens radioprogram spørger værten, om Kamela Harris vil ryge igen, hvis det på føderalt niveau bliver lovligt.

- Hør her, jeg tror, at det glæder mange mennesker. Og vi har behov for mere glæde, svarer hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce