Annonce
Udland

Prins Andrew fortryder overnatning hos rufferidømt Epstein

Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Den fortsatte kontakt til finansmanden Epstein efter hans dom er noget, som prins Andrew bitterligt fortryder.

Britiske prins Andrew fortæller til BBC, at han udviste dårlig dømmekraft ved at overnatte hos den afdøde amerikanske finansmand Jeffrey Epstein, der blandt andet var anklaget for overgreb mod mindreårige.

Det fortæller han i et interview, som sendes lørdag på BBC og endnu ikke er offentliggjort i sin helhed.

Særligt mener prinsen, at han svigtede ved at holde kontakten, efter at Epstein i 2008 indgik et forlig i en sag om prostitution af en pige under 18 år.

Det medførte en dom på 13 måneders fængsel under lempelige forhold til finansmanden.

Men selv efter dommen overnattede prins Andrew, der er dronning Elizabeths anden søn, hos Epstein i New York.

- Jeg boede hos ham, og det er den del, som jeg slår mig selv i hovedet over hver eneste dag, siger prins Andrew.

- For det er ikke noget, der er passende for et medlem af kongefamilien, og vi forsøger at opretholde de højeste standarder, og det levede jeg ikke op til. Så simpelt er det.

Epstein var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger, da han i august hængte sig selv.

I et andet BBC-klip afviser prinsen kendskab til Virginia Roberts Giuffre, der hævder, at hun som 17-årig blev holdt som sexslave af Epstein og tvunget til samleje med prins Andrew.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har mødt denne kvinde, overhovedet ikke, siger han.

Et billede fra 2001, der viser prinsen med sin arm omkring Giuffre, er dukket op i britiske medier.

Unavngivne støtter af prins Andrew har sagt til The Daily Telegraph, at der er tale om et forfalsket billede.

Prinsen har tidligere afvist en forbindelse til Giuffre.

I forbindelse med BBC-klippene har prins Andrews tidligere hustru gennem ti år, Sarah Ferguson, udtalt sin støtte til ham.

/ritzau/Reuters

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Mette F: Østdanmark skal betale mere for et land i balance

Læserbrev

Mens regeringen tøver, holder danskerne i kø

Læserbrev: Omtrent fire måneder er der gået, siden den socialdemokratiske transportminister, Benny Engelbrecht, proklamerede i JydskeVestkysten, at han for længst er trukket i arbejdstøjet, og at der fra regeringens side bliver arbejdet hårdt på en ny infrastrukturplan. Noget vi i Venstre selvsagt var glade for at høre. Nu er der som sagt gået over fire måneder, og på kalenderen står der 2020. Mere end et halvt år er gået, siden Socialdemokratiet flyttede ind i regeringskontorerne, og danskerne er endnu ikke stillet en infrastrukturplan i udsigt. Mens trafikken på de danske veje snegler sig afsted, og borgere og virksomheder bruger mere tid på kø og trængsel, kan transportministeren end ikke sætte et årstal på en ny infrastrukturplan. Alle os sydjyder må således gå rundt i uvished – vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Og uvisheden skaber selvfølgelig bekymring. For hvad skal der ske med Ny Midtjyske Motorvej? E45/E20 ved Kolding? Rute 11 fra Korskro til Varde? Eller for den sags skyld opgraderingen af Rute 11 til Tønder? Ingen ved det. Sidste år kom vi i Venstre i mål med en aftale om at investere mere end 110 milliarder kronet i vores infrastruktur frem mod 2030. Investeringer, som ville sikre vækst og bosætning over alt i Danmark. Derfor er det mildest talt bekymrende, at vi i Sydjylland ikke kan vide os sikre på, om de investeringer, som vi i Venstre var med til at aftale, overhovedet bliver til noget. I Venstre vil vi arbejde for, at vi hurtigst muligt bliver indkaldt til forhandlinger om en infrastrukturaftale. Vi kan ikke vente længere. For når borgere og virksomheder holder i kø koster det samfundet 20 milliarder kroner om året. Derfor er en god og sammenhængende infrastruktur helt grundlæggende for fortsat vækst og udvikling. Noget som er altafgørende, hvis vi skal investere i velfærd og grønne løsninger. Så alt imens regeringen har skudt endnu et løfte til hjørne, må vækst og udvikling sættes på pause.

Esbjerg

Narkoman filmede sadistisk vold og voldtægt: Da han blev afsløret, forsøgte han at hænge sig, men endte som dybt hjerneskadet

Annonce