Protektor for Tønder Festival, prinsesse Marie, gæstede fredag eftermiddag festivalpladsen. Prinsessen havde taget familien med, så både prins Joachim og børnene prins Henrik og prinsesse Athena var med i Tønder.
Tønder Festival: Fredag eftermiddag kastede prinsesse Marie, prins Joachim og børnene prins Henrik og prinsesse Athena royal glans over Tønder Festival.
Prinsesse Marie er protektor for festivalen, og det har været en næsten fast tradition, at hun gæster festivalen. I år var det niende gang, hun lagde vejen forbi.
På spørgsmålet om hvorvidt hun troede, der ville vente noget særligt næste år, når hun for tiende gang - formentlig - gæster Tønder Festival, lød det fra prinsessen med et stort smil:
- Det ved jeg da ikke. Måske skal der ske noget specielt. Jeg lader mig overraske.
Hun understregede samtidig, at hun var glad for at besøge festivalen.
- Jeg nyder at være her, lød det.
Tog familien med
Det var oprindelig meningen, at prinsesse Marie skulle besøge Tønder Festival på egen hånd, men hun havde inviteret hele familien med.
Både prins Henrik og prinsesse Athena nød åbenlyst at udforske festivalens nye børneområde. Her blev der tid til både at kaste efter dåser, spille stikbold, og prins Joachim måtte give Athena en hånd, da hun prøvede at gå på stylter.
Børnenes leg betød, at de kongelige gæster allerede her kom bagud i forhold til tidsplanen, hvorfor der ikke blev tid til at besøge Vadehavsområdet på festivalen. Til gengæld blev der tid til at få en is og en kop kaffe, inden turen gik videre til telt 2, hvor den kongelige familie fik lejlighed til at lytte til et par numre med Vishtèn. Her fik prinsesse Athena og prins Henrik gode pladser, da de blev løftet op og sad på skuldrene af henholdsvis prins Joachim og borgmester Henrik Frandsen.
Prinsen på Farbar
Efter musikken i telt 2 gik turen videre mod festivalens Outlaw-område, men der måtte gøres stop ved festivalens Farbar. Prins Joachim stillede beredvilligt op til fotografering, mens prinsesse Marie knipsede billeder med mobilen.
Da prinsen og prinsessen nåede spejlteltet Bolero blev det tid til en øl og en sodavand udenfor pressens søgelys. Herefter kunne den royale familie nyde et måltid mad i backstageområdet, inden det royale besøg på Tønder Festival var slut for i år.