Møgeltønder: Beboerne på præstegården ved Møgeltønder Kirke fik sig en forskrækkelse sent i aftes, da der var indbrud i kirken omkring klokken 23:45.
- Præstegården vågner på grund af noget støj. De skynder sig så at rende ud og op mod kirken, og de når at se flere mørkklædte personer, der løber, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Nikolaj Hølmkjær.
De ubudne gæster kom ind i kirken ved at opbryde et vindue i et opbevaringsrum med et koben. Det lykkedes dem dog ikke at komme afsted til noget, selvom de formåede at komme helt ind i selve kirkerummet.
Møgeltønder Skole havde også indbrud i aftes, hvor tyvene kom ind godt halvanden time tidligere.
- Der har været indbrud på første sal. Flere klasselokaler er gennemrodede, og det samme er pedellens kontor, fortæller Nikolaj Hølmkjær, der oplyser, at det endnu ikke har været muligt at opgøre, hvad der eventuelt er stjålet.
Politiet arbejder indtil videre ud fra en teori om, at de to indbrud hænger sammen.
- Stederne ligger ret tæt på hinanden, og der var ikke lang tid imellem. Det er ikke så tit, vi ser indbrud i Møgeltønder, så vi antager, at det er de samme, der har været på spil begge steder, siger vagtchefen.