Trine Lydeking Taylor er den første fælles præst for Skovlund og Ansager sogne. Hun har boet i Skovlund siden oktober 2015 - nu er der udsigt til indflytning i Ansager næste forår.
Skovlund-Ansager: Loftsgangen på præstegården i Skovlund er delvist proppet med flyttekasser.
Trine Lydeking Taylor, præst i Skovlund og Ansager siden oktober 2015, har fra starten vidst, at hun skal bo i Ansager.
- Det er hovedsognet, siger hun.
700 sjæle i Skovlund, 1700 i Ansager gør Ansager til hovedsogn, og præsten skal bo i hovedsognet.
Men foreløbig bor hun stadig i Skovlund. Og får det bedste ud af situationen, men mangler motivationen til at flytte de sidste ting på plads.
Ledninger i rodede forviklinger på kontoret bruger hun heller ikke krudt på. Hun skal jo alligevel flytte.
- Det er en mellemtid, og jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, at så har man ikke lyst til at flytte alt ud. Det koster jo i forvejen masser af energi at flytte, siger hun.
Alene - med hund og kæreste
Trine Lydeking Taylor er 34 år. Hun bor alene i den store præstegård fra 1910 med sin collie-hund Scout, der er opkaldt efter den kvindelige hovedperson i hendes yndlingsbog "Dræb ikke en sangfugl".
- Jeg fik bogen af min farmor, da jeg var ti år gammel. Dengang besluttede jeg, at min første hund skulle hedde Scout, siger hun.
Hun har en kæreste. Det er præsten fra nabosognene Agerbæk og Vester Starup, Søren Pedersen.
- Jeg begyndte at læse teologi, fordi det er en videnskabelig uddannelse med mange sprog, og jeg har flair for sprog. Der er også meget historie, som er min interesse, siger Trine Lydeking Tayolor og fortsætter:
- Jeg kommer fra et almindeligt hjem, hvor vi stort set kun gik i kirke til højtider og til konfirmation, bryllup og begravelsr. I løbet af studiet fik jeg kulturen under huden, og pludselig var jeg på vej til at blive præst.
Mere end bare et arbejde
En ting er, at følelsen af at være Guds forlængede arm på jord blev tydelig. En anden er, at hun, før hun blev præst, egentlig ikke vidste, hvad præstelivet indebærer.
- Det burde indgå i uddannelsen. Du kan ikke forestille dig det i løbet af studiet, eller de fire ugers praktik. Det er en livsstil. Jeg er præst, når jeg går tur med min hund, jeg er også præst, når jeg er til fitness. Jeg er præst tidligt og sent, og nogle gange er det rigtig mange timer.
Med to menighedsråd, hvor præsten er medlem, to konfirmandhold, begravelser, dåb og gudstjenester har hun brug for mange timer. Der ud over kommer de mange samtaler med mennesker i krise, mennesker, der har brug for trøst. Nogle uger arbejder hun 70 timer, tit er hun afsted på tidligt og igen om aftenen, men til gengæld kan hun også tage en dag fri ind imellem.
Er din tro styrket i løbet af tiden som præst?
- Ja. Min tro er blevet stærkere. Jeg kan ikke forklare den, men den er mit sikkerhedsnet. Forleden lavede jeg en fejl ved en gudstjeneste, og så kan jeg sige til mig selv, at jeg jo bare er et menneske, og mennesker laver fejl. Eller når jeg taler med mennesker, som har mistet, så kan jeg sige, at den afdøde har det godt, hvor han er nu. For det tror jeg på. Jeg er overbevist om, at det ikke gør ondt at dø. Det kan gøre ondt før du dør, hvis du for eksempel er syg. Men det gør ikke ondt at dø, for der byder Gud os velkommen i himlen.
Forvandlingen
Trine Lydeking Taylor har stillet stolene op på bordet, støvsuger og gulvspand står i et hjørne af køkkenet. Normalt betaler hun en ung pige for at gøre rent, men hun har haft hele sin familie på besøg, så i dag har huset fået en ekstra omgang.
- Jeg kommer fra Nordsjælland. Min far var træner i softball, senere begyndte han og min mor at spille golf, så vores weekender gik med sport, ikke kirke, siger hun.
Dengang spillede hun også selv softball. Nu trækker hun i præstekjolen og mærker forvandlingen.
- Jeg beder en bøn, hver gang jeg skal have en tjeneste i kirken. Jeg beder om, at han giver mig evne til at forkynde hans budskab, så folk kan komme til tro. Det er jo ham, jeg tjener. Menigheden og Gud. Det tænker jeg faktisk på, hver gang jeg tager min præstekjole på.
Det gør hun både i Skovlund og Ansager. Når hun til foråret flytter ind i præstegården i Ansager, fortsætter det på samme måde. Og selvom ventetiden har været lang, har den også fordele:
- Jeg er kommet til at kende menneskene i Skovlund rigtig godt. Den mulighed, først at bo i det ene sogn, og så flytte over i det andet, er jeg den første præst, der har. Jeg er også den første præst, der skal binde de to sogne sammen. Det er jeg glad for, siger hun.
