Annonce
Billund

Præst udsætter konfirmationer til august: - Vi skal nok få fantastiske konfirmationer

Solsikker lyste op, da der endelig kunne holdes konfirmation Filskov i 2020. PR-foto: Framehack Studio
Filskovpræst Karin Engmarksgaard har besluttet at skubbe konfirmationer til august og lover de unge, at de nok skal få fantastiske konfirmationer. Andre steder i Grene provsti er præster og menighedsråd stadig i tænkeboks. Grindsted giver valgfrihed.
Annonce

Filskov/Grene Provsti: Årets konfirmation i Filskov Kirke er udsat til søndag den 22. august. Det har sognepræst Karin Engmarksgaard netop besluttet og meldt ud til forældre og unge.

Årsagen er som sidste år corona.

- Det er rettidig omhu, og det føles godt at kunne give klar besked i god tid. Jeg er med på, at situationen godt kan se anderledes positiv ud i maj end lige nu, men vi kan også risikere, at det slet ikke ser godt ud. Her midt i februar skal vi jo forvente, at den engelske variant af coronavirus rigtig viser ansigt, og så bliver det sent at aflyse, siger hun.

Karin Engmarksgaard, der er præst i både Filskov og Blåhøj, tager erfaringer fra sidste år med og tør derfor godt love de kommende konfirmander, at de nok skal få en fantastisk konfirmation: Sidste forår kørte hun rundt til dem alle med flag og en rose og en pose solsikkefrø, som de kunne så i jorden. Det gjorde de, solsikkerne voksede op og kom med i kirke.


Sidste år lyste alle solsikkerne op som symbol på et kæmpe håb.

Karin Engmarksgaard


- Vi havde en fantastisk konfirmation sidste år, fordi vi ville gøre noget særligt ud af dagen. Det vil vi gøre igen. Sidste år lyste alle solsikkerne op som symbol på et kæmpe håb. Selvom alle jo forbinder konfirmation med forårsgrønne bøgegrene, så skal vi nok få det arrangeret fantastisk for konfirmanderne i både Filskov og Blåhøj, siger hun.

Annonce

Valgfrit i Grindsted

Det er lidt forskelligt, hvordan andre præster og menighedsråd tackler situationer. I Grindsted har man besluttet at holde fast i de nuværende konfirmationsdatoer i april og maj. Samtidig tilbyder præsterne nogle nye datoer efter sommerferien.

- På den måde kan hver enkelt konfirmandfamilie beslutte, hvilken dato de ønsker at gennemføre konfirmationen på under de restriktioner, som gælder på det tidspunkt. Hver familie skal beslutte sig tre uger inden den oprindelige dato, oplyser sognepræst Egil Hvid-Olsen

De nye konfirmationsdatoer i Grindsted bliver lørdag d. 7. august og søndag d. 8. august, lørdag d. 14. august og søndag d. 15.

Annonce

Hejnsvig i hold

I Billund og Sdr. Omme har man endnu ikke truffet en beslutning, mens man i Hejnsvig indtil videre holder fast i forårskonfirmationer.

- Vi har seks konfirmander ad gangen og konfirmerer dem i fire hold fra sidst i april. Jeg oplever ikke, at det er lige nu, vi skal til at skifte dato, siger sognepræst Jørgen Johansen, Hejnsvig og Vesterhede kirker.

Annonce

To provstier

Beslutningen om at skubbe konfirmationer til efter sommerferien er blevet truffet andre steder i landet og blandt andet i Brande. Det er den direkte årsag til, at Filskovpræsten har meldt tydeligt ud nu:

- Jeg er med i to provstier, så jeg har mange hensyn at tage. Mine Blåhøj-konfirmander går i skole i Brande og i klasse med Brandebørnene. Her er der præster, der melder ud nu, og så gør jeg det også. Jeg er jo ikke presset på samme måde i Filskov, men synes, at Filskovbørn og forældre skal have nye datoer, når de får det i Blåhøj, siger Karin Engmarksgaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Esbjerg

Vejen til en normal hverdag: Her får du de to stik mod covid-19

Danmark

Overlæge: Jeg har aldrig set en så langvarigt kritisk syg patient på intensiv som Flemming

Annonce