Annonce
Aabenraa

Privat børnehus til forældre: Derfor skal I stadig betale

Der er god tid til børnene i Børnehuset Evigglad i denne tid. Jacob er et af de få børn, der har brug for nødpasning, og han fik noget af tirsdagen til at gå med at lægge puslespil sammen med pædagog Michael Schmidt, mens leder Anne Therkelsen lige kiggede forbi. Foto: Timo Battefeld
Det privatejede Børnehuset Evigglad har kun en lille håndfuld børn i nødpasning, men så bliver tiden brugt på praktiske opgaver og papirarbejde. Indtil videre får lukningen ingen konsekvenser for den fremtidige drift.

Aabenraa/Bov: Normalt tumler 65 børn rundt på Børnehuset Evigglads matrikel på Kresten Philipsensvej i Aabenraa. 42 i filialen på Hærvejen i Bov.

I denne uge er der dagligt tre-fire børn i Aabenraa, ingen i Bov.

For de privatejede daginstitutioner gælder nemlig præcis de samme regler som for de kommunale: Det er kun børn, der har behov for nødpasning, der i disse uger bliver afleveret.

- Og vi har spurgt alle en ekstra gang, om de nu også har afsøgt alle andre muligheder, fortæller administrativ leder og medejer Anne Therkelsen.

Det er sket, fordi børnehuset har en del forældre, der er ansat på sygehuset, og som alt andet lig jo har en højere risiko for at være smittebærere.

- Men vi spørger nu også for i det hele taget at mindske smitten generelt. Og vores forældre har været gode til at finde andre løsninger og i det hele taget til at tage imod det, der sker nu, roser Anne Therkelsen.

Annonce

De private institutioner

  • Ud over Børnehuset Evigglad er også Boisskov Natur & Udebørnehave, Den Frie Naturbørnehave ved Aabenraa Friskole, Børnehuset Akeleje, Engsig Børnehave, Børnehuset Søgården og Smilehullet i Hjordkær private institutioner.
  • Det samme er kommunens tyske børnehaver.

Gode idéer sendes ud

Fra børnehusets side prøver man så også at hjælpe lidt til. For medarbejderne er klar over, at det kan være en udfordring pludselig at skulle være hjemme med sine børn, når man samtidig skal forsøge at passe sit arbejde.

- Det er jo en ny kontekst at være sammen i. Normalt har forældre jo fri, når de er hjemme. Det skal både børn og forældre finde ud af, hvordan man gør, siger Anne Therkelsen og fortæller, at børnehuset derfor hver dag sender idéer ud til aktiviteter, man kan lave sammen.

- Det kan for eksempel være yogastillinger eller andre kreative ting, man kan lave med de materialer, man har i de fleste husholdninger eller i naturen. Men det er vigtigt at understrege, at det bare er til inspiration, forklarer hun.

Derudover har medarbejderne været i sving med at gøre hovedrent, der skal males et par steder, og så er der hjemmeopgaver, der skal løses:

- De kan fordybe sig i de styrkede læreplaner, vi jo også er i gang med, og så skal vi have lagt planerne for resten af året, så der ikke er noget, vi er bagud med, når hverdagen vender tilbage.

Skal der betales?

Der er i alt 30 medarbejdere i Børnehuset Evigglad, og selv om det er en privat virksomhed, der kunne gøre brug af trepartsaftalen om at hjemsende medarbejdere med et løntilskud på 75 procent, så er det ikke noget, ejerne har overvejet. Og fyringer kommer slet ikke på tale.

- Så risikerer vi jo, at folk er væk bagefter. Nej, så længe vi får det kommunale tilskud og forældrebetalingen, fortsætter vi som nu. Men det er klart, hvis de begynder at pille i det, så har vi en ny situation, siger Anne Therkelsen med henvisning til, at blå blok i Folketinget er begyndt at tale om det rimelige i, at forældre skal betale for en ydelse, de ikke får.

- Dér vil jeg vende den om og sige, at forældrene så til gengæld kan være sikre på, at deres børn kommer tilbage til det samme. Det er jo også noget værd, og ser man på det i det store billede, er der jo meget, vi betaler fast til uden at få lige meget for pengene hele tiden, mener børnehus-medejeren.

De få børn er rykket ind i Børnehuset Evigglads pavillon, så gulvet har kunnet blive ordnet i hovedbygningen, ligesom der er blevet malet nogle steder. Foto: Timo Battefeld

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Live: Svenske coronadødstal kan være dobbelt så høje som hidtil antaget

Annonce